Hej .

Jeg har de sidste par år haft problemer med bulimi, og det er nu nået dertil, hvor det fylder alt i min hverdag og jeg kan ikke kontrollere det. For et par uger siden påpejede min mor, at hun synes jeg var blevet mere trist og irriteret, og at jeg ikke længere var den "glade datter" som hun kendte. Derudover spurgte hun mig direkte, om jeg havde spiseforstyrelsen bulimi. Jeg gik fuldstændig i panik og mit hjerte hoppede op i halsen da hun nævte det, for jeg havde ingen planer om at fortælle det til noget (specielt ikke min mor), men på den anden side var det en utrolig lettelse at få det ud - så nu var det altså fortalt, og vi fik bestilt en tid hos min læge. Jeg gik fra, at det var min store hemmelighed som ingen vidste, til at jeg nu pludselig skulle dele det hele med en anden person. Jeg har aldrig været god til at tale om mine egne følelser, og får den altid hurtig vendt over på den anden person. Jeg har det som om, at folk ikke rigtig er interesserede i hvad jeg føler, og at jeg ikke skal bruge for lang tid om at tale om mig selv.

Men jeg kom til lægen, hvor jeg nervøst fik åbnet op for min spiseforstyrelse, og han stillede mig en masse spørgsmål indtil han fortalte, at han ville henvise mig til et center for spiseforstyrelser, så jeg kunne få mere hjælp.

Jeg havde det faktisk utrolig godt med at have snakket om det med nogen, og jeg følte for første gang, at der var nogle som rent faktisk gerne ville lytte til mig og hjælpe. 

Jeg kom til en samtale med en psykolog, hvor jeg blev spurgt ind til en masse ting, og hun diagnotiserede mig med "bulimi", hvilket jeg jo godt vidste - men alligevel var det chokerende at høre det blive sagt højt på den måde. 
Dagene efter kunne jeg slet ikke tænke på andet, og jeg var helt smadret fysisk. Jeg følte et håb om, at jeg nok skulle komme ud af den onde cirkel jeg var fanget i, og denne gang var jeg ikke helt alene i kampen.

Men problemet er også, at jeg ikke har fortalt det til nogle af mine veninder, hvilket jeg egentlig rigtig gerne vil, men samtidig er jeg også meget utryg ved tanken om, hvordan de vil reagere eller hvad der vil ske.

Jeg besøgte en veninde for et par dage siden, og på vej hjem efter en bytur, besluttede jeg mig for at fortælle det til hende. Jeg fik hende stoppet op, og så fortalte jeg det til hende mens vi begge stod og nærmest græd en smule. Det var super rart at se, at hun var så bekymret og forstående - MEN - det var som om, at samtalen pludselig drejede sig over på hende, og at hun engang havde været til psykolog (hun er adopteret og skulle håndtere, at hun nok aldrig ville se sine biologiske forældre). Jeg blev selvfølgelig utrolig glad for, at hun også delte de ting med mig, og jeg både lyttede, spurgte ind til det, krammede og trøstede hende, men alligevel stod jeg med følelsen af, at mit problem var glemt igen. Som om det var lidt ligegyldigt eller uinteressant. Det gjorde mig faktisk rigtig ked af det, at hun ikke spurgte mere ind til det, nu hvor jeg stod der og åbnede mig op på den måde! Jeg har så svært ved at snakke om mig selv og mine følelser, og når jeg så endelig prøver, så virker det ikke engang som om det var særlig "vigtigt". 

Og ja, jeg ved godt, at hun aldrig ville tænke sådan eller såre mig, men hvad skal der til for at føles sig hørt så? Vi endte med at snakke mere om hende og de ting hun havde været igennem end det som hele samtalen egentlig startede med, at jeg har en spiseforstyrelse som ødelægger mit liv.

Jeg er bange for, at jeg ikke tør dele det med nogle af mine andre veninder nu, i frygt for, at de også virker så ligeglade. 

Ikke nok med alt det, er det også skide hårdt at have bulimien, og jeg kan slet ikke leve det liv som jeg gerne vil. Alt er kaotisk og selvom det er godt jeg skal begynde på behandling, så synes jeg stadig det hele virker uoverskueligt.

Mvh
Den ulykkelige