Kære du

Det er en svær situation, når man føler, at man ikke bliver taget seriøst og især med noget så alvorligt, som når man ikke længere har lyst til at leve. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du har valgt at skrive hertil og jeg vil komme med mine tanker omkring dit spørgsmål.

Jeg vil starte med at sige, at det på ingen måde er i orden, at selvmordstanker først bliver taget seriøst, når man ikke længere kan holde det ud og begår selvmord. Du fortjener at blive hørt og hjulpet når du har det svært, for det at have selvmordstanker, er ikke noget man skal gå rundt med selv.

Det kan være rigtig svært at fortælle andre at man har det svært og derfor er det også utrolig vigtigt, at man føler at ens følelser og tanker bliver seriøst, når man endelig viser den tillid og fortæller om det.

Jeg tror to ting er afgørende, når man gerne vil have hjælp med noget der er svært. Det er hvem man vælger at fortælle det til og hvad man vælger at fortælle. Det er vigtigt at vælge nogen som man tror kan håndtere det og som har overskudet til at hjælp. Det vil sige en veninde, som selv har det svært eller en mor, som ikke tidligere har været god til at hjælpe, er måske ikke den rigtige løsning. Måske ville en lærer, en læge eller en far en bedre løsning.

Det er også vigtigt, at man husker på at folk ikke altid kan gennemskue hvor alvorligt det er, eller hvad det rent faktisk handler om, hvis man ikke er ærlig. Derfor skal man fortælle om det og prøve at få den person til at forstå, i stedet for at fortælle lidt og så regne med at de tager en alvorligt eller kan regne det ud.

Så jeg synes du skal overveje hvem du kan rive fat i nu.

De første jeg tænker på, er dine forældre. Måske har du allerede prøvet at sige det til dem?

Nogen gange, så er forældre slet ikke så gode til at se, hvis deres børn har det skidt. Det behøver absolut ikke være fordi, at de ikke har lyst til at se det, men nogle gange har de bare så pokkers travlt, at de helt glemmer at ligge mærke til sådanne vigtige ting. Til gengæld er det ofte sådan, at hvis de pludselig får øje på, at der er noget galt, så vil de gøre alt hvad de kan, for at få tingene til at blive gode igen.

Det kan væres svært at skulle sætte ord det at have selvmordstanker og samtidig fortælle at man ikke føler, at man bliver taget seroøst. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være en god ide, at du prøver at vise dem dette brev og mit svar til dig. Bagefter kan i sætte jer sammen og snakke om det og du kan fortælle dem, at du virkelig har brug for at de lytter til dig og hjælper dig. Det er utrolig stærkt gået af dig, at du har mod på at tale med andre om det og jeg håber ikke du har mistet modet, for det er virkelig vigtigt, at få snakket med nogle om det, når man har det skidt.

Hvis du ikke synes, at dit forhold til dine forældre, er godt nok til, at du kan fortælle dem om det, så synes jeg, at du skal prøve at finde en anden voksen, som du kan fortælle det til. Jeg synes du skal prøve en professionel voksen, det vil sige en af de lærere, som du har det godt med på din skole, en pædagog, en læge eller måske en socialrådgiver. 

Hvis du ikke rigtig synes, at du får den hjælp som du fortjener og bliver taget seriøst, så synes jeg, at du skal prøve at ringe ind til livslinien. Der kommer du til at tale med en voksen, som sidder ved telefonen for lige netop at tale med unge, der har problemer, som er svære at løse alene og her vil du helt sikker blive taget seriøst. Du kan læse mere om livslinien på www.livslinien.dk eller ringe ind til dem på telefonnummer: 70 201 201.

Venlig hilsen Katrine