Menstruation + kæreste og følelser herom
Menstruation + kæreste og følelser herom
Kære Brevkasse Jeg har et ret pinligt problem, specielt pga. min alder. Jeg står for at skal flytte sammen med min søøøde kæreste, vi har været sammen gennem 2 år. Problemet er at alt angående min menstruation er super pinligt for mig. Jeg bestiller mine tamponer via. nettet og da jeg er af anden etnisk herkomst har jeg aldrig været seksuelt sammen med min kæreste, så vi har helt undladet at nævne menstruation.. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forholde mig til at have menstruation og bo sammen med ham - hvilket er så frustrerede, at jeg næsten overvejer at bo alene resten af livet. At han skulle vide " når i denne uge har hun menstruation" det kan jeg slet ikke klare... HVaaad gør jeg dog :)
Hej med dig
Jeg synes slet ikke, at det er et pinligt spørgsmål du stiller. Jeg tror der er mange der har været i en lignende situation og som heller ikke har vidst hvad de skulle gøre.
Menstruation er noget som alle kvinder har og er derfor meget naturligt. Jeg forstår godt at du tænker over hvad du skal gøre og at du synes det er pinligt, at din kæreste skal blandes ind i det. Men jeg er sikker på at han godt ved at kvinder på din alder har menstruation og at han nærmere ville være nervøs hvis du ikke havde det. Grunden til at man får menstruation er jo faktisk at man senere kan få børn, så hvis du ikke havde det, kunne du ikke få børn.
Mange gange så kan tanker og følelser, vokse sig store inde i ens eget hoved, og man forestiller sig alt muligt der vil ske. Men jeg tror faktisk at dine tanker omkring hvordan han ville reagere, er meget værre end hvordan han faktisk ville reagere.
Jeg synes at det eneste rigtige at gøre er at involvere ham i det. Men hvis du ikke har lyst til at tage en stor snak med ham om det, kan du på andre måder gøre ham opmærksom på det. Du kunne fx lade nogle tamponer ligge fremme så han ser dem, sige at du har lidt ondt i maven fordi du har menstruation eller noget helt tredje. På den måde finder han ud af at du har menstruation på en stille og rolig måde, og jeg tror ikke det er noget han vil tænke meget over.
Lige så snart det er blevet snakket om, og gjort naturligt, så er det allerede meget mindre pinligt. Jeg tænker at det er rigtig vigtigt at I får snakket om sådan nogle ting som det her. I et kæresteforhold kommer der til at dukke mange ting op, som det er vigtigt at I snakker om. Og ved at I begynder at snakke om de her ting, kan I være mere åbne og det tror jeg vil styrke jeres forhold på længere sigt.
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med at få det sagt til ham.
Venlig hilsen Marianne