Hejsa. :)
Jeg har aldrig følt mig super komfortabel omkring andre mennesker, bare sådan generelt. Jeg ville hellere være hjemme, end at være i det offentlige omkring andre, da jeg let kan føle mig presset.
Jeg skulle ind i byen i går, for at mødes med en veninde. Det var lidt grænseoverskridende at tage transport derind, men jeg tænkte at jeg bare er som alle andre. Jeg er bare en helt almindelig pige som altid er på sin mobil. Så jeg tænkte bare at det nok skulle gå. Og det er jo ikke fordi at jeg aldrig tager ud. Jeg er jo i skole og det hele, men jeg ville nok foretrække at være lidt mere i sikkerhed, og tæt på mine egne omgivelser, end at være midt ude i et hav af mennesker, hvis jeg selv skulle vælge!

Jeg tænkte ikke over det, og tog toget derind. Selvfølgelig har jeg prøvet det før, jeg prøver bare mest muligt at undgå det, når jeg ikke behøver at tage i byen af nogen særlig grund.

Jeg finder mig en plads i toget, og sidder bare lidt og stener rundt på min iphone, da jeg ved et uheld bare kigger op, og så sidder der en gruppe mennesker og kigger på mig. Alle sammen, på samme tid. Ikke bare tilfældigt, altså de stopper ikke med at kigge.

Det føltes forkert og jeg kigger med det samme ned igen på min mobil, og kan mærke en ubehag i mig.
På et andet stop, lidt senere, kommer der selvfølgelig flere mennesker ind i toget og jeg kigger hurtigt op og de har alle blikket vendt mod mig som det første!

Jeg tænker at jeg må have noget i ansigtet eller at der må være noget på min trøje eller i mit hår, som jeg ikke var klar over.
Det overbeviser jeg så mig selv om, og så prøver jeg på at gemme mig lidt bag min taske uden at vide hvad det er der er galt. Så utrolig pinligt og nervepirrende!

Da jeg ankommer til mit stop, hvor jeg skal af, rejser jeg mig og rigtig mange kigger op når jeg rejser mig.
Jeg tænker "Det her er helt galt" og jeg prøver at finde frem til hvad det kunne være. Måske har jeg fået min menstruation. Måske har jeg en kæmpe bums i ansigtet. Måske har jeg fået udslæt ud af det blå. Jeg vidste simpelthen ikke hvad det var og jeg turde ikke tjekke det midt i det hele.

Men der var et eller andet, det var jeg helt 100 sikker på!!!! Jeg stod hurtigt af toget og ser flere mennesker kigge som skal ind.
Jeg får lyst til at græde og bliver ved med at tænke "Det er mig, det er mig, det er mig".
Jeg farer ind på det nærmeste offentlige toilet og støtter mig på vasken mens jeg ser ind i spejlet, helt skræmt.
Og der er ikke noget. Jeg ligner mig selv som da jeg tog afsted. Jeg prøver at finde ud af om det er noget med mit tøj. Men der er intet.

Nu tvivler jeg mere på hvad det kunne være og har forestillinger om at det måske kunne være fordi jeg er grim. Måske passede mit tøj ikke til mig.
Jeg ved det ikke, men der må være en grund til at de kiggede sådan. Det var ydmygende. Som en forestilling, hvor folk har deres opmærksomhed på en.
Det burde da ikke være sådan? Eller?
Jeg turde ikke kigge på folk, da jeg gik med min veninde. Hun sagde at jeg så strålende ud den dag, men ser bestemt ikke sådan ud, fra hvordan folk kiggede. Og hvad så hvis det var. Ingen ville blive ved med at kigge for at gøre folk ubehageligt tilpas!

Jeg er så frustreret over det. Jeg har ikke haft lyst til at tage ud igen i de sidste par dage.
I kender sikkert ikke svaret på det her, ligesom jeg.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af det! Min mor grinte bare og sagde "Det er min flotte søde pige" men hun forstår det ikke!
Det var slet ikke sådan, jeg følte mig nærmest bange og mega mega utilpas! Det var ikke "venligt" overhovedet, det var på en rigtig kold måde!

Jeg er forvirret, og ved ikke hvad jeg skal tænke. Jeg vil gerne have svar på hvorfor de kiggede, det gør mig vildt nysgerrig.
Undskyld, jeg havde bare brug for at få det her ud.