Virkelig virkelig underligt.

brevkassespørgsmål

Virkelig virkelig underligt.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hejsa. :)
Jeg har aldrig følt mig super komfortabel omkring andre mennesker, bare sådan generelt. Jeg ville hellere være hjemme, end at være i det offentlige omkring andre, da jeg let kan føle mig presset.
Jeg skulle ind i byen i går, for at mødes med en veninde. Det var lidt grænseoverskridende at tage transport derind, men jeg tænkte at jeg bare er som alle andre. Jeg er bare en helt almindelig pige som altid er på sin mobil. Så jeg tænkte bare at det nok skulle gå. Og det er jo ikke fordi at jeg aldrig tager ud. Jeg er jo i skole og det hele, men jeg ville nok foretrække at være lidt mere i sikkerhed, og tæt på mine egne omgivelser, end at være midt ude i et hav af mennesker, hvis jeg selv skulle vælge!

Jeg tænkte ikke over det, og tog toget derind. Selvfølgelig har jeg prøvet det før, jeg prøver bare mest muligt at undgå det, når jeg ikke behøver at tage i byen af nogen særlig grund.

Jeg finder mig en plads i toget, og sidder bare lidt og stener rundt på min iphone, da jeg ved et uheld bare kigger op, og så sidder der en gruppe mennesker og kigger på mig. Alle sammen, på samme tid. Ikke bare tilfældigt, altså de stopper ikke med at kigge.

Det føltes forkert og jeg kigger med det samme ned igen på min mobil, og kan mærke en ubehag i mig.
På et andet stop, lidt senere, kommer der selvfølgelig flere mennesker ind i toget og jeg kigger hurtigt op og de har alle blikket vendt mod mig som det første!

Jeg tænker at jeg må have noget i ansigtet eller at der må være noget på min trøje eller i mit hår, som jeg ikke var klar over.
Det overbeviser jeg så mig selv om, og så prøver jeg på at gemme mig lidt bag min taske uden at vide hvad det er der er galt. Så utrolig pinligt og nervepirrende!

Da jeg ankommer til mit stop, hvor jeg skal af, rejser jeg mig og rigtig mange kigger op når jeg rejser mig.
Jeg tænker "Det her er helt galt" og jeg prøver at finde frem til hvad det kunne være. Måske har jeg fået min menstruation. Måske har jeg en kæmpe bums i ansigtet. Måske har jeg fået udslæt ud af det blå. Jeg vidste simpelthen ikke hvad det var og jeg turde ikke tjekke det midt i det hele.

Men der var et eller andet, det var jeg helt 100 sikker på!!!! Jeg stod hurtigt af toget og ser flere mennesker kigge som skal ind.
Jeg får lyst til at græde og bliver ved med at tænke "Det er mig, det er mig, det er mig".
Jeg farer ind på det nærmeste offentlige toilet og støtter mig på vasken mens jeg ser ind i spejlet, helt skræmt.
Og der er ikke noget. Jeg ligner mig selv som da jeg tog afsted. Jeg prøver at finde ud af om det er noget med mit tøj. Men der er intet.

Nu tvivler jeg mere på hvad det kunne være og har forestillinger om at det måske kunne være fordi jeg er grim. Måske passede mit tøj ikke til mig.
Jeg ved det ikke, men der må være en grund til at de kiggede sådan. Det var ydmygende. Som en forestilling, hvor folk har deres opmærksomhed på en.
Det burde da ikke være sådan? Eller?
Jeg turde ikke kigge på folk, da jeg gik med min veninde. Hun sagde at jeg så strålende ud den dag, men ser bestemt ikke sådan ud, fra hvordan folk kiggede. Og hvad så hvis det var. Ingen ville blive ved med at kigge for at gøre folk ubehageligt tilpas!

Jeg er så frustreret over det. Jeg har ikke haft lyst til at tage ud igen i de sidste par dage.
I kender sikkert ikke svaret på det her, ligesom jeg.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af det! Min mor grinte bare og sagde "Det er min flotte søde pige" men hun forstår det ikke!
Det var slet ikke sådan, jeg følte mig nærmest bange og mega mega utilpas! Det var ikke "venligt" overhovedet, det var på en rigtig kold måde!

Jeg er forvirret, og ved ikke hvad jeg skal tænke. Jeg vil gerne have svar på hvorfor de kiggede, det gør mig vildt nysgerrig.
Undskyld, jeg havde bare brug for at få det her ud.

Svar: 

Hej Anonym

Jeg kan godt forstå du undrer dig over den oplevelse og følte det vildt ubehageligt. 

Når du fortæller om hvordan det foregik tænker jeg dog, at det faktisk ikke er helt unormalt at have sådan en oplevelse. Jeg har i hvert fald talt med en del der har kunnet fortælle om lignende oplevelser. Faktisk tror jeg at de fleste mennesker oplever det her i større eller mindre grad. 

Du fortæller at du altid har haft det lidt svært med at være ude blandt andre, og det tænker jeg meget let kan hænge sammen med din oplevelse. Netop fordi du føler dig preset blandt andre mennesker kan du (ubevidst) meget let komme til at have fokus på at alle kigger på dig...og kigger på dig på en mærkelig måde. 
Jeg tænker at det er meget naturligt at alle kigger på dig. For de fleste mennesker er det helt naturligt at kigge på de mennesker de går forbi og sidder ved siden af. Mennesker er jo i bund og grund "bare" et dyr, og ligesom alle andre dyr er vi konstant opmærksom på vores omgivelser for at føle os trygge. 

For de meste er det nok ikke noget vi tænker over, men det kan faktisk lige præcis være på de dage hvor man har en rigtig dårlig dag at man pludselig bliver opmærksom på at alle andre kigger på én. Jeg tror ikke det handler om at folk faktisk kigger mere på én end de plejer, men det handler mere om hvordan man selv har det indeni. 
Jeg har talt med unge der på dage hvor de har været særligt kede af det har haft oplevelser der ligner din. Eksempelvis en pige der havde været ved sin psykolog og tale om nogle svære ting. Hun fortalte at hun på vejen hjem følte at alle kiggede på hende og at alle kunne se på hende at hun gik til psykolog og var anderledes.

Jeg tror det handler om at vi hurtigt kommer til at tolke andre menneskers blikke ud fra vores egne følelser. Så hvis man eksempelvis føler sig presset eller utryg kan man ubevidst komme til at tolke andre menneskers blikke som anklagende eller truende, og jeg tænker at det måske er det du har oplevet.
Som sagt er det i hvert fald noget der er helt naturligt og meget normalt.

Det er selvfølgelig ret ubehageligt, og jeg tænker da også at det er noget du skal tage alvorligt, hvis det er en oplevelse du ofte får når du går rundt blandt andre mennesker. Men jeg tænker så ikke det handler så meget om de andre mennesker, men mere om at rette fokus indad og se om du kan blive klogere på hvad det er der gør at du føler dig presset i de her situationer.  Jeg vil gerne understrege at jeg på ingen måder tror at der er noget i vejen med dig. Jeg tænker at du oplever en helt naturlig reaktion på at du ikke føler dig godt tilpas.   
Og jeg tænker at den bedste måde at gøre det på er ved at snakke med nogen om hvordan du har det. Både om de her konkrete oplevelser, men også om hvordan du generelt går og har det. Du kunne eksempelvis prøve at snakke med din mor igen om at du faktisk ofte føler dig presset når du er ude blandt andre. At det er svært for dig. 
Det kan også være at du har veninder eller andre i din omgangskreds du er tryg ved som du kunne prøve at snakke med om de her ting. Som sagt er det slet ikke unormalt at opleve det her, og det kunne sagtens være at du kender andre der har oplevet noget lignende. 

Hvis du synes det er forsvært eller akavet at snakke med mennesker omkring dig om det her kan du overveje at prøve vores chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og snakke. Du kan læse mere om chatten her.

Jeg håber mine tanker giver dig lidt flere vinkler på din oplevelse. 

Bedste hilsner
Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program