Hej med dig.

Det lyder til, at du har været igennem nogle svære ting og derfor er det rigtig godt, at du deler dine tanker her på Cyberhus, for det er ikke noget du skal gå rundt med alene og jeg vil se om jeg kan hjælpe dig.

Det er aldrig rart når nogen i vores familie bliver syge, man bliver bekymret og ked af det og det er en helt naturlig reaktion. Jeg kan godt forstå du ikke syntes det var særlig rart, at være alene hjemme sammen med dine søskende, mens din far var indlagt. Det må bestemt ikke have været særlig rart for dig, at sidde alene med den bekymring. Hvor er det ærgeligt, at din mor skulle på arbejde og ikke kunne være hjemme hos jer, så i kunne have snakket om det og været sammen om det.

Jeg syntes det er rigtig godt, at du fik ringet og snakket med din veninde om det og det lyder til, at hun er en rigtig god veninde og kunne trøste dig lidt. Jeg er glad for, at høre, at det ikke var en blodprop din far havde og håber han har det bedre nu.

Du skriver, at den aften var første gang du skar i dig selv, fordi du følte det hele var din skyld. Det at din far blev indlagt er på ingen måde din skyld, der er ikke noget som du kunne have gjort for at forhindre det og det ansvar skal du ikke tage på dine skuldre. Jeg ved ikke hvad det er der har fået dig til, at føle, at det er din skyld eller helt præcis hvad du mener, når du skriver det hele er din skyld. Men jeg sidder og tænker på, om det måske kan have været din bekymring for din far og angsten for, at miste ham, der har gjort, at du har fået den slagt følelser?

Når man skærer i sig selv er det ofte fordi der sker nogle ting inden i en, som man ikke helt ved hvordan man skal tackle. Som du selv skriver så forsvinder følelserne og tanker for et kort øjeblik, men det løser ikke problemerne og hjælper heller ikke særlig lang tid og det er nok også derfor du bliver ved med, at gøre det. De følelser og tanker vi går rundt med, forsvinder ikke af sig selv og heller ikke ved at flytte smerten til noget fysisk, som at skære sig selv.

Det er rigtig flot, at du selv kan se, at du har brug for hjælp og det tror jeg faktisk er det første skridt mod at få det bedre. Jeg syntes, at det er rigtig vigtigt, at du får fortalt dine forældre hvordan du har det, for det er dem der er tættest på dig, som allerbedst kan hjælp dig. Ved at sige det til dine forældre kan du få den rette hjælp fra starten og jeg syntes du er rigtig langt i dine overvejelser omkring det. Jeg tror du er ved at være der hvor du skal prøve, at sætte ord på det overfor dem. Jeg kan godt forstå hvis du ikke har lyst til at gøre dine forældre kede af det. Men det lyder til, at du har det godt med dine forældre og jeg tror de ville blive glade for, at du er ærligt overfor dem, så de kan hjælpe dig til at få det bedre.

Hvis du alligevel syntes der er for svært at sige det til dem, syntes jeg du skal skrive det i et brev, eller en sms som du selv tænker. Lige meget om du vælger at fortælle det på den ene eller anden måde, så syntes jeg det vigtigste er, at de får det at vide.

Du spørger om du kan få hjælp uden dine forældre ved det, så hvis du har brug for noget rådgivning inden du føler dig klar til, at fortælle dine forældre det syntes jeg du skal kontakte:
http://www.lmsselvskade.dk/script/site/page.asp?artid=33&cat_id=31 Der kan du få anonym rådgivning, både via tlf, chat og mail og på lms sidder der søde voksne som ved rigtig meget, om lige netop det du kæmper med.              

Jeg kan godt forstå, at du ser frem til at skulle på Roskilde til sommer og at du kan være bekymret for om du får lov til det, hvis du fortæller dine forældre det. Men jeg sidder og tænker på, at det vigtiste lige nu er at du får den rette hjælp, så du kan få det bedre. Og der er jo stadig et stykke tid til Roskilde, så hvis du snakker med dine forældre om hvor vigtigt det er for dig, kunne det være du kunne lave en aftale med dine forældre, så du kan komme afsted.

Jeg håber du kan bruge mit svar og sender dig de bedst ønsker. Jeg håber du snart får den hjælp du har brug for og kan begynde, at se fremad og nyde det liv der venter dig.

Mange hilsner
Majbritt