Angst?
Angst?
Hej Brevkasse, Jeg er en pige på 17 år. Jeg har lige for tiden en mærkelig følelse i kroppen. Da jeg vågnede en morgen havde jeg en form for trykken for brystet, kraftig kvalme, smerte i halsen (som om, at der sad noget i klemme) og i nakke og andre muskler i arme, ben og ryg. Jeg oplevede svingende temperatur - en form for koldsved, og en til- og aftagende hovedpine. Hen af dagen blev jeg også mere og mere træt. Om aftenen valgte jeg at bruge Google til at finde ud af, hvad det evt. kunne være. Jeg kom ind på en hjemmeside, der handlede om angst. Jeg passer på en del af symptomerne, og har haft en barndom, der sagtens kunne være skyld i den evtuelle angst. (Hjemmeside: http://angstforeningen.dk/index.php?page=generaliseret-angst). Jeg ved godt, at man ikke bare skal antage noget ud fra noget, der står på en hjemmeside, men det er netop derfor, at jeg har valgt at skrive hertil i håb om, at I måske kunne hjælpe mig lidt videre? Jeg har haft det i nogle dage nu, men vil ikke gå til lægen, hvis det ikke er noget at være bekymret om. Venlig hilsen
Hej med dig!
Det lyder som om, du er meget opmærksom på din krop og dens signaler, og det er jo rigtig godt! :-)
De symptomer, du har haft, kan skyldes mange forskellige ting. Som du selv er inde på, kan det godt være symptomer på et angstanfald. Men symptomerne kunne også skyldes mange andre ting, f.eks. noget så almindeligt som influenza, som rigtig mange har for tiden.
Ud fra det du skriver, kan jeg ikke afgøre, hvad der er skyld i dine symptomer.
Nu er der jo gået nogle dage, siden du skrev, så jeg tænker på, hvordan du mon har det nu. Hvis symptomerne er ved at være væk, og du har det bedre, har du nok haft en omgang influenza. Hvis symptomerne stadig er der, er man nødt til at overveje, hvad de så skyldes.
I så fald vil jeg råde dig til at få en tid hos din læge. Han/hun kan hjælpe dig med at undersøge, om der er en fysisk årsag til, at du har det sådan. Hvis I finder ud af, at det skyldes angst, kan du sagtens snakke med din læge om det! Lægen har ofte patienter, som også har den slags problemer. Hvis du ikke har lyst til at snakke med lægen, kan han/hun lave en henvisning til en psykolog, hvis det er noget, du har brug for og lyst til.
Du er også meget velkommen til at skrive herind igen. Med lidt flere oplysninger, kunne jeg bedre hjælpe dig videre. På chatten her på cyberhus sidder der også voksne klar til at hjælpe! Uanset om symptomerne fortsætter eller ej, lyder det som om, du har haft nogle ret svære oplevelser i din barndom, og måske ville det være godt for dig at snakke med nogen om det. Vi er altid klar til en snak eller et svar i brevkassen her på cyberhus!
Venlig hilsen
Marie Louise