Det er så småt gået op for mig i løbet af de sidste par år, at jeg har følt mig meget ensom. Ensom forstået i den forstand, at jeg mangler nære kontakter, som jeg kan betro mig til. For det er ikke nok bare at have mennesker omkring sig, så man ikke er alene. Hvis du ikke kan betro dig til eller snakke med de mennesker, som du er sammen med, så betyder det i grunden ingenting. Man er stadig ensom. Og af den grund, så føles det ofte bare lettere at vælge at være alene... fordi jeg føler mig akavet og forkert, når jeg omringes af for mange. Hvordan kommer man ud af ensomheden? Jeg føler ikke, at jeg har nogle at snakke med. Min familie forstår mig ikke, og de vil ikke høre på mig, og siger, at jeg da har mange venner. Jeg har gået til en psykolog i 1 år, men det har ikke rigtig hjulpet. Jeg har tænkt meget på selvmord. Men jeg ønsker jo på ingen måde at dø! Det er bare som om, at smerten nogle gange bliver for hård, og man bliver hjælpeløs. Og i afmagt fristes jeg til at tro, at hvis jeg nu gjorde et eller andet drastisk, så ville folk måske stoppe op og lytte til mig? Jeg har været udsat for et seksuelt overgreb, da jeg var 16 af min daværende kæreste, som også var på min alder. Det er noget, som jeg først for nylig har forliget mig med og indset, at jeg ikke skal skamme mig over, da det jo ikke var min skyld. Jeg nægter at lade det være noget, som skal definere, hvem jeg er! Selvom det nok altid vil hænge som en sort sky over hovedet på mig. Men siden dengang har jeg ikke kunnet stole på andre eller "blotte" mig selv og mine følelser for dem. Jeg er bange for at være sårbar - og derfor lukker jeg mig inde bag en facade for at beskytte mig selv. I dag er jeg i starten af tyverne. Jeg har masser af venner – og så alligevel ingen. Hvordan skal jeg nogensinde kunne lukke andre ind?