Kære Nanna

Tak for dit brev. Jeg kan fornemme at dine tanker omkring borderline har fyldt og fylder stadig meget for dig, og det er rigtig fint at du har valgt at spørge os til råds. 

Når det så er sagt, så er det ikke muligt for mig at sige noget om hvorvidt du har borderline eller ej, baseret på de symptomer du beskriver. Det er både fordi at en vurdering vil kræve at man mødes og samtidig fordi de symptomer du beskriver også ligner symptomer for andre tilstande, som f.eks. depression, angst eller en anden personlighedsforstyrrelse. Det kan også være reaktioner på omstændigheder i dit liv, som du ikke nævner her. I den forbindelse tænker jeg også at det måske ikke er så hensigtsmæssigt at du prøver at diagnosticere dig selv? Det er rigtig godt at du er opmærksom på hvordan du har det, og at du har nogle ideer om hvad der kan være årsag til det. De tanker og fornemmelser kan du tage med til lægen, og så kan han/hun enten lave en screeningstest (for at se om du rammer de kriterier som der er for diagnosen) eller sende dig videre til psykiatrien, og så kan de gøre det. Der er altså ikke noget galt med dine tanker, og det er ganske normalt at man begynder at genkende forskellige diagnoser på sig selv, når man læser om dem/hører om dem. Hvilket jeg tænker at du har - også i forbindelse med at din søster fik diagnosen. Særligt psykologistuderende som f.eks. sidder til en forelæsning om kliniske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelser, osv.) kan hurtigt komme til at kunne genkende symptomerne fra deres eget liv; og måske endda mistænke at de pludselig har alle diagnoser. Det handler ofte om at vi bliver mere opmærksomme på den adfærd hos os selv, som vi læser/hører om - og det kan have en lidt forstærkende effekt. Jeg håber det giver mening for dig. Min pointé er egentlig bare at jeg ikke kan give dig et konkret svar på om hvorvidt du har borderline eller ej. Men jeg vil gerne fortælle dig lidt mere om det. 

Borderline er den mest almindelige diagnose inden for personlighedsforstyrrelser. Det er oftest kvinder som får stillet diagnosen, selvom undersøgelser tyder på at ligeså mange mænd har lidelsen - kvinder er ofte bedre til at gå til lægen og blive udredt. Tilstanden vil ofte komme til syne i de unge år (barn eller ungdom). Det er svært at sige hvor mange der har borderline, men man mener at cirka 60.000 mennesker i Danmark har lidelsen. Vi er 5.748.769 (næsten 6 millioner) mennesker i landet, så det er ikke en voldsomt stor procentdel. Det er undersøgelser som viser at lidelsen har en arvelig komponent. Det vil sige at risikoen for at udvikle lidelsen er større, hvis familiemedlemmer også har borderline, men det er ikke sikkert. Så et familiemedlem (som din søster) kan godt have borderline, uden at du udvikler lidelsen. Den arvelige komponent vil heller ikke være den eneste årsag til at man udvikler borderline. 

Mange patienter med borderline har været udsat for traumer i barndommen. Det kan være vedvarende omsorgssvigt eller andre traumatiske begivenheder som for eksempel dødsfald og seksuelle overgreb. Undersøgelser viser, at dette gør sig gældende for op mod 70%, der har fået stillet diagnosen. Du skriver at du har haft en svær start på dit liv, og det kan hermed godt have haft en betydning - men som allerede sagt, så er det ikke muligt for mig at sige noget om hvilken betydning, ud fra dit brev.

Har man borderline, er forholdet til andre ofte præget af kaos. Man er usikker på, hvem man selv er og føler indre tomhed (som du også beskriver). Man handler ofte impulsivt og har voldsomme, svingende følelser. Det er dog ikke altid lige præcis sådan det kommer til udtryk. Man kan opleve borderline i forskellige grader. Nogle med borderline kan slet ikke fungere, mens andre kun har få symptomer og derfor kan klare sig fint. Borderline falder indenfor diagnosegruppen "Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd", og der er nogle bestemte kriterier man skal udfylde. Det er de kriterier som lægen tjekker for, og som derefter vurderes.

Langt størstedelen af de personer der får borderline diagnosen får det bedre med tiden, og cirka 1/3 har ikke længere diagnosen efter 10-20 år. Så det er ikke en livstidsdom at få diagnosen. Diagnoser skal i det hele taget forstås som en samlet beskrivelse af forskellige symptomer, og som en hjælp til at få større forståelse og kendskab til ens udfordringer.

Jeg tænker at du kan prøve at tage kontakt til din læge og bede ham/hende om at lave en vurdering. Jeg kan, som sagt, ikke sige noget om hvorvidt det er borderline, men det lyder til at du har nogle tanker og oplevelser som er udfordrende for dig. Her tænker jeg særligt på din tomhedsfornemmelse, som kan være rigtig svær at gå med alene. Derfor tænker jeg også at det ville være gavnligt hvis du kom i kontakt med psykiatrien eller en psykolog. 

Her til sidst vil jeg lige rose dig igen for din åbenhed og din selvindsigt. Det er virkelig sejt at du kan sætte ord på de tanker og følelser som er svære for dig, og jeg tænker også at det er rigtig flot at du spørger om hjælp, frem for at tro at du kan "løse" det selv. Reflekterende mennesker har nogle gange tendens til at ville ordne alting selv, fordi de jo godt selv kan se problemet. Men der er bare stor forskel på at kunne se problemet, og så finde en løsning. Det sidste kræver næsten altid at man får hjælp - og du er godt på vej!

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid er velkommen i vores chats. 

Kærlig hilsen

Signe