Udsat menstruation

brevkassespørgsmål

Udsat menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 8 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 15 år. Har en kæreste på 16 år og er seksuelt aktiv. Er for ikke så længe siden begyndt på P piller. Havde selvfølgelig min menstruation inden jeg begyndte, og da jeg blev færdig med de 3 første rækker (altså den første af de 3 "pakker", inde i selve æsken), tænkte jeg slet ikke over, at jeg nu skulle have menstruation, så jeg startede på næste "pakke" i æsken - den til næste måned. Jeg nåede at tage piller for næsten 2 uger, før min kæreste spurgte, om jeg ikke snart skulle have min menstruation. Jeg stoppede med det samme med pillerne, og fik en dag eller to efter min menstruation. Nu vil jeg så bare høre, om jeg bare skal starte på dem igen, når min menstruation stopper. Jeg er meget bekymret for, om jeg nu har gjort noget helt forkert, og om jeg skal snakke med nogen om det, for det vil jeg helst ikke. Håber virkelig på et svar fra Jer, for jeg er så bange :(

Svar: 

Hej med dig,

Jeg er ked af, at vi ikke har kunnet svare dig før nu, men jeg vil straks forsøge at besvare dit spørgsmål.

Du har ikke gjort noget helt forkert, selv om du ikke har holdt din p-pille pause som normalt. Du kan godt begynde på p-pillerne igen, når du har holdt din 7 dages menstruationspause. Her skal du så bare begynde på en ny pakke p-piller. Du er sikkert allerede begyndt, og du skal bare tage p-pillerne som normalt og holde din menstruationspause, når du har taget p-pillerne i 3 uger. Det svarer til, at du gerne har villet forskyde din menstruation og derfor har fortsat på en pakke p-piller i stedet for at holde din menstruationspause. Dette kan man gøre uden at der er større risiko for at blive gravid. Dog må du aldrig holde en længere menstruationspause end 7 dage, da p-pillerne dermed ikke virker lige så godt.

Hvis du ikke er begyndt med dine p-piller efter din menstruation nu her, så vil du ikke være beskyttet mod graviditet, og du og din kæreste skal derfor sørge for at beskytte jer på en anden måde, når I har sex, indtil du kan begynde på p-pillerne igen. I sådan et tilfælde skal du begynde på p-pillerne igen på første menstruationsdag.

Jeg håber, du har fundet ud af det og kan bruge mit svar. Jeg kan godt forstå, at du synes, det kan være svært at snakke med nogle om det, men jeg tror altid det er en god ide at tale med din læge om det, hvis du en anden gang bliver i tvivl om, om du har gjort det rigtigt. Din læge vil kunne forklare dig helt præcist, hvad du skal gøre, og jeg er sikker på, at din læge ikke synes, det er helt forkert, det du har gjort, men bare gerne vil hjælpe dig. Nogle gange kan det måske også hjælpe at snakke med sine veninder om, om de har prøvet det samme? Det er altid lidt svært, når man starter på p-piller og skal finde ud af det hele, og jeg tror, der er mange andre piger, der oplever det samme som dig.

Mange hilsner fra Ida

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program