Tja, hvad skal man sige?! Min dag i dag har været sådan oka, kan man sige. 
 
Det rigtig gode er, at jeg har været på besøg på K-U-B-A, da jeg jo vidste, at Nina var der. Hun er der nemlig kun tirsdag eftermiddag og hele onsdagen. Så jeg tog chancen. Og det var da ret fedt at se på de andre lave noget og få en snak med Nina. Jeg fik mig da i hvert fald lidt grin. :P
 
Man kan så sige, jeg var til samtale i kommunen, det var sådan oka, ikke det mest fedeste, men sådan helt oka. Jeg skulle jo til samtale, om jeg kunne beholde min kontaktperson Christina, eller om jeg skal have en helt ny. 
 
Jeg ville jo helst gerne beholde min kontaktperson, men samtidig kan jeg selvf også godt se det fra deres synsvinkel. Der er jo forskel på, at man får en kontaktperson, når man er 15 år og så eftersigende er 18 næsten 19 år. Altså jeg er jo nok højst sandsynligt 19 år til den tid, for jeg fylder jo år den 3. Marts, og det ta'r jo en hel del tid, før de finder den endelig konklusion. 
 
Egentlig kan det da også være rart nok med en pause, men det dårlige ved det er, at jeg ikke kommer så meget ud andet end, når jeg skal i skole, for så går turen jo direkte hjem bagefter. Så jeg sidder jo meget hjemme hele tiden.
 
Man kan sige, jeg tror ikke, jeg får lov til at beholde min kontaktperson, men i stedet får en helt anden. Jeg er på en måde lidt ligeglad med kønnet, og jeg har jo både haft en mandelig og en kvindelig kontaktperson, så jeg har jo prøvet begge dele. Men hvis jeg endelig skulle have en ny, så skulle det være en mandelig. Der er noget, der ligesom gør, at jeg har nemmere ved at kunne snakke med en mand end en kvinde. Ikke at jeg ikke kan snakke med kvinder, men mænd forstår nogle gang tingene på en helt anden måde end en kvinde gør. 
 
Men jeg kan i princippet med begge køn, når kemien selvf bare er der. Altså da jeg fik Christina, var kemien der jo med det samme stort set. Og jeg havde da også en god kemi med Frank, som var min nummer 2. Jeg havde dem jo i en lang periode samtidig. Men selvf betyder det jo ikke, at den kommende(hvis det bliver en kommende) er en, man har kemi med. Det er jo meget forskelligt, hvornår man har kemi med folk, og om man overhovedet har det.
 
Men nu får jeg jo at se om nok 1-2 måneders tid. Så må jeg slappe af imellem tiden. Selvom jeg ikke bestiller andet, må jeg indrømme. 
 
På en måde har det også taget lidt på mig psykisk at skulle være oppe i kommunen i dag. Jeg har fået grædt nogle tårer, kan man sige. Altså det sker meget sjældent, at jeg græder, når jeg fortæller om mobning, men sommetider hvis jeg fortæller det til folk, som jeg ikke rigtig kender face to face, så løber mine øjne som regel altid i vand. Jeg kan godt skrive om mobning og sådan noget uden, at jeg græder. Men nogen gange når der snakkes om det face to face, så græder jeg. Men det er jo nok også fordi, at det stadig fylder, selvom jeg godt ved, at det er fortid.
 
Altså på min uddannelse vil folk mig jo og omvendt, men samtidig er jeg ikke vant til det. For jeg er vant til at være hende outsideren, der er anderledes og bare et nemt offer. Altså mange år af min hverdag har virkelig bare været præget af mobning, dårlig selvtillid og selvværd, osv.
 
Ligesom det første år på K-U-B-A eller i hvert fald lige i starten, når vi spillede forestilling, så gemte jeg mig rigtig meget bag de andre, og det bliver man jo ikke ligefrem ført frem af heller. Men det var jo kun fordi, at min selvtillid og selvværd var så dårlig. 
 
Min selvtillid og selvværd er da blevet en del stærkere i dag, men den er stadig sådan liiiige på grænsen. Mobning er jo bare forfærdeligt, og det burde jo faktisk ikke eksistere, men det gør det. Og det rammer jo rigtig mange mennesker. Ligesom vold og sådan noget, det rammer jo også rigtig mange mennesker.
 
Og man kan samtidig sige, at mobning kan jo virkelig bare rive i en hele sit liv, man bliver ved med at have en eller anden dum tanke om, at der er nogen, der snakker om en bag ens ryg eller et eller andet. 
 
Jeg kan huske, jeg oplevede en pige på K-U-B-A, der bagtalte mig og som endda direkte bagefter, også selvom jeg ikke havde hørt noget eller fornemmet noget: "Undskyld, jeg lige står og bagtaler dig." Altså jeg forstod ikke en pind, ikke andet end jeg kunne forstå så meget, at hun åbenbart talte dårligt om mig.
 
Anyway. Men nu får jeg jo at se, hvordan det ser ud til den tid. Men det fantastiske er, at der endelig var nogen, der tog det alvorligt, når jeg talte om at være deprimeret. Altså jeg har virkelig bare følt, de sidste par år, at jeg ikke blev taget seriøs. Udover den psykolog jeg gik lidt til. Ellers ikke rigtigt. Så det er da dejligt, når nogen rent faktisk hører efter. 
 
Men jeg er nu også lidt ked af, hvis jeg skal sige farvel eller det har jeg jo nærmest allerede gjort. Hader at sige farvel. Det er alt for hårdt at sige farvel, og så er det sgu uanset, om personen er levende eller død. Især når man har kendt hinanden i 3 og et halvt år. 
 
Der er jo også den fordel, at når en person kender en, er det jo også nemmere at se, hvornår noget er for meget eller kender den andens grænser og sådan noget. Altså hvis ingen kender hinanden, så ved man jo ikke rigtig, hvor de forskellige grænser, går eller hvornår noget bliver for meget. Selvf skulle man helst også gerne kunne sige fra selv, hvilket jeg da også kan. Men nogen gange er det også bare dejligt, når en person kender en. Og på andre punkter kan det være ret dejligt at starte lidt forfra med nogle ting. Det er da altid dejligt at lære et andet menneske at kende. 
 
Det eneste der så bare lige mangler ved en ny er minderne. Man kan ikke rigtig snakke om: "Kan du huske da du gjorde sådan og sådan og sagde det og det?" Det kan man jo ikke, og det er jo rigtig ærgerligt. For det er jo noget, man nogen gange kan få et godt grin af en gang imellem. Men sådan er livet jo. Bare rigtig trist. Og meget af det man har fortalt, skal man jo nærmest fortælle forfra, hvis man altså har lysten til det, eller også kommer det bare helt naturligt. Det kommer jo an på snakken. Altså nogen gange kommer man jo ind på det samme. Ligesom man nogen gange skriver et indlæg om det samme nogle gange, ikke fordi man gør det med vilje, men så er der måske noget nyt, man har at fortælle eller bare gerne vil ud med. Sådan er det jo at være menneske, vi snakker om de samme ting igen og igen, og vi spørg om de samme ting, og sådan er det jo. 
 
Fx laver jeg jo tit eller tit og tit, jeg laver i hvert fald nogle indlæg omhandlende Ørkenens Sønner, men det er jo fordi, at det er noget, jeg kan lide og gerne vil lette hjertet. :)