Mit liv og et råb om hjælp

forumspørgsmål

Mit liv og et råb om hjælp

forumspørgsmål af
~S - pige 17 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej alle (:
Jeg er glad for at jeg fandt dette forum, for jeg ved ikke længere hvor jeg skal gøre af mig selv og mine tanker.
Så ,tja, for at starte med begyndelsen:
Jeg har altid været en ”én nær ven” person, og jeg fungerer ikke særlig godt i grupper. Fra tredje til sjette klasse havde jeg en sådan nær ven, og de venner jeg havde før hende havde jeg (fortryder jeg) skubbet væk. Omkring sjette begyndte jeg at blive en meget sensitiv person, og jeg græd en masse uden nogen særlig grund. Samtidig begyndte mig og min veninde at skiltes, og pludselig var jeg helt alene.
Jeg var nu endnu mere ked af det, og måtte se i øjnene at jeg var alene – og ensom. En ond cirkel var begyndt.
Efter syvende tog jeg på efterskole fordi jeg ikke kunne klare det længere. Jeg har altid været stille og efter sjette følte jeg mig meget akavet og forkert når jeg var sammen med andre, og jeg har rigtig svært ved at åbne mig for andre. Derfor gik jeg ikke bare ud og skabte nye venskaber med de andre på efterskolen. Jeg følte også at de fleste mennesker var alt for anderledes i forhold til mig – enten for over- eller – underlegne. Men jeg fik dog en ny, god og sød veninde. Desværre var hun tit syg eller lign. og da der ikke var meget at lave på efterskolen, sad jeg tit alene. Det medførte at jeg græd næsten hver dag. Jeg var ked af det, men da min veninde spurgte hvorfor, kunne jeg ikke fortælle hende at jeg følte mig alene og ensom (hvordan forklarer man det?).  Til sidst kunne mine forældre ikke klare det længere, så vi besluttede at jeg skulle tilbage til en normal skole.
Jeg kom i en ny klasse i slutningen af ottende, hvor jeg igen fandt én jeg kunne gå sammen med. Vi havde nogenlunde de samme interesser. Vi blev dog aldrig helt tætte, selvom jeg for første gang fik fortalt en anden min baggrund – og hun fortalte sin (vi har stadig lidt kontakt, da vi går på samme gymnasium). Jeg begyndte at tænke, at jeg aldrig ville fungere til hele dét at være social. Så jeg fandt det logisk at isolere mig selv, og kun have en smule kontakt til min ene veninde. Jeg tror dét med at isolere sig var en måde at beskytte mig selv på, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne leve op til mine egne forhåbninger om at have gode venner, som jeg havde engang.
Men min isolation og lukkethed (tror jeg) blev opfattet som en form for snobbethed og arrogance. For første gang var jeg utryg i en klasse, selvom der ikke blev sagt eller gjort noget direkte mod mig. Det medførte at jeg aldrig sagde noget i timerne, fordi jeg ikke turde. Det var så lærerne der vendte sig mod mig, og besluttede at jeg – trods gode karakterer – ikke kunne komme på gymnasiet, så jeg skulle til optagelsesprøve. Det var som et spark i maven mens jeg lå ned…
Men jeg kom på gymnasiet. Og jeg startede i en helt ny klasse, mens jeg tænkte at 3. gang skulle være lykkens gang – nu måtte jeg tage mig sammen og starte på en helt frisk!
Siden sommerferien har der været op og – nedture i mit humør, med (som sket før) perioder hvor jeg er meget trist. Min klasse er helt ok, men efter juleferien er den gået helt gal. Jeg er kommet i en periode hvor jeg er helt nede. Jeg har måtte se i øjnene at illusionen om at jeg kunne gøre det anderledes – holde op med at isolere mig og kun holde mig til en person – er brast. Jeg tror faktisk ikke det er muligt for mig at lave om på mig selv. I vinterferien begyndte jeg at cutte. Jeg har prøvet at starte før, men fandt først nu noget der var skarpt nok. Jeg startede mest for at kunne bevise mig selv og andre, at det ikke bare var noget inde i mit hoved. Jeg vil gerne have hjælp, men jeg ville aldrig turde sige til mine forældre at jeg cutter! Efter problemerne i niende mente mine lærer at jeg skulle have professionel hjælp, men mine forældre gjorde aldrig noget ved det og jeg var for bange til at genoptage emnet. Jeg er igen hele tiden ked af det og ved ikke hvor jeg skal gøre af mine tanker og følelser. Min selvtillid har altid været lav, og mit selvværd er så godt som nul nu – jeg føler ikke at jeg er noget værd, og (det her lyder selvmedlidende) jeg bliver aldrig bekræftet af andet.
Oven i det, er mine forældre begyndt at skændtes meget, og jeg er ret sikker på at de er på kanten af en skilsmisse. Min søster har sine egne problemer med sin uddannelse og kæreste der lige er gået fra hende – så jeg synes heller ikke det er helt fair over for mine forældre at kommer med flere problemer. Udover, at de ikke helt tager mine problemer så seriøse som jeg føler dem, og jeg føler mig ofte glemt eller tilsidesat.
Jeg er begyndt ikke at have lyst til at leve længere. Jeg tror ikke jeg ville have modet til at tage livet af mig selv (ved heller ikke hvordan jeg skulle gøre det), men jeg har ikke styrke til at leve længere. Jeg fejler gang på gang! En person der ikke fungere socialt bliver aldrig til noget og jeg havde – engang – bare så store forventninger og forhåbninger til livet… men jeg har bare ikke flere kræfter tilbage.
Jeg er begyndt at synke ind i mig selv og isolere mig igen pga. frygt som er født af mange ting, men som jeg ikke helt kan forklare. Men det ville bare være at forsætte i den onde cirkel! Jeg har overvejet at fortælle nogle af dem jeg går sammen med at jeg cutter – men det er jo ikke deres byrde, og hvad skulle de kunne gøre ved det?
Så ja, det her er et utroligt langt indlæg (sorry!) men jeg havde brug for at sige de her ting…
og jeg har brug for hjælp ):

Mvh

~S

Kommentarer

Jeg har læst hele dit indlæg, og jeg kender det meste fra mig selv.

-

 

At tage dit eget liv, er ikke en løsning, og selvmord vil aldrig være en løsning.
Jeg er sikker på at med den rette støtte, kan du blive social igen! Det er en hård kamp, men det er kampen værd, det var det i hvertfald for mig.

At cutte kan give følelsen af at smerten forsvinder, desværre er det kun i en smule tid.
Jeg ville anbefale dig at holde op med at cutte, og finde en person du kan snakke ud med om disse ting, en som kan forstå dig og har evnen til at lytte.

Dette kunne være en fra Cyberhus, et familie medlem eller en af dine nære venner.
Husk, alle mennesker er noget værd, også dig. Ingen er mere værd end dig, ingen er mindre værd - Vi står alle lige.

Du nævner at du måske ikke kan ændre dig selv?
- Du behøver ikke ændre dig selv! At blive mere social betyder ikke man ændre på sig selv. Og jeg vil ikke tro på, at du er et dårligt menneske :)

 

Jeg håber dette svar kunne hjælpe dig.
Hvis ikke, kan du svare tilbage, og jeg vil prøve mit bedste igen.

Mvh,
Martin.

 

523

Hej S

Det gør ondt og læse, men du skal have noget hjælp. Har du hørt om noget der hedder Ventilen det er et sted ensomme kan komme og være sammen med andre ensomme og få venner. Det tror jeg ville være et godt sted til dig- dem som bruger stedet de er også stille og generte. jeg synes du skal gå ind, på deres hjemmeside ventilen.dk og læse mere om det. måske er det noget for dig. du kan finde den by der er nærmest dig, hvor der ligger en ventil. Eller hvis du har spørgsmål ang ventilen, kan du bare spørge. Har engang været frivillige der.

Men det er ikke en løsning at tage livet af dig selv. Du har et langt liv foran dig og det skal nok blive godt. Du kan ringe til livslinien på 70201201 fra Mandag-Søndag 11-23 hvis du har brug for at snakke med nogen om dine tanker, for det er alvoligt og have sådan nogen tanker

jeg synes du igen skal prøve, og tage det op med dine forældre, om du ikke kan få noget hjælp. fx ved en psykolog for de skal gøre noget, når du har det så dårligt.

håber du kan bruge mit råd, eller skriv tilbage :-)

Kh Felicia

537

Tusind tak for svarene begge to, det betyder rigtig meget (:

Jeg tror også jeg er nød til at fortælle en ven omkring det at jeg cutter - det er rigtig svært at gå med det uden at nogen omkring mig ved noget om det... men lige nu venter jeg på et godt tidspunkt at fortælle det.

Jeg kender godt Ventilen, min søster arbejdede der som frivillig engang, desværre tror jeg at det, der var nærmest mig blev lukket ned pga mangel på frivillige... udover dét ville jeg nok synes det var super pinligt at komme der, men jeg burde nok tænke noget nærmere over det c:

Det kommer til at lyde rigtig teenager-agtigt, men jeg tror ikke mine forældre forstår hvor jeg er lige nu. Så sent som i dag fortalte jeg min mor, at jeg får mindre og mindre lyst til at tage i skole hver morgen, og hun svarede at jeg bare skulle tage mig sammen - nok fordi hun troede at jeg er blevet skoletræt. Men jeg ved ikke lige hvordan jeg skal få fortalt dem det :/

Så ja, igen tak for svarene ^^

Mvh

~S

478

kære ~S

det er altså ikke pinlig og komme i ventilen , hvorfor synes du det er pinligt ? alle de frivillige har tavshedspligt og de siger ingenting om hvem der kommer overhovedet! det eneste de er der for, er at hjælpe jer som kommer. I den ventil jeg var frivillige, var vi totalt søde, og vi var faktisk ret unge jeg var kun 18 år, og vi tog os rigtig godt af de nye der kom :-) 

Du kan jo altid tage til en for-samtale også kan du altid sige hvis du ikke har lyst til at bruge tilbudet ..

kh Felicia.

511

 Hej Felicia :)

Det var heller ikke som sådant pinligt, det er bare utroligt hvor stor forskel der er på mig og min søster, og det ville bare føles pinligt/skamfuldt at jeg fejler så stort på et område hvor hun selv er suveræn :/

Jeg havde faktisk ikke tænkt over at de havde tavhedspligt, det får det til at virke rarere c: Det burde jeg nok have vidst da jeg selv er næsten frivillig

Mvh

~S

521

er der et system i danmark hvor læger er så rådne dumme at de ike tager sig af deres patienter?
jeg har været til den møg sæk af læge nu siden jeg var 12 til 17 år idag. men hun har gjort nada.. jeg er mærket, har ingen selvværd, bliver konstant mobbet af omgivelserne uanset hvr jeg socialt befinder mig, så er jeg et nemt mobbe offer.. vi har med mine forældre snarkket med den læge 1 milliard gange siden jeg var 12, men hun har bare sagt= jeg er bange for der ikke er noget at gøre hvis i ikke henvender jeg til barnets sagsbehandler.. jeg ville ønske jeg kunne smide den kælling i retten.. en læge skal behandle sine patienter med omsorg. ikke bare sende dem hjem som et produkt uden at hjælp.. jeg var mærket i 14 år og ikke engang en psykolog henvisning kunne hun tilbyde, det samme med hendes kollegaer, og de var skide sure når jeg kom der igen i sidste måned og bad om hjælp.. "nej prøv nu de muligheder som er, kontakt en rådgiver eller kommunen. Hun er virkelig en so, de er nogle hyklere.. en læge har pligt til hjælpe en patient som har brug for hjælp.. og ikke engang en psykiater, psygolog eller selvværdsgruppe kunne de tilbyde.. lægens navn er L og hun befinder sig i r... ved i overhovedet om læger kan sagsøges for ikke hjælpe patienter som mig fx??

vh en som har oplevet 14 års vold og mobning

519

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program