Jeg er nu 18 år om tre måneder. Jeg har siden jeg var 13 år haft en lyst til at tabe mig, ikke fordi jeg selv synes jeg var fed, men jeg synes jeg var for tyk. Jeg har altid været en af de populære piger, og jeg ville gerne være den tyndeste af dem, for det synes jeg var flottest. Jeg tror ikke jeg har en sygdom som anoreksi eller bulimi, for jeg spiser da. Nogle dage spiser jeg normalt og andre dage spiser jeg ikke. Det er heller ikke sådan jeg dyrker helt vildt meget overdreven motion, synes selv det er en normal mængde motion, jeg har dog kastet op, efter at have spist. hvis jeg synes det havde været for meget eller har været meget ked af det. Jeg vejer 55 kg, og er 167 cm. Grunden til jeg nogengange kaster op, og grunden til jeg lader være med at spise nogle dage, er fordi jeg nyder at stå og se mig i spejlet om aftenen, når jeg ikke har spist en hel dag. Jeg elsker at se på mig selv når jeg trækker maven ind, jeg nyder at se hullerne mine ribben og mine hofte knogler der stikker ud. Dette synes jeg er mest fremtræden, hvis jeg ikke har spist en helt dag. Og så kan jeg tænke at nu har jeg snart min drømme krop. Jeg synes selv det er en smule underligt at jeg nyder at se mig selv i spejlet på den måde, jeg tror det må være fordi jeg altid har ønsket mig at være rigtigt tynd, selvom det nok lyder underligt. Jeg tager stoffer og har gjort det siden jeg var 14. Det er ikke noget jeg er afhængig af. Det er noget jeg tager en gang imellem, inden byen, med nogle venner veninder osv. Fordi jeg ved hvilken dejlig forandring jeg for iforholdt til min humør og væremåde. Gennem tiden har jeg taget, kokain, amfetamin, ketamin, MDMA, estasy piller og røget. Det er heller ikke noget jeg tager hver weekend, og kan godt holde op, lysten til at holde op er det bare ikke, derfor tager jeg det engang imellem, tror også lidt det er fordi jeg ikke spiser når jeg tager stoffer, og heller ikke efterfølgende. Jeg har lige droppet min kæreste, han har været grund til at jeg startede på stofferne dengang, har fået mig ud i noget vold og kriminalitet og jeg har været sammen med ham siden dengang. Jeg droppede ham da han viste nogle andre sider overfor mig. Han var absolut ikke god ved mig, og det ville jeg ikke finde mig i. Nu føler jeg mig rigtig ensom da han har fyldt hele mit liv i alle de år, og da jeg droppede ham forsvandt de venner vi havde sammen også med ham, da jeg gerne ville lidt ud af det der. Jeg har ikke lyst og overskud til at gå ud og finde en sød mand, jeg kan være tryg hos og lærer mig at livet ikke behøver være så svært. Men jeg har brug for ham. Mit overskud til sådan noget er der bare slet ikke. Jeg kan ikke finde mig selv mere, og ved ikke lige hvordan jeg skal få hevet mulen op igen. Han bliver ved med at kontakte mig og har været brudt ind i mit hus flere gange(jeg bor selv), for ''at snakke med mig''. Jeg vil ikke være bange længere, men et eller andet sted savner jeg den han var. Jeg er bange for at hvis jeg ikke snart for det bedre på en eller anden måde falder jeg tilbage til ham, og så tror jeg bare ikke jeg kommer derfra igen. Jeg har bare brug for et eller andet råd til at komme videre og ikke falde tilbage igen, jeg ved jo udmærket godt jeg skal se fremad og tænke på at jeg får det bedre i den sidste ende, men synes bare ikke det er nok opmundring, når der slet ikke er noget overskud. Det skal lige sige at siden jeg gik fra ham (3 uger siden) har jeg ikke rørt stofferne.