Hejsa.

For et halvt års tid siden, gik jeg ud af folkeskolen, og et nyt kapitel i mit liv er startet. I starten var det jo ret spændende. Men starten har ikke været god. Jeg har været på 10. men det var forfærdeligt, så jeg endte altså på HHX. Spørg mig ikke hvordan, men sådan endte det altså. Det er også okay. Jeg er kommet ind i en klasse, hvor jeg har et par venner. Jeg er lidt af en stille type. Og til hverdag, har jeg det okay.... Men ligeså snart jeg snakker med min gamle ven. (Ja, ven i ental, da de andre har fået andre venner... Så meget for venskab) - Så får jeg en... Mat følelse. Som om, at den følelse jeg har til hverdag bare er en tanke jeg har, fordi jeg ved, at det ikke kan blive anderledes. - Nogensinde. 

Mit liv er efterhånden blevet en rutine. Jeg tager i skole, kommer hjem og spiller computer indtil jeg skal i seng, for så at stå op dagen efter for at gå i skole og så hjem og spille computer. Det er som om, at mit hjem er blevet mit fængsel. Ja, jeg vil gerne i byen - men ikke med dem jeg går i klasse med nu. Med mine gamle venner... I hvert fald dem der er tilbage. Det er som om, at de virkelig er mine RIGTIGE venner. Det er som om, at dem jeg render med nu bare er nogle jeg render med, fordi jeg har brug for nogle mennesker at omgås, ellers bliver jeg sindssyg.  

Oftest når jeg møder folk fra min gamle klasse siger de ikke en gang hej. Det er som om, at de lige har slettet de sidste 10 år fra deres liv. Ja, jeg ved ikke helt rigtig hvad der sker, men det er som om, at man ikke kan stole på nogen mere. Det er som om, at verden er blevet mere kynisk og kold efter, at jeg er gået ud. 

Ja, der er kun gået et halvt år, men jeg savner det allerede. Og det er ikke fordi, at man får mindre for i folkeskolen. Det er ikke fordi jeg egentlig havde nogen lærere, som jeg rent faktisk kunne lide. Det var på grund af det sammenhold der var i min klasse. - I hvert fald mellem drengene. Men jeg bliver ved med at lyve for mig selv, og sige, at det jeg har nu er okay - selvom jeg nok inderst inde hader det af hele mit forbandede hjerte. 

En gang plejede det at være sådan, at hver gang jeg hørte noget fedt så skulle drengene vide det. - Nu er drengene væk, og der er kun mig. Ikke nogen at dele noget med, og ikke nogen at snakke med. Det er ikke fordi jeg hader mig selv... Men jeg føler mig ret ensom til tider...