Livet

forumspørgsmål

Livet

Kategori NY:

Teenageliv

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, føler bare at det har jeg brug for. Jeg kommer for en nogen god familie, hvor vi elsker hinanden, men alligevel har jeg en eller anden følese som jeg ikke kan lide. Jeg føler mig ked af det. Jeg græder på mit værelse og natten og drømmer om noget et bedere liv. Jeg har her på det seneste opdaget at jeg søger opmærksom hed, f.eks. ved at spille syg, svimmel eller lignende, for især voksende. Men ikke for min familie ønsker ikke opmærksomhed og medfølelse fra dem, men hvorfor? Jeg er så træt af det hele. Jeg har ikke lyst til at svigte nogen. Jeg vil ikke fortælle mine forældre om mine følelser, jeg kan ikke, jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have deres opmærksomhed og vise at heg har svigtet dem. Vores perfekte familie. Jeg drømmer/ forestiller mig ofrer og ofrer at min far slår eller at der sker en eksplosion og de dør og jeg kommer på hospitalet eller at jeg besvimer og for vejrtræknings problem og at mine forældre så ikke kommer og jeg bliver tvangsfjernet. Men en fælles ting for alle de her historier er at mine lærer og veninders forældre giver mig opmærksomhed og at jeg enten kommer til at bo sammen med en ny mor i et hus eller at jeg finder ud af at mine forældre ikke er mine rigtige forældre og så finder mine rigtige forældre igen som så skal være en lærer som jeg, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men håber i forstår. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det her, hvad jeg forventer, men jeg håber vel på en eller anden form for svar eller hjælp en som måske kan løsne det hele lidt op. Bare at høre Andres mening. Håber at nogen vil skrive. Tak

Kommentarer

Kommentar fra HamDrengen · 10 år 11 måneder siden

Hey du

Kan fornemme at du er en smule forvirret og ærligt talt så forstår jeg det godt. Jeg er sikker på at du bare lige nu er inde i en periode hvor du er nede og har det skidt, det er normalt for alle mennesker og jeg har selv perioder hvor jeg ikke er glad selvom alle tegn peger på jeg burde være det. Jeg har fx. en fantastisk familie, jeg går på en mega god skole med venlige og skønne klassekammerater og ofte så føler jeg ikke at det kunne blive bedre. Men alligevel så kan jeg engang imellem blive ked af det, føle mig tom indeni og nærmest føle at jeg mangler et eller andet. Men sådan er det bare, nogle gange er man oven på, mens man andre gange er helt nede og røre bunden. Den måde jeg altid beskriver livet på er at sammenligne det med bølgerne på havet.
Når bølgerne står højest på vandet så er dit liv perfekt og du er glad og tilfreds. Når bølgerne så er lave, så er dit liv svært og du kan nemt blive ked af det osv.
Men igen, det er helt normalt at have det sådan, men jeg synes det er meget flot du kommer ind og skriver om det, for jeg ved at der er folk som har vildt svært ved at åbne sig op, selvom de kan være anonyme så er det svært for dem og derfor synes jeg det er rigtigt godt du skriver det her.

At søge opmærksomhed som du også skriver om, det er et meget misforstået begreb i dag, for mange bruger det på en negativ måde. Men sådan jeg ser på det er følgende:
- Nogle mennesker har brug for meget opmærksomhed i deres liv, ikke fordi de er arrogante og gerne vil ses på hele tiden, men fordi at når de er sammen med andre mennesker, når de er fokus for andre mennesker, så får de det bedre af det, de får energi af det og de er stort set altid gladest når de er sammen med andre mennesker. Det er typisk udadvendte personer der har det på den måde.
- Så er der dem som faktisk bruger meget energi på at være sammen med andre mennesker og dem som ikke føler de behøver have særligt meget opmærksomhed. Typisk en inadvendt person som har det sådan. Mig blandt andet og nu må du endelig ikke misforstå mig her, for jeg mener ikke at dem som ikke søger opmærksomhed er bedre end dem som gør det, tværtimod, jeg mener at der er mange som har brug for opmærksomhed for at få tingene til at fungere og derfor tror jeg det er helt normalt du kan have ekstra meget brug for det i tider.
Og der er mange idag som tror at man søger mere opmærksomhed en man gjorde førhen, men det er løgn, for grunden til det er sådan er fordi alle har så travlt hele tiden, alle stresser rundt og forældre har ikke lige så meget tid til at være hjemme og være sammen med deres børn.

Det er helt fint at søge opmærksomhed engang imellem, men vigtigst af alt, husk på at når du har brug for opmærksomhed, så lad vær med at skade dig selv på nogen måde for at få den. Find på alternative måder at gøre det på.

Håber det kunne hjælpe en smule!
//Mvh HamDrengen

svar

Kommentar fra Anonym · 10 år 11 måneder siden

Hej HamDrengen
Tak for dit svar. Jeg ser nu mig selv som en meget indadvendt person. Jeg er genert og i skolen siger jeg ikke så meget. Jeg er ikke den med flest venner. Jeg laver altid mine ting og er forberedt, men når vi så gennemgår det er min mund lukket. Jeg kan ikke andet. Når jeg er sammen med andre mennesker smiler jeg, men jeg føler mig ikke glad, selvom jeg må indrømme at jeg på det seneste er begyndt at kunne hygge og være mere mig selv på skolen og blandt venner og også til fritidsinteresser, men ikke der hjemme. Hvorfor? Men når jeg så laver de her "sygdomme/besvimmelser for at få opmærksomhed, så for jeg sådan en glad føles bagefter også hvis nogen roser mig giver det energi. Igen hvorfor? Og mine tanker hvad med dem, er det noget jeg burde frygte eller er det også normalt? Undskyld jeg bliver ved med at skrive, men jeg har brug for svar. Tak.

svar

Kommentar fra HamDrengen · 10 år 11 måneder siden

Det er helt i orden at du skriver tilbage, faktisk ville jeg foretrække at du skriver tilbage indtil du føler du har fået alle de svar du har brug for, så du kan få det bedre.

Som jeg også skrev er det bare typisk udadvendte der har det sådan, men hvad der er vigtigt at huske er at inadvendte kan have mindst lige så meget brug for opmærksomhed som alle andre.
Jeg tror tit folk har svært ved at være præcis den samme derhjemme og i skolen/ude i verden, det kan enten være at du ikke har et vildt tæt forhold til dine forældre, måske er du mere tryg sammen med dine venner og det er da meget normalt, jeg kan snakke med mine venner om nærmest alt, men hader at snakke med mine forældre om mit liv, for jeg føler ikke jeg får den samme støtte fra deres side, selvom jeg ved de kun vil mig det bedste.
Når man får opmærksomhed på den gode måde, så føler man at man er omringet af mennesker der holder af en og den følelse har alle. Når du fx. "besvimer" så tør jeg vædde med at nogle af dine nærmeste gør ekstra meget for dig de næste par dage, de tager ekstra meget hensyn og sammenholdet bliver tydeligt. Så derfor tror jeg det gør dig glad. Det samme med ros, når en person bliver rost, så siger man på en måde til dem, at man anerkender hvad de har gjort/lavet, altså at man bakker op om at det er godt gjort/lavet. Så i mit hoved er ros altid en glæde at modtage. Og du siger jo også at du ikke vil fortælle din familie om dine følelser, du vil helst have at de ikke er indblandet i hvordan du har det og så videre. Jeg ved fra mig selv at når min familie er venlige og støttende, når de roser mig og siger de er stolte af noget jeg har udført. Så får jeg altid den følelse af at "Det skal de jo sige, de er jo familie?"
Så derfor føler jeg også at opmærksomhed er bedst når det kommer udefra. Ros er bedst når det kommer fra andre mennesker end dem som du deler hus med. Så alt det forstår jeg godt.

De her tanker du har, forestillinger som du selv nævner. Alle forestiller sig ting engang imellem som kan forvirre dem, som kan overraske dem og jeg er ret sikker på at hvis du lige giver det en ekstra tanke, vil jeg virkelig have at der skal ske mine forældre noget? Eller, vil jeg virkelig gerne væk fra min familie? Så er jeg sikker på at du vil tænkte, nej det vil jeg ikke.
Selvfølgelig, hvis du tænker JA, så er det jo en anden sag, men så må du skrive til mig igen.

//Mvh HamDrengen

svar

Kommentar fra Anonym · 10 år 11 måneder siden

Hej igen og igen tak for svaret. Jeg tænker på om det med at man ikke vil have omsorg og være sammen med ens familie er noget man kan ændre på. Og det du skrev om mine "besvimelser" er også helt rigtige. Men jeg ville dog helst undgå at lyve, men jeg får det bare så meget bedere dagene efter. Min far arbejder på min skole og det er irriterende synes jeg. Jeg ved godt jeg sjældent ser ham og han snakker jo ikke med mine lære, men jeg føler mig alligevel lidt usikker. Jeg føler at det kapsler mig lidt inde på en måde. Er det normalt at man føler det og enlig bare ønsker at han får nyt job?

Tænker på at du selv skriver om at dit liv ikke er perfekt er du ok?

svar

Kommentar fra HamDrengen · 10 år 11 måneder siden

Tror det er helt normalt at du gerne vil have han får et nyt job, man lukker som regelt sig selv mere inde når man føler sig overvåget, i den her forbindelse af din far. Jeg tvivler på der er særligt mange som ligefrem ønsker deres far skal arbejde på deres skole. Så forstår dig udemærket godt. Men hvad jeg har lært igennem mit liv er at hvis man ikke har et vildt godt forhold til ens familie, så er det altid dem det er sværest at være sig selv i nærheden af. Forstået på den måde at man kan ikke altid bare opføre sig som man ønsker rundt om sin familie, for man er bange for ikke at være den person de regner med man skal være.

Mit liv er ikke perfekt, ikke endnu ihvertfald. Men jeg får det bedre når jeg føler jeg holder mig selv igang, når jeg prøver at hjælpe andre mennesker. Jeg er ok, faktisk har jeg det størstedelen af tiden skønt :) - Men tak fordi du spørger!

//Mvh HamDrengen

svar

Kommentar fra Anonym · 10 år 11 måneder siden

Godt at høre du er glad, nogenlunde. At snakke med dig har gjordt mig lidt glader, at læse en anses mening. Jeg tror måske jeg har en lille ide til hvorfor jeg ikke er så glad for min familie, selv om jeg elsker dem.

Jeg er ikke som dem. I skolen ligger jeg middel altså omkring de 7 i gennemsnit. Går i folkeskole. I 9. Klasse. Men til gengæld er jeg negativ kreativ. Hvilket er meget godt, hvis altså det ikke var fordi min familie altid har sat intiligens som noget meget vigtigt. Og derfor høre jeg tit ting som jeg skal forbedrer mig på det ene og det andet. Men jeg ved de gør det af gode tanker. Min bror og mine forældre, ja selv mine små søskende virker til/ er meget kloge. Så nogen gange føler jeg bare ikke at det her er mit hjem, for jeg er ikke som dem.

Men med de ting du har skrevet og at jeg bare har sagt det kommet af med mine tanker er godt og har givet mig et overblik over det hele. Så det må jeg prøve. Det værste lige nu er at skolen slutter om lidt og jeg skal sige farvel til alle jeg kender og har kun min familie. Mine fritidsinteresser slutter også nu da min uddanelse efter har det indbygget i uddanelsen. Og det er jeg ked af for nogen af de lære især en af mine musiklærer vil jeg kommer til at savne. Jeg har kendt hende i seks år. Hun har altid været der. Det virker så urealistisk at man kan sige farvel til alt man kender på en gang. Min veninde og jeg har aftalt ikke at forlade henanden, men ses i fritiden, men det ved vi begge at vi ikke har tiden til. Undskylder for alle stavefejlene indtil nu og i fremtiden, da sprog volder mig en del problemer. Og igen tak fordi du vil tage dig tid til at skrive.

svar

Kommentar fra Anonym · 10 år 11 måneder siden

Istedet for negativ kreativ skulle der stå meget kreativ.

svar

Kommentar fra HamDrengen · 10 år 11 måneder siden

Får massere godt ud af at skrive med andre, så takken er på min side :)
Et par stavefejl her hist og her er sgu ligemeget, jeg kan sagtens forstå dig og må sige du staver MEGET godt i forhold til andre jeg kender, så det skal du slet ikke tænke på :)

Går også i 9. klasse og jeg kan også mærke at tiden render ud. Jeg kan mærke at eksamenerne nærmer sig og min tid i folkeskolen er ved at være overstået. Det er self. både godt og skidt. Jeg er glad for at komme videre i mit liv, altså overstå den del af ens uddannelse som er mindst relevant for en. Men samtidig har jeg en mega dejlig klasse jeg er ked af at skulle skilles fra og vores lærere er jeg meget trygge ved, de er allesammen så søde og hjælpsomme, de er allesammen gode.
Så lige det kender jeg også godt til.

De mennesker der opnår mest i livet er ikke dem med den højeste IQ eller dem med de fleste matematiske færdigheder. Det er self. klart at det kræver en bestemt karakter i skolen for at kunne komme ind på de bestemte uddannelser, men det er ikke intelligens der kræves for at få succes i livet. Kreativitet er en gave som jeg håber du er glad for, det vil helt sikkert hjælpe dig meget, alt efter hvad du drømmer om at blive i fremtiden. Så lad mig endelig spørge. Hvad regner du med at skulle arbejde med? Og regner du med at gå gymnasievejen?

Jeg ligger også cirka på middel i skolen, jeg føler mig ikke vildt kreativ, men jeg føler jeg har en masse indeni som skal ud, altså jeg føler at jeg har så meget inspiration til alt muligt, så jeg kan ikke vente med at komme videre med min uddannelse. Jeg drømmer om at blive meget professionel programmør, og har tænkt lidt at jeg gerne vil arbejde med sikkerhed på nettet, og medmindre du er meget teknisk begavet, så tror jeg ikke lige jeg vil gå dybere ned i det, da jeg ved at de fleste ikke forstår hvad jeg fortæller dem ^^
Skal på efterskole i 10. klasse og derefter skal jeg på HTX - hvorefter jeg regner med at skulle videre på universitetet, og uddanne mig til Software-Ingeniør. Så jeg sigter meget højt, men jeg vil også kæmpe for at nå mit mål. For vil gøre alt for at opnå mine drømme! Og det vil jeg altid opmuntre alle omkring mig til at gøre.

Og dine forældre vil sikkert fortælle dig du skal forbedre dig her og der, men hvis du gør dit bedste, så er det godt nok og de kan ikke sige det ikke er det :)

//Mvh HamDrengen

svar

Kommentar fra Anonym · 10 år 11 måneder siden

Tak for svaret. Jeg vil gerne blive musikpædagog, altså musiklærer på en musik skole. Efter 9.klasse vil jeg gerne på en stx uddanelse, helst Sankt Annæ, ved godt det er en faglig høj skole, men jeg vil prøve. Der ville jeg vælge en 4 årig uddanelse med Mgk. En Musik skole for unge som skal forberedes til videre musikalsk uddanelse. Efter stx vil jeg gerne på lærer semenaret eller musik konservatoriet, for at færdig uddanelse mig.

Jeg glæder mig også rigtig meget til at komme vider ud i uddannelses systemet og arbejde videre et sted som jeg selv har valgt. Men at sige farvel til nogen som har hjulpet mig meget og då jeg stoler fuldt ud på til at miste dem alle samme dag. Kan jeg stadig ikke forestille mig. Min musiklærer kender jeg fuldt ud, jeg føler ikke hun er min lære, men nærmere min søster. Det lyder måske lidt dumt, men vi har et nært sammenhold. Og jeg var 9 år da jeg møde hende så ja føler nærmest at hun altid har været der.

Lyder godt at du ved hvad du vil og jeg er enig i at man ikke skal sigte lavt, men kæmpe for det man vil. Jeg vil kæmpe for musikken. Og du vil kæmpe for din drøm. Og det synes jeg alle burde gøre. Jeg har en veninde som er to år yngre og synes ikke hun er god nok til at blive konditor, jeg har altid sagt og vil altid sige at hun bliver nød til at prøve for en eller anden dag vil man fortryde. Så ja helt klart enig der.