Jeg tror jeg kan forstå dig (det er altid lidt svært at vide). Nogle gange føles det som om man bare er en biperson i en stor verden helte og heltinder og skurke. Men du er ikke bare en teenager, du er dig og hvis du ved hvem du er, selv hvis du har en masse problemer, så vil du blive nødt til at blive accepteret. Vi er så heldige som mennesker, at vi er dyr, og vi derfor ser verden forskelligt fra person til person ud fra vores erfaringer.

Undskyld for den indviklede forklaring, jeg er virkelig ked af at ingen har skrevet tilbage. Jeg føler virkelig med dig, at du har det sådan. Jeg ved godt at jeg måske ikke helt kan sætte mig ind i det, jeg er trods alt kun en 13-årig... Bortset fra OCD'en, som også er noget jeg måske har. I meget mild grad, dog.

Du behøver ikke at svare på det her indlæg, jeg håber bare du får mulighed for at læse det. Du virker som om du virkelig ikke føler at du bliver forstået. Der er intet galt med dig, lige meget om du eller andre tror det. Du er, som du er. Og hvis du ikke kan lide dig som du er, så er det første skridt ihvertfald at acceptere hvem du er lige nu, og så at prøve at have det bedre med dig selv.

Jeg ved ikke hvordan du føler det, så jeg er meget ked af det hvis jeg har skrevet noget forkert. Jeg håber du bliver lidt opmuntret af det her brev. Prøv at fortælle dine forældre, at du ikke har det godt med dig selv. Det lyder underligt og ærgeligt at de ikke kan se hvordan du har det (det har du nok alllerede gjort, men... Du kan måske prøve at sende ind til brevkassen, og så vise deres svar til dine forældre?