Tænk, at have en datter der er syg;
en pige, der er overbevist om, hendes hjerte er bly.
Som nægter at spise og drikke, fordi hun føler sig tyk,
selvom alle andre kan se knoglerne på hendes ryg.

At være søster til pigen på værelset ved siden af,
og høre, at hun græder indtil natten bliver dag.
At høre, som pigen desperat skriger ned i sin pude,
men at hvis man spørger, bliver man bare lukket ude.

Tænk, at være veninde og bare se,
hvordan pigen aldrig mere synes at grine eller le.
At aftaler og besøg langsomt bliver færre og færre,
fordi denne pige bare får det værre og værre.

At prøve at trænge ind til en, der skubber én væk,
og som græder og sulter flere dage i træk.
At forsøge at trække hende ind til sig i varme,
blot for at se, at der er nye sår på hendes arme.

At spekulere, når man ser hende løbe på sin gade,
om hvad man gjorde galt – man gav jo alt, man havde?
Men, at monsteret besatte hende, som en byld,
kan i virkeligheden aldrig blive nogens skyld.

Pigen blev syg af at holde alting inde;
altid at lade som om, at facaden var hende.
Hun tillod aldrig nogensinde sig selv at dele,
så det var derfor til sidst, at det eksploderede, det hele.

Du ser, hvordan tabte kilo sniger sig langt op over ti,
men du kan intet gøre, for hun har et monster indeni.
Hun er syg af både anoreksi og depression,
og synes ikke at tage imod hjælpen fra nogen.

Enkelte venner falder sådan pludseligt fra,
når pigen begynder at glemme, hvad hun er og var.
Når hun ikke kan overskue selv sin bedste veninde,
og har svært ved lysten til livet at finde.

Hun ønsker inderligt, at hun altid vil have sin familie,
for hun skubber dem jo faktisk ikke væk med vilje.
Hun elsker dem jo, hun kan bare ikke rumme kontakt,
hun håber, at det bagefter, igen vil være intakt.

Hun ønskede jo aldrig i hjertet at være alene,
Sygdommen bestemte bare, hvad hun skulle mene.
Mine læber former ordene ”Forglem mig ej”,
da jeg kigger i spejlet og ser, at pigen, er mig.