før mit selvmordsforsøg, så snakkede jeg med en lærer om at jeg havde det dårligt. Det var også den lærer jeg fortalte om mit selvmordsforsøg, som meldte det til komunen. jeg var til et møde hos komunen med mine forældre, men det var ikke til nogen hjælp, da det blev meldt til bare at være en “teenage pige”.  jeg har ikke rigtig haft chancen for at kunne snakke med en ven eller veninde om det- da jeg ikke har særlig mange, og dem jeg har ved ikke rigtig noget om emnet eller er rettere sagt ikke tætte nok med dem til at kunne fortælle dem om det, da jeg nemlig ikke har motivationen eller mentaliteten til at have et rigtigt venskab med nogen, da jeg bare er for træt.

jeg Ville ikke lyde som om jeg slet ikke “har lyst” til at finde en løsning eller snakke med nogen om det, jeg har prøvet alt af, jeg tror bare at problemet er at intet af det har virket.

og det med at jeg blev tilbudt en psykolog ville kunne “blive brugt imod mig” er at min mor ser meget ned på folk der har brug for hjælp på den måde, hver Eneste gang emnet om nogen mentale sygdomme kommer op- især i teenage piger, så mener hun at man har mange hormoner og alle kommer til at have det på den måde på et tidspunkt.

jeg fostår bare slet ikke hvordan min mor ikke kunne tage det at jeg næsten døde seriøst, altså skulle jeg være død før hun ville ændre sin terori om at det er muligt at være mentalt syg om? 

mit problem nu er bare at jeg ikke ved hvad Der skal ske next, fordi min plan før har altid været at jeg skulle være død før jeg startede i 8. Klasse og det hele begyndt at være seriøst, men min eneste måde tilrådighed for at dræbe mig selv virkede ikke.

så jeg er ligesom fanget i den her bobbel af om jeg bare skal give op eller blive med at prøve, og det har resulteret i alt jeg gør ikke rigtig giver nogen mening længere, da jeg egentlig bare gerne ville være død, men jeg har ingen smertefri mulighed for at dræbe mig selv, jeg ved ikke om det betyder at mine selvmordstanker faktisk ikke er rigtige ligesom min mor siger? Altså hvis man havde rigtige selvmordstanker ville man så ikke være alt for desperat og så være ligeglad med om at noget gør ondt?

det er bare meget forvirrende fordi jeg føler  det hele er ligemget og jeg bare skal blive ved med at leve, men samtidig at det sekund jeg finder en ny måde at dræbe mig selv på- så Gør jeg det.

jeg har vel altid villet dø, kan Huske da jeg var lille og konstant fantaserede om bare at tage en kniv og slutte det hele, eller Bare lægge om natten og hviske til “Gud” eller “universet” til jeg bare kunne lade vær Med at vågne igen om morgenen, fortjener jeg så overhovedet at leve? hvis mit ønske altid har været at dø?