Selvmordsforsøg

forumspørgsmål

Selvmordsforsøg

forumspørgsmål af
Maja
14 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

sidste skoleår havde jeg det meget slemt mentalt, men da Mine forældre ikke tror på psykiske sygdomme-især ikke i deres egne Børn- prøvede jeg at begå selvmord.

Det var faktisk ikke for at dø jeg gjorde det, det var meget mere et desperat råb for hjælp, altså måske de ville tage mig seriøst hvis jeg endte op på hospitalet? 

Jeg endte ikke op på hospitalet, Men måtte sige det til en lærer en uge efter, hvorefter de sagde det til mine forældre.

min mor havde ikke ondt af mig og tog mig stadig ikke seriøst- hun blev faktisk sur på mig.

Jeg blev tilbudt en psykolog, men det var ikke et reelt tilbud, hvis jeg sagde ja til det ville det være nogen hun kunne have imod mig.

der Gik én uge og så det hele glemt, INGEN der viste noget om det talte om det nogensinde igen.

lige da jeg begyndte i skole igen efter sommerferien havde jeg et sammenbrud, hvor jeg gav helt op på at skulle gå i skole. 

jeg prøvede at tale med min mor af det, hvorefter jeg blev skældt ud for at have ondt af mig selv, og være så ”nederen” hele tiden.

hun anklagede mig også for at kopire min veninde som har en depression- som desuden aldrig har haft selvmordstanker/forsøg.

og siden det har jeg ikke turde tale med hende om det.

men nu skal vi læse en bog der handler om en teenage Piges selvmord.

min lærer kender godt til mit selvmordsforsøg, men får aligevel os alle til at læse den.

Jeg ved at hvis jeg siger til min lærer at jeg ikke kan læse den, så får jeg 0,3.

Jeg får normalt 12 i det fag så jeg ved min mor ville kontakte min lærer for at få afvide hvorfor.

 

og der er problemet jo.

er der nogen der har nogle råd til hvordan jeg kan få mig selv til at læse bogen uden nogen konsekvenser?

Kommentarer

Kære Maja,

Det gør ondt at høre, at du har det så dårligt, og at du ikke får nogen hjælp fra din mor. Jeg ved du spørger ind til, hvad du skal gøre mht. bogen, men lad mig lige sige nogle andre ting først:

Det lyder ikke som nogen rar situation du er sat i. Ud fra det du fortæller, så virker det faktisk ikke til, at du kan bruge din mor til noget i denne sammenhæng. Det lyder til du har prøvet flere gange at snakke med hende om dine problemer og selvmordstanker, men at hun slet ikke forstår din situation og blot skælder dig ud, så du får det endnu værre.

Hvis jeg var dig, ville jeg derfor forsøge at søge andre kilder til hjælp;

1) Måske kan du snakke med din lærer om dine problemer, og også fortælle, at du har forsøgt at råbe dine forældre op flere gange, men at de ikke lytter til dig og bare skælder dig ud, når du fortæller at du har det dårligt. Måske kan din lærer så tage en snak med dine forældre, så de kan forstå, at det er alvor?

2) Du kan overveje at skrive til Cyberhus' brevkasse for yderligere råd (hvor det er en professionel der svarer i stedet for "bare" mig :-))

3) Har du mon nogle gode veninder, du måske kan tale med om dine problemer? Hvis du har vil jeg klart anbefale dig dette - det hjælper at have nogle, der vil lytte!

Du skriver;

"Jeg blev tilbudt en psykolog, men det var ikke et reelt tilbud, hvis jeg sagde ja til det ville det være nogen hun kunne have imod mig"

Hvordan skal jeg forstå det? Mener du, at du ikke turde acceptere tilbudet om psykologhjælp, fordi din mor så ville "bruge det imod dig", at du har gået til psykolog? Hvordan skulle hun "bruge det imod dig"?

Nå, for at vende tilbage til det med bogen;

Jeg går ud fra, at du er bange for at det at læse bogen vil forstærke dine selvmordstanker? Måske kunne du dele den bekymring med din lærer i stedet for bare at sige, at du ikke vil læse den? Hvis du har en god lærer, vil jeg da håbe han/hun kan give dig nogle gode råd og at I kan have en god snak omkring hvad I gør med bogen.

Jeg håber det hjælper dig lidt. Hvis du mangler nogle at tale med om dine problemer, er du også meget velkommen til at uddybe nogle af dine problemer her - så vil jeg hjælpe dig så godt jeg kan :-)

Knus!

83

før mit selvmordsforsøg, så snakkede jeg med en lærer om at jeg havde det dårligt. Det var også den lærer jeg fortalte om mit selvmordsforsøg, som meldte det til komunen. jeg var til et møde hos komunen med mine forældre, men det var ikke til nogen hjælp, da det blev meldt til bare at være en “teenage pige”.  jeg har ikke rigtig haft chancen for at kunne snakke med en ven eller veninde om det- da jeg ikke har særlig mange, og dem jeg har ved ikke rigtig noget om emnet eller er rettere sagt ikke tætte nok med dem til at kunne fortælle dem om det, da jeg nemlig ikke har motivationen eller mentaliteten til at have et rigtigt venskab med nogen, da jeg bare er for træt.

jeg Ville ikke lyde som om jeg slet ikke “har lyst” til at finde en løsning eller snakke med nogen om det, jeg har prøvet alt af, jeg tror bare at problemet er at intet af det har virket.

og det med at jeg blev tilbudt en psykolog ville kunne “blive brugt imod mig” er at min mor ser meget ned på folk der har brug for hjælp på den måde, hver Eneste gang emnet om nogen mentale sygdomme kommer op- især i teenage piger, så mener hun at man har mange hormoner og alle kommer til at have det på den måde på et tidspunkt.

jeg fostår bare slet ikke hvordan min mor ikke kunne tage det at jeg næsten døde seriøst, altså skulle jeg være død før hun ville ændre sin terori om at det er muligt at være mentalt syg om? 

mit problem nu er bare at jeg ikke ved hvad Der skal ske next, fordi min plan før har altid været at jeg skulle være død før jeg startede i 8. Klasse og det hele begyndt at være seriøst, men min eneste måde tilrådighed for at dræbe mig selv virkede ikke.

så jeg er ligesom fanget i den her bobbel af om jeg bare skal give op eller blive med at prøve, og det har resulteret i alt jeg gør ikke rigtig giver nogen mening længere, da jeg egentlig bare gerne ville være død, men jeg har ingen smertefri mulighed for at dræbe mig selv, jeg ved ikke om det betyder at mine selvmordstanker faktisk ikke er rigtige ligesom min mor siger? Altså hvis man havde rigtige selvmordstanker ville man så ikke være alt for desperat og så være ligeglad med om at noget gør ondt?

det er bare meget forvirrende fordi jeg føler  det hele er ligemget og jeg bare skal blive ved med at leve, men samtidig at det sekund jeg finder en ny måde at dræbe mig selv på- så Gør jeg det.

jeg har vel altid villet dø, kan Huske da jeg var lille og konstant fantaserede om bare at tage en kniv og slutte det hele, eller Bare lægge om natten og hviske til “Gud” eller “universet” til jeg bare kunne lade vær Med at vågne igen om morgenen, fortjener jeg så overhovedet at leve? hvis mit ønske altid har været at dø?

 

86

Kære Maja,

Hvor er det godt du skriver tilbage her og uddyber din situation. Det er jeg rigtig glad for, at du ville gøre!

Jeg tror bestemt ikke, at din situation skyldes hormoner eller er en almindelig "teenagepige ting". Jeg tager det du skriver meget alvorligt, og jeg synes det er enormt skræmmende at hele din omgangskreds har svigtet dig totalt! Du skal vide, at det ikke er i orden, at du ikke har fået hjælp, når du har bedt om det, og at det ikke er i orden at din mor ikke tager dig alvorligt! Du fortjener at blive hjulpet og du fortjener at få det bedre og slippe af med dine selvmordstanker.

Jeg tror stadig, at der er håb for at det kan gøre en forskel, hvis du tager fat i din lærer igen og fortæller, at du kun har fået det værre. Men jeg forstår 100% godt, at du har svært ved at tage initiativ til det, når du allerede er blevet skuffet slemt én gang.

Tak fordi du ville forklare, hvad du mente med, at din mor ville "bruge det imod dig". Hvis en psykolog på nogen måde kan hjælpe dig til at få det bedre, så synes jeg du skal jagte at få lov til at gå til psykolog - uanset om din mor så vil se ned på dig bagefter. Det er trods alt LANGT bedre at du får det bedre og overlever din krise end om din mor ser op eller ned på dig, hvis du kan følge min tankegang?

Det er helt forståeligt og helt naturligt at du har mistet overskuddet til at holde venskaber ved lige, når du har det så dårligt som du har det. Det forstår jeg 100%. Så jeg kan godt se, at det er svært for dig at bruge vennekredsen til at snakke med om dine problemer.

Du kan overveje at gøre brug af livslinien https://www.livslinien.dk/, der netop er til for at hjælpe folk med selvmordstanker, som måske ikke har andre stedet at gå hen.

Ja, du fortjener 100% at leve Maja. Du er helt sikker noget værd som person. Tænk på, at der kan sidde en fyr derude et sted, hvor du er hans eneste ene. Måske vil du en dag få nogle børn som vil udrette store ting i verden? Jeg tror på at verden ville være et fattigere sted uden dig!

Jeg vil fortsat være her for dig herinde og du er mere end velkommen til at skrive igen.

Håber virkelig det bedste for dig!

76

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program