Når det hele vælter.
forumspørgsmål
Når det hele vælter.
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Hej, mig navn er tue. Jeg er 19 år.
Jeg har brugt enormt meget tid herinde, mest af alt pågrund af fordi når jeg læser om andre folks problemer så føler jeg mig ikke alene med det jeg render rundt og kæmper med.
Og tit når jeg er ked af det, så "låner" jeg tit nogle af jeres ord, for at kunne beskrive det jeg gerne selv vil have skrevet ned.
Men jeg vil gerne forhører mig lidt om jer herinde. Vil gerne høre om der er nogen der kender til det, at man lader ens depression styrer alt i ens tilværelse. Jeg har haft min depression i mange år, og jeg er begyndt at bruge den, til at afgøre mine valg. F.eks. her d.9 januar - skal jeg begynde på en uddannelse som sosu medhjælper. Jeg glæder mig oprigtigt meget til det faktisk, men jeg har i den sidste uges tid, gjort alt for at jeg ikke kan blive klar til den udfordring at tage en uddannelse. Ved at jeg f.eks. vælger at misbruge mine penge på at drikke hverdag, eller at vælge at sove 18 timer om dagen, ved at tage 4 af mit sove anti'depressive medicin hvergang jeg vågner. Og os ved at f.eks. sige ja til at tage nogle stoffer når jeg er sammen med mine "junkie" venner i weekenderne.
Det er det jeg mener med at jeg bruger min depression om at tage de forkerte valg for mig. Men det fandme os svært at gøre andet, når alting i mine øjne er en smule gråt. Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem nyder at lave en masse lort, at prikke lidt til ilden og sige til sig selv, at det er sådan jeg er. Men pågrund af min depression, så har jeg ændret mig meget angående min personlighed, og føler at det er sådan en person jeg er.
Jeg vil ikke skrive mere, da jeg selv lige har læst det igennem, og synes ikke det giver den store mening.. Men vil egentlig bare gerne høre om der er nogen herinde, der kender til det at have en depression? Det at man faktisk efter mange år er begyndt at have mindre lyst til at blive "normal" igen?
Relateret indhold
Tror jeg vejer for meget
Hej jeg er en dreng på 12 år jeg er Ca 161cm høj og og vejer 54kg. Er det for meget.
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Mor tror ikke på mig
Hej CB.
Jeg har det tit rigtig dårligt, med hovedpine, ondt i maven eller kvalme. Jeg spørger tit min mor om jeg ikke må blive hjemme en dag, fordi jeg har det dårligt, hun siger bare at jeg prøver at undslippe skolen, eller at det bare er noget jeg bilder mig ind. Jeg har det virkelig...
Mai har svaret på dette spørgsmål
Hjemløs
Hej, jeg er en pige på 13 år, som er hjemløs. Jeg kunne ikke være derhjemme på grund af min psykisk syge søster, som er både fysisk og psykisk voldelig. Har i lang tid ikke følt, at jeg hørte til nogen steder, prøvede i en periode, at bo hos min far, men det gik bare ikke. Har ikke noget familie...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hej Tue,
Jeg kender godt til at en depression styrer livet, og har selv oplevet det engang.
Jeg sagde til mig selv at jeg ikke kunne komme ud af det, og der var ingenting at gøre, og jeg skubbede samtidig alle mine venner væk, og begyndte at misbruge flere ting, som stoffer og alkohol.
Det varede i cirka 5 måneder, og ærlig talt kan jeg næsten ikke huske noget af det, andet en jeg en dag vågnede op og var glad, for første gang i 5 måneder og så stoppede det, og jeg kunne nå at fixe noget af det jeg havde ødelagt, men noget af det var forsent at fixe, som f.eks. båndet til min bedste ven.
Men det tar tid at komme over en depression, og en masse styrke som man er nød til at finde indefra, og fra venners hjælp.
Men en dag vil du helt sikkert vågne glad op :)
M.v.h Mads :)
Hej Tue
Jeg synes det giver meget mening at læse, og jeg kan se at du har det rigtig svært. fordi du har en depression. For du noget hjælp til din depression ? andet ind den medicin du for? for der er jo meget hjælp, og hente. Man kan jo gå til sin egen læge eller blive henvist til en psykiater. eller få en psykolog. måske for du en af delene? det er vigtig du ikke giver op, selvom du har kæmpet i mange år med det. for selvom du har det svært, kan du godt komme ud på den anden side. en bedre verden hvor du har det godt, det kan jeg sige med sikkerhed, hvis du virkelig kæmper for det og gerne vil være rask .
Jeg synes det er fedt du gerne vil være sosu-hjælper, men synes du skal overveje det en gang til, for du gør skader din krop, på en måde for at slippe for at starte. og det skal du jo helst ikke . jeg har gået på uddannelsen i 6 måneder. jeg synes det var en fed uddannelse. man lærte meget, havde en god klasse. meget praktik. Men du skal lige tænke på, om du kan hjælpe andre når du selv har det så skidt for tiden ? Jeg havde faktisk selv problemer med det, for jeg havde det heller ikke godt psykisk på det tidspunkt, så det endte med at jeg droppede ud. fordi jeg ikke følte jeg kunne magte opgaven, fordi jeg selv havde det svært. Måske skal du tænke en gang til, om det er det rigtige tidspunkt du prøver uddannelsen af? for de lægger et stort ansvar over på dig, eller eg synes selv at det var for et stort ansvar og det var jeg ikke klar til. så tænk det lige igennem en gang til, for din egen skyld. for ville det måske ikke være bedre at vente et stykke tid, hvor du har det godt også du gemførte uddannelsen. i sted for måske at prøve det også droppe ud ? det er jo dit valg og jeg prøver ikke på at sige at du ikke skal tage uddannelsen. for self skal du tage uddannelsen, når det er det du vil, men du skal bare huske og tænke på dig selv først, for ellers glemmer du dig selv og det må du ikke .
jeg håber du finder en løsning du synes er god for dig. Håber det bedste for dig. og pas godt på dig selv :-)
kh Felicia
Skolen gik godt i 2 uger. Rigtig godt enda. Fik hurtigt følelsen at jeg godt kunne blive en nørd til det med skolen, da alt fangede min opmærksomhed, og jeg mødte op hverdag osv. Var jeg glad for..
Men nu selvom skolen har været god, falder nogle ting over mig. Jeg kunne ikke klare da vi kom ind på et emne om psykologi, og læren brugte nogle udtryk om folk som sidder inde på den psykiatriske og den lukkede afdeling. De untryk som hun brugte om de personer, gav mig en følelse af at hun snakkede direkte til mig. Der faldt alt sammen, jeg smuttede før skolen var færdig, og jeg havde 5 dage med druk. Selvom det er over en uge siden, render jeg stadig rundt med mavesmerter, og hurtig svimmelhed og trængen til at drikke igen. Og jeg har mistet lysten til at overhovedet at sætte mine ben ind på skolen igen.
Hvad fuck gør jeg nu :/
Det var mig tue som skrev -
Hej
Det er jeg virkelig ked af, du har haft sådan en oplevelse. Det kan godt være en rigtig stærk oplevelse. Da jeg gik på sosu, der talte de også om anbragte børn og psykiatrien, og det følte jeg også at de snakkede lige til mig, og det gjorde at jeg virkelig blev ked af det. men jeg tænkte bare på den måde, de ved jo ikke, at jeg også har det sådan osv. jeg lærte bare at holde min mund og gøre det til en hemmelighed når jeg var i skolen med at jeg var anbragt og jeg havde det dårligt psykisk. så havde jeg det meget nemmere. ved ikke om du også kan gøre det sådan ? men jeg synes det ville være helt vild synd, hvis du droppet skolen for du er blevet optaget på den, og hvis du spilte den chance. for det kan være du ikke kan komme ind igen. jeg synes faktisk du skal tænke det igennem. måske tage fat i deres vejleder og snak med hende/ham om dem oplevelse. eller du kan tage fat i din kontaktperson på skolen. det ville jeg gøre.
jeg synes også du skal tage til lægen når du har det så skidt som du har det, eller tag ned på psykiatisk skadestue.. håber du kan bruge mine råd, eller skriv igen så finder jeg på noget andet
kh Felicia.
jeg har heller ikke lyst til at ødelægge min chance derinde.. og jeg har lidt ligesom dig, at min depression/baggrund er min egen, og har heller ikke fået delt det med nogen af mine klassekammerater. min ene lærer som os er min studievejleder ude på skolen havde jeg en god privat samtale med efter vores første uge hvor vi skulle forklare lidt om vores gode sider og mindre gode sider, sådan mest skole mæssigt angående, men der havde hun læst lidt om mig at jeg er plaget af en depression og spurgte lidt indtil det. og der fik jeg forklaret hende lidt, at jeg for under 6 måneder siden faktisk var smidt ud på den lukkede på psykiatrisk afdeling/psykiatrisk skadestue. og at jeg var lidt bange for om jeg mon var startet for tidligt på skolen, da det stadig lå i mine bagtanker.
Men hun roste mig da, og sagde at hun synes jeg klarede mig godt i klassen, og kom godt ud med de andre elever - men det nemlig det der gør det lidt mere træls. det at jeg har det godt i klassen, men bare pågrund af en fucking psykologi time, fik jeg nedtur på. og det var vores 2. lærer vi havde i den time, så følte ikke at jeg kunne gå hen til hende og sige at jeg ikke kunne klare at høre om det emne i skolen, da det ikke var hende jeg var fortrolig med til min samtale..
men lige nu har jeg lagt mig syg da jeg har lidt at tykke på. nemlig om jeg skal snakke eller spørge dem om det kunne være muligt at jeg kunne blive flyttet ud af klassen, og starte på et nyt hold her til næste måned.. jeg fylder os 20 her i midten af denne måned, så måske kunne det hjælpe mig lidt at blive flyttet over på det hold med elever på 20 år og opefter.
men jeg ved det godt nok ikke. jeg ligger og har fået en del feber, så har svært ved at tage stilling til det rigtigt. tænkte forresten på, kom du igennem dit grundforløb?
hej :-)
synes det er så fedt, at du fik snakket med den ene om det. og er åben overfor det. det er et stort plus, for det var jeg overhovedet ikke!
jeg synes du skal tænke over det, er det ikke bedst at gå i den klasse som du går i! jeg synes at den der undskyldning med at du bare kan vente en månede og så starte op igen, er rigtig dårlig for så løber du for det problem der var, og det synes jeg er synd. for så næste gang der kommer et problem, vil du så starte på et andet hold igen ? jeg synes desværre ikke den går. men det er bare min holdning. jeg sætter det lige op til sort og hvidt, til jeg håber du kan se det ?
ja det var en skam, det der med psykologi. men kom op på hesten igen og kæmp videre . for der kommer flere ting, hvor du bliver ked af det eller trådt på. men der skal du bare tænke, de snakker ikke om mig. i snakker om det at være professionel. du skal overhovedet ikke tage det personligt, på nogen måder. jeg ved det er virkelig svært, men jeg tænkte bare på den måde :-)
jeg synes du skal tage, fat i den vejleder du snakkede med om dine problemer og fortæl hvad der er sket, og få han/hende til at tale med den lærer i har i psykologi om det. for du skal self også føle at det er rat i klassen. håber du kan bruge rådet `?- håber at høre fra dig igen og mange gange god bedring til dig :-)
kh Felicia.
Tilføj kommentar