Kære dig

Jeg kan tydeligt høre i dit brev, hvor meget de her monologer du fører med dig selv, fylder for dig og distancerer dig fra den virkelige verden, som du selv er inde på. Jeg vil, så godt jeg kan, forsøge at komme med nogle tanker omkring det og med nogle bud på hvad du måske kan gøre for at mindske det. Jeg kan lige ridse op for dig hvilke begreber som du selv er inde på, som jeg vil tage fat i. Det er det her med konfrontationer, at være overanalyserende, intuition og at være adskildt fra omgivelserne. Jeg vil i mit svar komme til at stille nogle spørgsmål til dig, som jeg har tolket i dit brev og som vil kunne ligge op til refleksion og overvejelser i forhold til dit problem.

Generelt vil jeg sige, som du selv er inde på, at rigtig mange, måske alle mennesker fører disse samtaler med sig selv. Det siger jeg ikke for at trivialisere dit problem, men for at fortælle dig at du ikke er alene med det. Det lyder så i dit tilfælde som om, at du gør det rigtig meget i forhold til hvad andre måske gør. 

Jeg tolker i dit brev at du kan have svært ved at konfrontere andre mennesker, hvis de "træder dig over fødderne"? Meget af det du beskriver som eksempler, handler om måder du ville ønske du var istand til at svare på i virkeligheden og nogle gange har du så lange monologer i hovedet, at du selv kommer frem til en løsning og faktisk fuldstændig undgår at konfrontere virkeligheden, altså den person som "trådte dig over tæerne". Jo mere man gør noget jo mere bevendt bliver man også med det. Det er ligesom nogle mennesker der over en årrække har fysisk afskærmet sig fra andre mennesker, de kan heller ikke bare lave om på det og så vende tilbage til at være social. Så den oplevelse du har med, at det har taget overhånd er meget naturligt, fordi du på et eller andet tidspunkt og i tidens løb har vænnet dig til, at det er sådan du løser konfrontatationer. Jeg kan sagtens forstå du føler dig udmattet af det og som du selv siger, så ja, det fjerner dig fra at være til stede nu og her.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om du føler, at du på et eller andet tidspunkt i en periode i dit liv eller bare generelt over tid, har haft oplevelsen af at blive overfuset i konfrontationer, hvor du ikke er blever anerkendt for dit synspunkt, men følt at den/de andre altid fik ret og trumfet deres side igennem. Jeg spørger fordi, at hvis man over tilstrækkelig tid eller i en længere periode har oplevelsen af, at man ikke bliver hørt og forstået for de følelser eller oplevelser man har, kan det godt have den effekt at man giver op. Problemet er så bare, at vi ikke kan lade hændelser ligge ubehandlet væk fra vores bevidsthed og derfor kan der opstå monologer (reflektioner) og handlingsforløb i hovedet for at få det bearbejdet og væk på den måde. Du skriver at du gerne vil være umiddelbar i dine reaktioner overfor andre og være i den her "intuitive strøm" som du beskriver, hvor du kommer tættere på at være i virkeligheden og måske mindske det sæt af roller du oplever at besidde. Jeg vil prøve at komme med nogle bud på hvordan du kan begynde at komme derhen.

Hvis min tolkning af det du skriver er korrekt og at du dermed ikke er så god til eller glad for konfrontationer og konflikter i virkeligheden, så tror jeg det er stedet at starte. Du kan ikke ændre på det der er sket og som du af og til laver monologer om inde i hovdet, men du kan forhindre at det tager yderligere til. Jeg vil foreslå dig, at du stille og roligt, starter med de små ting og tager konfrontationen med det samme den opstår. Hvis vi tager eksempelet med din neglefil, så i det du oplever den er væk, og du bliver irriteret, så tag din telefon, hvis din søster ikke er hjemme, og send en sms med din irritation og hvis hun er hjemme så kald på hende, eller gå ind til hende med det samme og fortæl hende hvad du er irriteret over og hvorfor. Start med det du kan overskue. Hvis der opstår noget med en veninde, en ven, en kæreste så tag det med det samme. Det kan måske føles grænseoverskridende i starten og underligt, men jeg tror at det er den vej du skal for at komme til at opleve den her intuitive væren og umiddelbare forståelse af dig selv. Uden alt planlægningen og den opbyggende metode til samtale der ligger i de monologer du føre i hovedet som også kan være med til at overanalysere hele situationen.

Til slut vil jeg sige, at jeg virkelig vil rose dig for at være rigtig god til at formulere dine tanker på skrift, jeg fornemmer at du får det frem du gerne vil med dit brev og det er en stor styrke du har. En styrke du jo kan bruge i forhold til det med konfrontationerne. Hvis du synes det er svært at tage dem ansigt til ansigt i starten, så kan du starte med at gøre det på sms eller mail og deri udnytte den evne du har til at beskrive det du føler på skrift. Så får du også sagt det du vil, uden at blive afbrudt i det. 

Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg vil ønske dig alt godt og pøj pøj med at få mindsket de monologer, så du kan komme tætter på oplevelsen af at være tilstede i nuet.

Vh Line