Søde, kære og vidunderlige dig!

Livet er et spil, døden er målet, men selvmord er snyd!

Du må forstå at livet altid vil give dig modstand, men husk på alle de prøvelser som livet vil give dig er en udfordring IKKE en forhindring!

Jeg er blevet mobbet, jeg er blevet overfaldet, jeg er næsten blevet drabt. Kun fordi jeg turde sige min mening og holde fast i hvem jeg var og hvad jeg troede på. Det ødelagde mig, det mærkede mig for livet. Men det har også gjort mig til de jeg er i dag. Jeg var den tyndeste pige, med det sorte make up om øjnene, som alle troede var cutter. Bare fordi jeg lignede en "unormal" person. Jeg bedte dem definere ordet "normal" og "unormal". Det kunne de ikke. Jeg definerer ordet at være normal som at være "gennemsnitlig". Ingen er normale, vi er unikke og sære på vores helt egen måde. Min pointe, det faktum at jeg blev mobbet og trådt på og næsten drabt. Har gjort mig til den jeg er, folk beskriver mig som den sødeste og mest smilene person de har mødt, og det er meget muligt at jeg er det men det er jeg kun fordi jeg blev mobbet. Jeg kiggede på dem og lærte af deres fejl, jeg sagde til mig selv "Jeg vil aldrig være som dem! Jeg er den eneste der kan ændre på mig selv" Jeg har lært at det du giver er hvad du får. Måske er det en hård fase at komme gennem, men hvis du belsutter dig for ikke at lade deres mening påvirke dig, så gider de ikke mere til sidst. Det at isolere sig fra mobberne er nok noget af det sværeste, fordi de vil opsøge ens opmærksomhed hele tiden. Men du kan hvad du vil, fordi du har hvad der skal til. 

Håber du forstår hvad jeg mener, og du kan bruge det til noget.

Kærligst din skytsengel 

Forbi ønskede sjælen og sjælen den bristede.

Fingerne klamme og kniven den rystede.

Men mørket skræmmer, det æder, fortære, sluger og hvisker om en større ensomhed en den sjælen føler.

Kniven lover mørke og sjælen den skælver, den flygter. For selv om brønden er dyb og livets lænker de klemmer, så higer sjælen efter lyset der hvor brønden ender.

Lyset bliver lyser, år for år og sjælen den sejre og mørket forgår....for mørket er ensomt og ønsker at alle skal være som den, alene i mørket og uden en ven.

Timer bliver til dage og dage til år og sjælen den vokser og heler sine sår.

---------------

Lige meget hvordan du har det nu, så lad mig vise dig et vindue fra en fremtidige dig og give dig lys at hige efter

Jeg havde det som dig....

Ensom..forladt og aldrig god nok.

Tyk, fed, bitter og trådt på....ingen, absolut ingen ville have mig.....ikke eje mig hvis de kunne få mig gratis...end ikke gide at at smide mig ude, for det ville kræve at de vedkendte at jeg eksisterede.

Jeg var alt det de hadede ved dem selv og det er nemmere at hade andre end sig selv....og når nu man alligevel ikke kan lide sig selv, så kan de jo lige så godt hade mig og læsse alt deres angst og selv had over på mig........Jeg var vel det nærmeste man kunne komme på et føleses mæssigt lokum og jeg mente til sidst at de nok havde ret

....jeg måtte være et ækelt menneske....et menneske der ikke havde fortjent at eksistere sammen med dem og resten af verdenen.

men.....fingrene bliver klamme og ryster når knivens kolde klinge røre huden....mit "jeg", den jeg virklig er....den der dybt inde godt ved at det ikke er rigtigt det mørket lover, kæmper....

Jeg manglede ikke mod til at gøre det, jeg manglede mod til at leve.... havde jeg gjort det, havde jeg taget kujonens udvej. Jeg kan se det nu........

Jeg er idag selv mor, har selv et barn, har selv bragt et liv til denne verden.....og det er noget helt særligt. I dag kan jeg se at jeg ikke ønskede at dø.....jeg ønskede ikke at eksister...ikke at være blevet født.....men ikke død.....død er grusomt...være en det der var...ensommer, mørkere...det sluger, fortære....æder....

Min teenage år var slemme, men jeg endte med at skifte skole....gør det for guds skyld....det kan kun blive bedere....snak med dine forældre eller en lære om det....det er det første skridt. Efterhånden fandt jeg ud af at det ikke var mig, men de andre der fortvivlet forsøgte at slippe af med det mørke de bar rundt på...de var lige så fortvivlet og fortabte....men hvem kan se en andens sjæl når der er så meget mørke i mellem dem...

Jeg begyndte at se lyset....var så heldig at der var andre der kunne se min sjæl og sågar en mand der så den og mente at den var så lys at det skulle være hans. Vi endte med at gifte os, få en skøn søn, nogle få venner og et dejligt liv....og når man nu er i stand til at give liv, forstår man bedere hvorfor det er noget ganske unikt og derfor ikke tages så let.

Fra en som ved hvordan det er at føle som dig, så skal du vide en ting. Du vil efterlade nogen....måske en mor, en far, bror, søster eller ven....og det er faktisk det værste ved det hele, for det er dem du dræber...dem du påføre lidelse, dem du ødelægger og giver skyldfølelser.....du rammer kun dem der elsker dig og det er kujonens udvej.....en kujon tænker ikke på andre...kun sig selv...mørket sluger, æder og fortære....det er ikke en vej ud...og når du har oplevet den så tæt på, så ønsk det ikke for andre...specielt dem der står dig nærmest.

Husk....det bliver bedere...men du skal have mod til at gøre noget ved det.....mod til at leve og mod til ikke at tage kujonens udvej.