Hvorfor er så mange mennesker tydeligvis fuldstændig ligeglade med alle andre end sig selv? Det gælder også i høj grad mine nærmeste. Jeg er nærmest den eneste der tager initiativ i familien, både bare ift. at skrive en besked og spørge hvordan det går, men også til at mødes og være sammen. "Sjovt nok" er jeg den eneste der lider af svære psykiske problemer, men det er alligevel altid mig, der skal være den der er der for andre. Min søster aner ikke engang hvad jeg laver til daglig eller hvor jeg bor. Vi plejede at være virkelig tætte, men hun er fuldstændig ligeglad med mig nu. Jeg har prøvet at tage emnet op et par gange i familien, men de nægter alle at se indad og overveje om der måske kan være noget om det. De går i selvforsvar og mener så at det er mig der "kræver" for meget af dem. Jeg kræver dog slet ingenting, jeg ville nok bare ønske at man var lidt mere værd for hinanden. Man skulle nogle gange tro at der er puttet et eller andet i drikkevandet som gør folk helt følelseskolde, ligeglade og selvoptagede. Nu har jeg så lige fået konstateret en autoimmun sygdom som svækker mig meget, så jeg er syg hele tiden, men ingen spørger nogensinde hvordan jeg har det, udover min mor, som dog er den eneste i verden der lader til at forstå mig og faktisk også har udtrykt at hun har det på samme måde ift. sine andre børn (har 3 storesøskende). Jeg er fx den eneste der besøger vores mor og omvendt. Vores mor har også forsøgt at snakke med dem, men kan heller ikke trænge ind, da de benægter alt. Hvad er det der gør at voksne bliver så egoistiske?