Kære Ann-Sophia.

Jeg er ked af at høre, at du har det skidt, og at du ikke føler, at du magter mere. Jeg kan virkelig godt forstå, at du er træt af det hele, og at det er hårdt både fysisk og psykisk at skulle have det sådan her. Jeg tænker alligevel, at det lyder rigtig godt, at du får noget hjælp, og at du har fortalt dine nærmeste, at du har det svært, også selvom de måske ikke kender til det fulde omfang. Det kan være enormt svært at række hånden ud efter hjælp, så at du har været i stand til det, det, tænker jeg, er et tegn på stor styrke.

Som du selv skriver, så kan det tage noget tid for antidepressiv medicin at virke, og jeg kan godt forstå, at den tanke kan være rigtig svær at holde ud. Jeg tænker lidt på, om det er ved læge eller psykiater, at du har fået ordineret din antidepressive medicin, og om de ved, at du har selvmordstanker og begyndende planer? Jeg forstår godt, at det kan være svært at sige de her ting højt til andre, men det er til gengæld rigtig vigtigt i forhold til hvilken hjælp, du måske har brug for.

Det kan også være, at det kunne være en god idé at kigge forbi psykiatrisk skadestue, hvor de kan vurdere, om en indlæggelse kunne være vejen frem? Det kan godt lyde lidt voldsomt, det ved jeg, men det lyder til, at noget af det som også er svært for dig lige nu, det er, at du føler, at det eneste du kan gøre, det er at vente på, at medicinen virker. Samtidig lever du et liv, hvor du dagligt skal bruge ressourcer på at arbejde og på at være sammen med mennesker og skulle lade som om, at det går fint med dig. Det lyder rigtig hårdt, så måske det kunne være godt med en pause, hvor du udelukkende skal fokusere på dig selv og på at få det bedre. For du kan få det bedre. Jeg hører dig sige, at du ikke tror på, at det vil ændre sig, og at du har mistet alt håb, men der er håb, og det kan og vil blive bedre.

Du skriver, at du sagt og tænkt nogle tanker, som du ikke kan tilgive. Du skriver også, at du ikke kan gøre for, at du tænker så meget på selvmord, hvilket for mig lyder som om, at du måske føler, at du skal forsvare, at du har det, som du har det? Det er ikke sikkert, at det er rigtigt, men jeg fornemmer alligevel, at du på en måde er vred på dig selv, eller måske føler en form for skyldfølelse over, at du har det, som du har det. Jeg kan godt forstå, hvorfor skyldfølelse kan opstå, når man har det dårligt, men det er vigtigt at huske på, at du har helt ret, når du siger, at du ikke kan gøre for det. Det er ikke et aktivt valg, du har taget, at du vil vågne op og have det skidt, så du må ikke bebrejde dig selv for den situation, du står i, for det er ikke din skyld. Det er bare sådan tingene er lige nu, og det er ikke fair. Det er frustrerende, det er hårdt, det er svært – men det varer ikke for evigt.

Men ventetiden kan virke umulig at komme igennem, det ved jeg godt. Lige nu lyder det til, at du tyer til at cutte, og at det er din måde, at håndtere de svære følelser på, og selvom jeg godt forstår, at det giver en form for lettelse i situationen, så tænker jeg også, at det lyder til, at det samtidig er noget, som også kan være med til at forstærke den her vrede mod dig selv, som det for mig lyder til at du bærer rundt på. Derfor tænker jeg om, det kunne være en god idé at have nogle andre værktøjer, du kan gribe til, når du står i en situation og føler, at det hele er alt for meget?

Det lyder for eksempel til, at din familie betyder utrolig meget for dig, og jeg tænker på, om det kunne være en lettelse, hvis de faktisk kendte hele sandheden? Sådan at når det hele føles ekstra tungt, så er der nogen, som du kan ringe til eller være sammen med? Det behøver ikke at være time op og time ned med snak, om det som er svært, hvis du ikke kan overskue det i situationen. Nogle gange kan bare det, at der er nogen, være nok. Mange synes, at det er svært at skulle fortælle sin familie, at man har det skidt, for man vil ikke skræmme dem eller gøre dem kede af det. Det giver også rigtig god mening, men jeg tænker, at selvom det måske er hårdt at høre, så tror jeg, at det vil betyde meget for dem, hvis du tillader dem at hjælpe dig og at være en del af det, du gennemgår. For jeg er sikker på, at der ikke er noget, de hellere vil end at hjælpe dig ud på den anden side.

Nogle gange kan det dog også være svært at forholde sig til folk, som kender en, når man har det skidt, og det er også helt okay. Hvis det nogle gange er sådan for dig, så tænker jeg på, om det kunne være en idé at kigge forbi vores 1-1 chat og få en snak med en rådgiver? Det kan være løsningsorienteret, hvis det er det du ønsker, men det kan også være en mulighed for bare at fortælle nogen, hvordan det føles indeni. Alternativt findes der også Livslinjen, som har lidt anderledes åbningstider end os, hvor man også både kan ringe, skrive og chatte.

Så kære, kære Ann-Sophia for at runde et lidt langt brev af, så håber jeg, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har mod på at prøve nogle af tingene af. Jeg forstår godt, at du er træt, ked af det og frustreret, men der er en vej, og der er hjælp at hente. Jeg tror på dig, og jeg sender dig uendelige mængder varme, positivitet og kærlighed.

De bedste hilsner

Amanda