Hej alle (:
Jeg er glad for at jeg fandt dette forum, for jeg ved ikke længere hvor jeg skal gøre af mig selv og mine tanker.
Så ,tja, for at starte med begyndelsen:
Jeg har altid været en ”én nær ven” person, og jeg fungerer ikke særlig godt i grupper. Fra tredje til sjette klasse havde jeg en sådan nær ven, og de venner jeg havde før hende havde jeg (fortryder jeg) skubbet væk. Omkring sjette begyndte jeg at blive en meget sensitiv person, og jeg græd en masse uden nogen særlig grund. Samtidig begyndte mig og min veninde at skiltes, og pludselig var jeg helt alene.
Jeg var nu endnu mere ked af det, og måtte se i øjnene at jeg var alene – og ensom. En ond cirkel var begyndt.
Efter syvende tog jeg på efterskole fordi jeg ikke kunne klare det længere. Jeg har altid været stille og efter sjette følte jeg mig meget akavet og forkert når jeg var sammen med andre, og jeg har rigtig svært ved at åbne mig for andre. Derfor gik jeg ikke bare ud og skabte nye venskaber med de andre på efterskolen. Jeg følte også at de fleste mennesker var alt for anderledes i forhold til mig – enten for over- eller – underlegne. Men jeg fik dog en ny, god og sød veninde. Desværre var hun tit syg eller lign. og da der ikke var meget at lave på efterskolen, sad jeg tit alene. Det medførte at jeg græd næsten hver dag. Jeg var ked af det, men da min veninde spurgte hvorfor, kunne jeg ikke fortælle hende at jeg følte mig alene og ensom (hvordan forklarer man det?).  Til sidst kunne mine forældre ikke klare det længere, så vi besluttede at jeg skulle tilbage til en normal skole.
Jeg kom i en ny klasse i slutningen af ottende, hvor jeg igen fandt én jeg kunne gå sammen med. Vi havde nogenlunde de samme interesser. Vi blev dog aldrig helt tætte, selvom jeg for første gang fik fortalt en anden min baggrund – og hun fortalte sin (vi har stadig lidt kontakt, da vi går på samme gymnasium). Jeg begyndte at tænke, at jeg aldrig ville fungere til hele dét at være social. Så jeg fandt det logisk at isolere mig selv, og kun have en smule kontakt til min ene veninde. Jeg tror dét med at isolere sig var en måde at beskytte mig selv på, fordi jeg vidste at jeg ikke kunne leve op til mine egne forhåbninger om at have gode venner, som jeg havde engang.
Men min isolation og lukkethed (tror jeg) blev opfattet som en form for snobbethed og arrogance. For første gang var jeg utryg i en klasse, selvom der ikke blev sagt eller gjort noget direkte mod mig. Det medførte at jeg aldrig sagde noget i timerne, fordi jeg ikke turde. Det var så lærerne der vendte sig mod mig, og besluttede at jeg – trods gode karakterer – ikke kunne komme på gymnasiet, så jeg skulle til optagelsesprøve. Det var som et spark i maven mens jeg lå ned…
Men jeg kom på gymnasiet. Og jeg startede i en helt ny klasse, mens jeg tænkte at 3. gang skulle være lykkens gang – nu måtte jeg tage mig sammen og starte på en helt frisk!
Siden sommerferien har der været op og – nedture i mit humør, med (som sket før) perioder hvor jeg er meget trist. Min klasse er helt ok, men efter juleferien er den gået helt gal. Jeg er kommet i en periode hvor jeg er helt nede. Jeg har måtte se i øjnene at illusionen om at jeg kunne gøre det anderledes – holde op med at isolere mig og kun holde mig til en person – er brast. Jeg tror faktisk ikke det er muligt for mig at lave om på mig selv. I vinterferien begyndte jeg at cutte. Jeg har prøvet at starte før, men fandt først nu noget der var skarpt nok. Jeg startede mest for at kunne bevise mig selv og andre, at det ikke bare var noget inde i mit hoved. Jeg vil gerne have hjælp, men jeg ville aldrig turde sige til mine forældre at jeg cutter! Efter problemerne i niende mente mine lærer at jeg skulle have professionel hjælp, men mine forældre gjorde aldrig noget ved det og jeg var for bange til at genoptage emnet. Jeg er igen hele tiden ked af det og ved ikke hvor jeg skal gøre af mine tanker og følelser. Min selvtillid har altid været lav, og mit selvværd er så godt som nul nu – jeg føler ikke at jeg er noget værd, og (det her lyder selvmedlidende) jeg bliver aldrig bekræftet af andet.
Oven i det, er mine forældre begyndt at skændtes meget, og jeg er ret sikker på at de er på kanten af en skilsmisse. Min søster har sine egne problemer med sin uddannelse og kæreste der lige er gået fra hende – så jeg synes heller ikke det er helt fair over for mine forældre at kommer med flere problemer. Udover, at de ikke helt tager mine problemer så seriøse som jeg føler dem, og jeg føler mig ofte glemt eller tilsidesat.
Jeg er begyndt ikke at have lyst til at leve længere. Jeg tror ikke jeg ville have modet til at tage livet af mig selv (ved heller ikke hvordan jeg skulle gøre det), men jeg har ikke styrke til at leve længere. Jeg fejler gang på gang! En person der ikke fungere socialt bliver aldrig til noget og jeg havde – engang – bare så store forventninger og forhåbninger til livet… men jeg har bare ikke flere kræfter tilbage.
Jeg er begyndt at synke ind i mig selv og isolere mig igen pga. frygt som er født af mange ting, men som jeg ikke helt kan forklare. Men det ville bare være at forsætte i den onde cirkel! Jeg har overvejet at fortælle nogle af dem jeg går sammen med at jeg cutter – men det er jo ikke deres byrde, og hvad skulle de kunne gøre ved det?
Så ja, det her er et utroligt langt indlæg (sorry!) men jeg havde brug for at sige de her ting…
og jeg har brug for hjælp ):

Mvh

~S