Kan ikke mere - hvad skal jeg gøre?
forumspørgsmål
Kan ikke mere - hvad skal jeg gøre?
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Hej alle. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal skrive det her indlæg, for det er bare en bunke hjerne-ævl, som jeg ikke kan klare være alene med et sekund længere. Synes ikke rigtig, at det hører hjemme i debatten, men jeg vil meget gerne, hvis I vil og kan give mig jeres meninger og tanker omkring det, for er kørt helt fast i mit eget hoved. Håber I vil hjælpe.
Jeg er jo i behandling for social-fobi, og jeg har også følt, at der skete noget med min angst, men der er så meget andet, der er træls, end kun den, at jeg ikke har været særlig optimistisk.
I dag var jeg ved min sidste time hos min fantastiske psykolog, for hun har fået nyt arbejde og synes, at min angst kun er toppen af isbjerget hos mig, så jeg skal fremover have nogle støttesamtaler hos en sygeplejerske, indtil jeg kan komme i en terapigruppe. Det er det behandlingstilbud, de alle tror, er bedst for mig, og det er som sådan egentligt også meget godt.
Jeg gik hjem uden at have orden i mine følelser og kunne ikke andet end at falde om på sengen og lade søvnen slæbe mig under. Min underbevisthed havde så fat i en hel masse, og jeg drømte, at de piger, jeg bor med på mit opholdssted, drak det sidste af mit vand, og selvom jeg var helt tør i munden og langsomt mistede følelsen af min krop og virkeligheden, gjorde jeg ikke noget ved det.
Så gik jeg hen mod vores hoveddør, men der stod nogen, som jeg ikke havde set, og da jeg ville bremse, for ikke at gå ind i dem, knækkede mine knæ sammen og min forbindelse til min krop og resten af verden blev helt mudret til. Jeg var fanget inde i mit forfærdelige indre, hvor alt gør ondt, og jeg ikke kan trække vejret. Jeg prøvede så at folde mig sammen i fosterstilling, men pædagogerne ville ikke lade mig. De ville have mig indenfor og sagde hele tiden, at jeg skulle tage mig sammen. Det endte med at jeg lå på køkkengulvet, dybt begravet i mig selv, og prøvede at tvinge ord over mine løber, for jeg var så tørstig, men kunne ikke sige dem tydeligt nok til, at pædagogerne hørte det. De stod bare og snakkede, som om jeg ikke var der og havde ikke rigtig opdaget, at jeg var ved at brænde op af tørst samtidig med, at jeg druknede i mig selv for øjnene af dem.
Da jeg vågnede var jeg selvfølgelig bange, for det med at miste forbindelsen til verden og blive hevet så dybt derind, hvor alt er forfærdeligt, er noget, der er sket meget for mig på det seneste. Jeg begybdte selvfølgelig at tolke på min drøm, og det, jeg har redet ud af den og mine følelser i det hele taget er, at jeg ikke kan mere. Jeg har kæmpet mig igennem det sidste stykke tid ved at tænke, at jeg om max en halv uge skulle op til min psykolog igen, og at hun ville hjælpe mig. Men nu er hun der ikke længere!
Hvordan overlever jeg mig selv? Hvordan kommer jeg igennem til at terapigruppen starter, og jeg føler, at jeg igen gør noget for at få det bedre? Jeg kan ikke snakke ordentligt med hende sygeplejersken, for er bange for, at hun ikke tager mig alvorligt, og så låser jeg bare og smiler og kommer til at sige at alt er fint. Og det er det ikke!
Jeg tror måske gerne, at jeg vil indlægges igen, for jeg er så bange for at være alene med mig selv, men tror ikke, at jeg begår selvmord i denne her uge, så jeg kan jo ikke blive indlagt på det baggrund. Jeg ved det bare ikke. Jeg kan ikke holde ud at holde mig selv oppe længere. Jeg er bare ikke stærk nok. Jeg kan ikke blive ved med at kramme mig selv om aftenen, når rystelserne tager over og alt gør ondt, for det jeg helst vil er at bløde livet ud.
Noget andet jeg måske også tror kunne hjælpe lige nu er, hvis jeg fik noget, jeg kunne tage, når alt er så skidt, og jeg er så langt inde i mit hoved, at jeg ikke kan se noget virkeligt længere. Noget medicin, der bare fik mig til at sove i 12 timer, så jeg kunne vågne i live på den anden side. Men ville have brug for det næsten hver dag. Og min dumme krop tager ikke imod sovemedicin eller beroligende ordentligt, så de virker ikke ordentligt på mig.
Og jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme igennem noget som helst længere. Tør næsten ikke at gå i bad, fordi at barberbladene ligger derude, og når jeg så endeligt står under bruseren, slukker jeg lyset og skynder mig så meget jeg kan, så jeg ikke ser de hvide fliser, der bare får mine håndled til at klø efter at blive åbnet. Jeg er bange for mig selv, men på den anden side, har jeg også lyst til, bare at lade det køre ud af kontrol, så jeg ender alt denne her smerte, for jeg kan ikke mere.
Har prøvet at ringe til livslinien, men så snart jeg lagde på, begyndte det forfra igen. Det er derfor at jeg synes, at enten medicin eller indlæggelse lyder rigtig, fordi at så er jeg enten ikke vågen, eller så er der nogen til at forankre mig i virkeligheden. Jeg kan virkelig bare ikke mere af det her!
Men nu har jeg skrevet helt vildt meget af det, der kører rundt og rundt, og det hjælper at dele det med andre. Jeg føler mig helt og aldeles undværlig og gennemsigtig lige nu, og ja, som sagt mange gange, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.
Tak, for jeres tid, hvis I er kommet helt hertil og har læst den bunke rod, jeg fik skrevet. Håber I vil skrive, hvad I tænker om det. Eller bare srive hej... Det har jeg vist brug for lige nu.
Relateret indhold
føler mig konstant nedtrykt
hej, jeg er en ung pige på 21 år, som lige har mistet min kæreste, og dermed mistet meget af mig selv.. vi gik fra hinanden meget pludseligt, og nu er han rigtig ond mod mig.. har mistet min lyst til mad, og min gode energi.. føler mig konstant nedtrykt og fangede mig selv i at sidde og overveje...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Tom indeni.
Så. Hej. Øm.
Det her er pisse svært at tale om, så jeg ved ikke lige hvordan jeg skal starte ud.
Jeg er tom indeni. Virkelig. Jeg er tom.
Jeg ved ikke hvorfor jeg er trist. Jeg er bare trist, død ødelagt.
Hylster uden liv. Det er det, jeg er.
Jeg kan...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hejsa! :)
Jeg kender det godt... eller, egentlig kender jeg ikke så meget til social-fobi, men jeg kender til det, at brænde op indeni... nogle gange kan jeg ikke mere, og det at låse sig selv inde, hjælper ikke... hvis bare livet var som en film. Hvis bare min mor kunne mærke når jeg brød sammen indeni... men jeg holder det for mig selv, prøver at sætte min perfekte facade op, som jeg ved hun egentlig er ligeglad med.
Nu gjorde jeg det igen, fik det hele til at handle om mig, men det gør det ikke! Det handler om dig! Og det hjælper ikke at skrive, at du er smuk og sød og dejlig.
Til det med medicinen, jeg tror bare, du skal have én at betro dig til... en der vil forstå dig, en som du kan fortælle ALT til... jeg har arbejdet meget hårdt på at finde sådan én, men hver gang det sker, vender de mig ryggen. Nogle ting har jeg bare ikke lyst til at fortælle andre. Så jeg skriver det. I mine dokumenter har jeg en "blog". Det er kun mig, der kender til den, men det er et tilflugtssted. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde en veninde i stedet. En der forstod mig.
Men ingen forstår, hvordan jeg har det. Ingen forstår, hvorfor jeg har det sådan.
Er det sådan du har det?
For jeg ville forstå, eller, du kunne få mig til at forstå...
Vil du ikke nok få mig til at forstå?
Hvor er det dejligt, at du tog dig tid til at svare! Og jeg vil meget gerne have, at det handler lidt om dig også - er pænt træt af mig selv og mit eget liv, så dit er mere end velkomment!
Jeg tror godt, du forstår, hvad jeg mener. Den psykolog, som jeg har snakket med, er den eneste jeg nogensinde har kunnet snakke sådan rigtig med. Hun forstod alt, hvad jeg mente, selvom det, jeg sagde, var noget sludder. Det ville være så fantastisk, hvis jeg havde én i mit liv, der kunne det på samme måde...
Jeg har faktisk også en dagbog, som jeg bruger ligesom din blog, men har ikke skrevet så meget i den på det sidste, for det der med at miste forbindelsen til virkeligheden er bare for skræmmende, og det føles lidt, som om jeg bare forsvinder længere væk fra verdenen, hvis jeg skriver om mig selv og til mig selv - jeg vil ligesom bare rigtig gerne have flere ind i min verden, end kun mig. Forstår du, hvad jeg mener?
Et råd, som jeg selv tit giver andre, er at vise det indlæg, de har skrevet herinde til forældrene eller lægen eller hvem, det nu måtte være, så jeg har tænkt lidt på at vise det til hende, sygeplejersken, men ved ikke helt, om hun kommer til at blive træt af mig, hvis jeg gør det? Eller om jeg overhovedet tør...
Men igen - tak fordi du svarede, og fordi du prøver at forstå!
Søde Zebra, hvor er jeg ked af at høre at det ikke går godt for tiden. Jeg tror godt at jeg forstår det du mener med at miste forbindelsen til omverdenen. Du vil jo bare gerne have hjælp, men er bange for at folk ikke kan forstå dig, og ikke kan hjælpe dig?
Er glad for at du er så stærk, at du ligger alle dine tanker og følelser ud. Det er også rigtig stærkt af dig, at du overvejer om du vil indlægges igen!
Alene tanken om selvmord, burde være grund nok til at blive indlagt - Man kan aldrig vide hvornår det er "tid", men det er ingen grund til ikke at få hjælp :(
Jeg håber sådan at du får sagt det til sygeplejersken, hun er trods alt lidt bedre til at hjælpe, end mig. Men i det hele taget synes jeg at det er et rigtig fint "brev" - Det er jo bare dine tanker og følelser, og dem er der ikke noget galt med.
Jeg tror godt hun ville kunne forstå alt det med, at du er bange for dig selv (og derfor hvorfor du vil/bør indlægges), og du har jo også pænt skrevet at du er bange for at hun ikke vil tage dig seriøst - måske er hun mere åben hvis hun hører hvad du tænker om hende?
- Ja, ved ikke lige hvor meget hjælp der var at hente her, men jeg håber du alligevel kæmper imod det onde og tvinger dig selv op igen.
Du er en stærk pige!
Knus herfra<3
Hej skønna Christina! Tak fordi du svarede! Fik et smil på læben, da jeg læste det igennem for tredje gang, så du har altså hjulpet meget!
Jeg tror, at du har ret i, at det jo bare er mine tanker og følelser, så hun kan ikke rigtig blive sur eller sådan noget, hvis jeg viser hende det. Håber, jeg tør!
Men tak til jer begget, fordi I tog jer tid til lige at sende et "du er ikke alene!". Det er meget værdsat.
Knus fra Zebra
Hej Zebra!
Jeg forstår dig godt... Altså på en måde.. Når man bare har lyst til at skrige, og at folk skal forstå hvordan man har det! Men uanset hvor meget man skriger, er der ikke nogle som forstår en..
Jeg synes virkelig du burde sætte dig ned, og skrive alle dine tanker ned. Skriv om dine tanker og følelser omkring selvmord, men også dine tanker omkring alt andet. Også ting som samfundet og forelskelse. Du skriver virkelig godt, og jeg tror det måske ville hjælpe dig at skrive det hele ned.. Jeg er ihvertfald sikke på, at det vil hjælpe andre, hvis du en dag vælger at udgive det, for så ved de som læser det, at de ikke er alene. Og det hjælper virkelig at vide, at der findes nogen, et eller andet sted i verden, som bare ved hvordan det er at være dem..
Jeg håber virkelig at du får det bedre!
Knus fra Ida
Hej Zebra
Jeg fik sådan en lyst til at skrive til dig, men hvad kan jeg dog sige der kan hjælpe.
Jeg har ikke angst eller fobier og jeg tror heller ikke jeg helt forstår de følelser de sætter i gang hos de mennesker der har dem.... Men så igen, der forstår de ramte mennesker jo ofte heller ikke...
Jeg kan måske ikke forstå dine følelser, men jeg ved at jeg kan acceptere dem og den måde du har det på.
Jeg ved også at det er en utrolig hård kamp du kæmper. Der er mange demoner og de kommer på de mest ubelejlige tidspunkter.
Derfor ved jeg også at du er stærk. Der er ingen mennesker der kan have det som dig, der ikke er stærke, netop fordi man skal kæmpe så meget. Og selvfølgelig bliver man træt, træt, træt af at skulle kæmpe så meget. Det ville alle blive, hvis de havde de samme kampe.
For Guds skyld, bliv ved med at kæmpe. En dag vil undre dig over at du ikke har kæmpet ret meget den dag, den uge, den måned. At der så er alt muligt andet du kommer til at kæmpe med er så noget andet. Men sådan er livet. En kamp med små og store desserter gemt til pauserne.
Du skal nok få en dessert på et tidspunkt..... (En stor en, for det er en stor kamp:-)
Det lyder som en rigtig god ide at vise sygeplejersken dit brev og dine tanker. Måske forstår hun ikke, men hun kan helt sikkert acceptere og når hun acceptere er hun i en meget bedre position til at hjælpe.
Jeg kom til at tænke på din dagbog. Bare det var mig der kunne tage mig sammen til at skrive dagligt eller bare regelmæssigt... Men det er ikke min styrke. Jeg kan kun lave korte pip som dette og så holde 2 måneders pause..... Se det er jo ikke en DAGbog....
Nå, men, jeg tænkte at du i kanten af dagbogen kunne tegne en fave. Faven skal være sort hvis man er helt i kulkælderen, brun, hvis man er ret ked, blå, hvis man er neutral, grøn, så har man fået en lille dessert, gul, en mellem og rød en dejlig stor dessert.
Som tiden går og man farver sin bog, vil man kunne bladre hurtigt igennem bogen og se hvor man kommer fra og måske se at der altid kommer noget bedre efter der rigtigt dårlige.... Og nogle gange omvendt... Sådan må det være.
Hvis man skriver på computer kan man skrive med forskellig farve tekst.
Det er også en god måde at huske på at det man skriver i dagbogen er et billede på hvordan man HAVDE det og ikke hvordan man HAR det.
Nå, nok lommefilosofi fra mig. Det er jo længe siden du skrev dit indlæg og der er sikkert sket meget siden da. Jeg håber du har fået det bedre.
Sune
Tilføj kommentar