Hejsa! :)

Jeg kender det godt... eller, egentlig kender jeg ikke så meget  til social-fobi, men jeg kender til det, at brænde op indeni... nogle gange kan jeg ikke mere, og det at låse sig selv inde, hjælper ikke... hvis bare livet var som en film. Hvis bare min mor kunne mærke når jeg brød sammen indeni... men jeg holder det for mig selv, prøver at sætte min perfekte facade op, som jeg ved hun egentlig er ligeglad med.
Nu gjorde jeg det igen, fik det hele til at handle om mig, men det gør det ikke! Det handler om dig! Og det hjælper ikke at skrive, at du er smuk og sød og dejlig.
Til det med medicinen, jeg tror bare, du skal have én at betro dig til... en der vil forstå dig, en som du kan fortælle ALT til... jeg har arbejdet meget hårdt på at finde sådan én, men hver gang det sker, vender de mig ryggen. Nogle ting har jeg bare ikke lyst til at fortælle andre. Så jeg skriver det. I mine dokumenter har jeg en "blog". Det er kun mig, der kender til den, men det er et tilflugtssted. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde en veninde i stedet. En der forstod mig.
Men ingen forstår, hvordan jeg har det. Ingen forstår, hvorfor jeg har det sådan.
Er det sådan du har det?
For jeg ville forstå, eller, du kunne få mig til at forstå...
Vil du ikke nok få mig til at forstå?
 

Søde Zebra, hvor er jeg ked af at høre at det ikke går godt for tiden. Jeg tror godt at jeg forstår det du mener med at miste forbindelsen til omverdenen. Du vil jo bare gerne have hjælp, men er bange for at folk ikke kan forstå dig, og ikke kan hjælpe dig?
 

Er glad for at du er så stærk, at du ligger alle dine tanker og følelser ud. Det er også rigtig stærkt af dig, at du overvejer om du vil indlægges igen!
Alene tanken om selvmord, burde være grund nok til at blive indlagt - Man kan aldrig vide hvornår det er "tid", men det er ingen grund til ikke at få hjælp :(

Jeg håber sådan at du får sagt det til sygeplejersken, hun er trods alt lidt bedre til at hjælpe, end mig. Men i det hele taget synes jeg at det er et rigtig fint "brev" - Det er jo bare dine tanker og følelser, og dem er der ikke noget galt med.
Jeg tror godt hun ville kunne forstå alt det med, at du er bange for dig selv (og derfor hvorfor du vil/bør indlægges), og du har jo også pænt skrevet at du er bange for at hun ikke vil tage dig seriøst - måske er hun mere åben hvis hun hører hvad du tænker om hende?

- Ja, ved ikke lige hvor meget hjælp der var at hente her, men jeg håber du alligevel kæmper imod det onde og tvinger dig selv op igen.
Du er en stærk pige!
Knus herfra<3

Hej Zebra!

Jeg forstår dig godt... Altså på en måde.. Når man bare har lyst til at skrige, og at folk skal forstå hvordan man har det! Men uanset hvor meget man skriger, er der ikke nogle som forstår en..

Jeg synes virkelig du burde sætte dig ned, og skrive alle dine tanker ned. Skriv om dine tanker og følelser omkring selvmord, men også dine tanker omkring alt andet. Også ting som samfundet og forelskelse. Du skriver virkelig godt, og jeg tror det måske ville hjælpe dig at skrive det hele ned.. Jeg er ihvertfald sikke på, at det vil hjælpe andre, hvis du en dag vælger at udgive det, for så ved de som læser det, at de ikke er alene. Og det hjælper virkelig at vide, at der findes nogen, et eller andet sted i verden, som bare ved hvordan det er at være dem..

Jeg håber virkelig at du får det bedre!

Knus fra Ida

  Hej Zebra

 Jeg fik sådan en lyst til at skrive til dig, men hvad kan jeg dog sige der kan hjælpe. 

Jeg har ikke angst eller fobier og jeg tror heller ikke jeg helt forstår de følelser de sætter  i gang hos de mennesker der har dem.... Men så igen, der forstår de ramte mennesker jo ofte heller ikke...

Jeg kan måske ikke forstå dine følelser, men jeg ved at jeg kan acceptere dem og den måde du har det på.

Jeg ved også at det er en utrolig hård kamp du kæmper. Der er mange demoner og de kommer på de mest ubelejlige tidspunkter. 

Derfor ved jeg også at du er stærk. Der er ingen mennesker der kan have det som dig, der ikke er stærke, netop fordi man skal kæmpe så meget. Og selvfølgelig bliver man træt, træt, træt af at skulle kæmpe så meget. Det ville alle blive, hvis de havde de samme kampe.

For Guds skyld, bliv ved med at kæmpe.  En dag vil undre dig over at du ikke har kæmpet ret meget den dag, den uge, den måned. At der så er alt muligt andet du kommer til at kæmpe med er så noget andet. Men sådan er livet. En kamp med små og store desserter gemt til pauserne.

Du skal nok få en dessert på et tidspunkt..... (En stor en, for det er en stor kamp:-)

Det lyder som en rigtig god ide at vise sygeplejersken dit brev og dine tanker. Måske forstår hun ikke, men hun kan helt sikkert acceptere og når hun acceptere er hun i en meget bedre position til at hjælpe. 

Jeg kom til at tænke på din dagbog. Bare det var mig der kunne tage mig sammen til at skrive dagligt eller bare regelmæssigt... Men det er ikke min styrke. Jeg kan kun lave korte pip som dette og så holde 2 måneders pause..... Se det er jo ikke en DAGbog....

Nå, men, jeg tænkte at du i kanten af dagbogen kunne tegne en fave. Faven skal være sort hvis man er helt i kulkælderen, brun, hvis man er ret ked, blå, hvis man er neutral, grøn, så har man fået en lille dessert, gul, en mellem og rød en dejlig stor dessert. 

Som tiden går og man farver sin bog, vil man kunne bladre hurtigt igennem bogen og se hvor man kommer fra og måske se at der altid kommer noget bedre efter der rigtigt dårlige.... Og nogle gange omvendt... Sådan må det være.

Hvis man skriver på computer kan man skrive med forskellig farve tekst. 

Det er også en god måde at huske på at det man skriver i dagbogen er et billede på hvordan man HAVDE det og ikke hvordan man HAR det. 

Nå, nok lommefilosofi fra mig. Det er jo længe siden du skrev dit indlæg og der er sikkert sket meget siden da. Jeg håber du har fået det bedre. 

Sune