Det er i dag 368 dage siden jeg skar i mig selv. Det var slet ikke planlagt at jeg skulle stoppe på det tidpunkt. Jeg havde været cutter/selvskadende i ca 5 år, og jeg synes selv at jeg havde styr på det. >>Jeg gør det jo bare for at få det bedre, så jeg bliver et gladere/bedre menneske at være sammen med<< Det var sådan jeg tænkte. Ingen vidste det - INGEN, og jeg havde det okay med gøre skade, fordi jeg mente at smerten i hovedet kun ville gøre mere skade end de fysiske. Jeg mente ´med andre ord at jeg havde fuldstændig styr på det. For 368 dage siden var jeg nede i et sort hul.

Jeg tog et barberblad og lavede en ridse (troede jeg) og der kom ikke noget blod (det er blodet der løber der fik mig til at slappe af). Da der ikke var blod, lavede jeg en ny ridse - lidt dybere- men der kom heller ikke noget blod. Jeg blev ved med at skære dybere og dybere ridser, og da jeg tilsidst synes at der var nok ridser (dog uden noget rigtig blod) ville jeg lægge barberbladet på plads.
Da jeg begyndte at gå opdagede jeg pludselig den varme fornemmelse af blod - MEGET blod. Jeg måtte stoppe blødningerne ved at presse på det. Imens jeg gjorde det, fik jeg ingen god følelse af blodet - kun panik. Da blodet var stoppet sad jeg og så på de kraftige røde ridser og der opdagede jeg at jeg ikke havde styr på det og at det måtte stoppe! Dagen efter fortalte jeg min bedste veninde det og aftalte at hvis jeg ville gøre det igen skulle jeg ringe til hende. Vi har ikke snakket om det siden. Men i løbet af året har jeg haft episoder hvor jeg har følt det har været nødvendigt - hvor jeg ikke har villet ringe til min veninde - men heller ikke ville skuffe hende, så derfor ikke har gjort det. Jeg har stadig lyst til det, men om ikke andet så har jeg ikke skåret i mig selv i over et år - og det er vel en start?

Føler med jer andre der også prøver at stoppe - det skal nok lykkes :) Hilsen Pigen PP