Spiseforstyrelse

brevkassespørgsmål

Spiseforstyrelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Jeg bliver frustreret, når jeg læser de utallige blogs, diverse fakta osv. angående bulimi. Det går mere og mere op for mig, at jeg lider af denne forfærdelige sygdom. Det har taget mig flere år for at indse det. Jeg har altid tænkt: ”Jeg har styr på det her. Det er okay, som det er”. At jeg gang på gang overspiser og efter et måltid går ud på toilettet. Hvis det er en større middag kan jeg finde på under middagen at gå ud forbi toilettet, føler tilfredsstillelse, og fortsætter derefter min overspisning. Jeg føler en trang til maden, har brug for den, kan ikke stoppe, bliver ved og ved. Det er klart værst ved aftenmåltiderne. Det er det, der er mest mad at fortære. Mine morgenmåltider er ikke noget problem, der har jeg altid en begrænset portion, hvilket ikke fører til noget derefter. Men ved aftensmaden er det et stort problem. Nogle perioder forsøger jeg at drikke så meget vand som muligt, så det er svære for mig at have plads til al den mad. Og man for ikke den samme trang til opkast ved vand, men det kan hænde. Jeg bliver frustreret over, at ingen har lagt mærke til det. At jeg som 16-årig pige spiser mere til aften end en voksen mand. Jeg bliver frustreret over, at ingen har lagt mærke til, at jeg ofte skal på toilettet efter et måltid. Jeg lider ikke af undervægt på nogen som helst måde. Jeg ser ud til at være en høj, tildeles slank og sund pige. Det skjuler selvfølgelig også. Alligevel bebrejder jeg ingen, det er mit problem, jeg må tage ansvar. Min overspisning m.v. har stået på i mange år. Hvor mange år helt præcist har jeg svært ved at huske. Jeg overvandt noget i mig selv, da jeg valgte at fortælle mine nærmeste veninder om situationen. De har kendt til det fra stort set begyndelsen, men har været uvisse om, at det har stået på indtil nu. Min familie var også klar over det i starten, men vi blev enige om dengang, at det skyldes, at jeg ikke kunne tåle mælk/fløde om aftenen. Og det varede i noget tid, hvor jeg efter begyndte at gøre det i skjul, og mine forældre troede, at ”det” var ovre. Jeg tror, at jeg på daværende tidspunkt var for ung til at vide, hvad det præcist var, jeg havde gang i. Vi blev introduceret for spiseforstyrrelse i skole, men jeg har ikke tænkt, at mit var sådan et problem. Jeg har simpelthen ikke set, at der har været et problem. Hvis bare jeg havde indset det dengang. Mine veninder bad mig gå til lægen dengang, og pludselig blev "det” også gjort i skjul for dem. Gennem mange år har ingen vidst det. Jeg har levet ”undercover” med det. Min søster havde engang lagt mærke til, at der var bræk i toilettet og spurgte indtil det. Jeg forsøger ellers så vidt muligt hver gang at skylde grundigt efter og derefter komme toiletpapir i toilettet, så der intet kan spottes. Jeg fortalte hende blot, at jeg havde fået et eller andet dårligt at spise, og vi lod den ligge der. Jeg kom ind i en rigtig slem periode, hvor jeg stort set kastede alt op i en længere periode. Følte mig meget uoplagt i skolen. Spiste ikke meget, hvis jeg gjorde, kastede jeg op. Og jeg kunne se, at jeg virkelig havde et problem. Samtidig med at jeg begyndte at løbetræne, igen fik omverdenen at vide, at det var for at formen kunne holdes til den kommende håndboldsæson. Flere af pigerne fra min nye klasse undrer sig over, hvordan jeg kan spise så meget uden at tage på. Vi er en pigeklasse, hvor udseende og vægt bliver diskuteret, ingen overraskelse. Jeg svarer, at jeg heller ikke ved, hvordan jeg kan holde vægten nede. Vi kommer frem til, at jeg må have et højt stofskifte. End of discussion! Jeg bliver frustreret over, at jeg sidder og græder over det. Jeg kan ikke styre mine tårer. Men eftersom det er gået så meget op for mig, og i det jeg sidder og læser om det, kan jeg bare ikke kontrollere mine følelser. Jeg føler mig sårbar og lille. Underligt. Tidligere i dag kom jeg i skole med hovedet højt og masser af selvtillid. Nu sidder jeg foran en computer kampgræder og føler mig så hjælpeløs. Alligevel når jeg sidder og ser på det her, er jeg glad for, at jeg endelig har indset det. Nu kan der endelig blive gjort noget ved det. Og jeg tror også, at jeg er klar til, at der bliver gjort noget ved. Flere hjemmesider har hjulpet mig frem til denne her konklusion. Jeg har kunnet identificere mig med sygdommen og har derfor kunne indse problemet Jeg vil tage mit første skridt, men vil du ikke hjælpe mig?

Svar: 

Kære Dig,

Jeg synes ligesom du også selv skriver, også at du lyder som en der virkelig er klar til at nu skal der gøres noget i forhold til din spiseforstyrrelse, så du kan få det godt igen, og jeg vil meget gerne hjælpe dig med at tage det første skridt!

Til at starte med vil jeg lige sige at jeg synes det er rigtig flot at du har indset at du har en spiseforstyrrelse. Du skriver at det har taget dig flere år, og det siger også en del om hvor svært det faktisk er at indse det. Og så kan jeg også høre at du har læst en del om det på blogs og andre steder på nettet. Det er rigtig hårdt at gå og skjule sin bulimi og sine følelser igennem så lang tid, og at leve ”undercover” med det, og jeg kan godt forstå at du græder når du læser om det på nettet, og at du pludselig føler dig sårbar og lille.

Faktisk synes jeg du er rigtig godt på vej til at tage dit første skridt – både fordi du selv har erkendt dit problem og ikke mindst fordi du selv føler dig klar til at nu skal der gøres noget, og så har du jo også skrevet hertil.

Jeg synes at det er vigtigt at det næste du gør er, at du for talt med nogle voksne om hvordan du har det. Du fortæller at du engang for nogle år siden har talt med dine forældre om det, men at de i lang tid har troet det var ovre. Jeg synes det lyder rigtig godt at du har talt med dem tidligere, både fordi det kræver meget mod at fortælle det og fordi det lyder til at du har nogle forældre som bekymrer sig om dig, og som sikkert vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe dig. Og jeg synes helt klart du skal snakke med dem igen. Det er vigtigt at du har nogle som ved hvad du igennem, hvad det er for nogle svære tanker du går med og som kan støtte dig i det videre forløb.

Dernæst skal du få en tid hos din læge, og så skal du fortælle din læge hvordan du har det, hvor længe det har stået på osv. Din læge kan hjælpe dig videre i forhold til hvilke muligheder der er for behandling. Hvis du synes det hele er meget svært at fortælle, kan du også vise dem det brev du har skrevet hertil i stedet. Det er et rigtig fint brev, som beskriver meget præcist hvordan du har det.

Du skriver også at du tidligere har snakket med nogle veninder omkring det. Igen synes jeg at det er sejt at du tidligere har haft modet til at snakke med forældre og veninder om det, og jeg tænker at måske kunne det være rart for dig at have nogle veninder at snakke med om det hele igen?

Hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele, eller for flere råd er du altid velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning. Jeg håber rigtig meget at du vil få snakket med dine forældre og din læge, så du kan få noget hjælp hurtigt muligt, og få det godt igen som du fortjener.

Mange tanker fra Helle.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program