Jeg bliver frustreret, når jeg læser de utallige blogs, diverse fakta osv. angående bulimi. Det går mere og mere op for mig, at jeg lider af denne forfærdelige sygdom. Det har taget mig flere år for at indse det. Jeg har altid tænkt: ”Jeg har styr på det her. Det er okay, som det er”. At jeg gang på gang overspiser og efter et måltid går ud på toilettet. Hvis det er en større middag kan jeg finde på under middagen at gå ud forbi toilettet, føler tilfredsstillelse, og fortsætter derefter min overspisning. Jeg føler en trang til maden, har brug for den, kan ikke stoppe, bliver ved og ved. Det er klart værst ved aftenmåltiderne. Det er det, der er mest mad at fortære. Mine morgenmåltider er ikke noget problem, der har jeg altid en begrænset portion, hvilket ikke fører til noget derefter. Men ved aftensmaden er det et stort problem. Nogle perioder forsøger jeg at drikke så meget vand som muligt, så det er svære for mig at have plads til al den mad. Og man for ikke den samme trang til opkast ved vand, men det kan hænde. Jeg bliver frustreret over, at ingen har lagt mærke til det. At jeg som 16-årig pige spiser mere til aften end en voksen mand. Jeg bliver frustreret over, at ingen har lagt mærke til, at jeg ofte skal på toilettet efter et måltid. Jeg lider ikke af undervægt på nogen som helst måde. Jeg ser ud til at være en høj, tildeles slank og sund pige. Det skjuler selvfølgelig også. Alligevel bebrejder jeg ingen, det er mit problem, jeg må tage ansvar. Min overspisning m.v. har stået på i mange år. Hvor mange år helt præcist har jeg svært ved at huske. Jeg overvandt noget i mig selv, da jeg valgte at fortælle mine nærmeste veninder om situationen. De har kendt til det fra stort set begyndelsen, men har været uvisse om, at det har stået på indtil nu. Min familie var også klar over det i starten, men vi blev enige om dengang, at det skyldes, at jeg ikke kunne tåle mælk/fløde om aftenen. Og det varede i noget tid, hvor jeg efter begyndte at gøre det i skjul, og mine forældre troede, at ”det” var ovre. Jeg tror, at jeg på daværende tidspunkt var for ung til at vide, hvad det præcist var, jeg havde gang i. Vi blev introduceret for spiseforstyrrelse i skole, men jeg har ikke tænkt, at mit var sådan et problem. Jeg har simpelthen ikke set, at der har været et problem. Hvis bare jeg havde indset det dengang. Mine veninder bad mig gå til lægen dengang, og pludselig blev "det” også gjort i skjul for dem. Gennem mange år har ingen vidst det. Jeg har levet ”undercover” med det. Min søster havde engang lagt mærke til, at der var bræk i toilettet og spurgte indtil det. Jeg forsøger ellers så vidt muligt hver gang at skylde grundigt efter og derefter komme toiletpapir i toilettet, så der intet kan spottes. Jeg fortalte hende blot, at jeg havde fået et eller andet dårligt at spise, og vi lod den ligge der. Jeg kom ind i en rigtig slem periode, hvor jeg stort set kastede alt op i en længere periode. Følte mig meget uoplagt i skolen. Spiste ikke meget, hvis jeg gjorde, kastede jeg op. Og jeg kunne se, at jeg virkelig havde et problem. Samtidig med at jeg begyndte at løbetræne, igen fik omverdenen at vide, at det var for at formen kunne holdes til den kommende håndboldsæson. Flere af pigerne fra min nye klasse undrer sig over, hvordan jeg kan spise så meget uden at tage på. Vi er en pigeklasse, hvor udseende og vægt bliver diskuteret, ingen overraskelse. Jeg svarer, at jeg heller ikke ved, hvordan jeg kan holde vægten nede. Vi kommer frem til, at jeg må have et højt stofskifte. End of discussion! Jeg bliver frustreret over, at jeg sidder og græder over det. Jeg kan ikke styre mine tårer. Men eftersom det er gået så meget op for mig, og i det jeg sidder og læser om det, kan jeg bare ikke kontrollere mine følelser. Jeg føler mig sårbar og lille. Underligt. Tidligere i dag kom jeg i skole med hovedet højt og masser af selvtillid. Nu sidder jeg foran en computer kampgræder og føler mig så hjælpeløs. Alligevel når jeg sidder og ser på det her, er jeg glad for, at jeg endelig har indset det. Nu kan der endelig blive gjort noget ved det. Og jeg tror også, at jeg er klar til, at der bliver gjort noget ved. Flere hjemmesider har hjulpet mig frem til denne her konklusion. Jeg har kunnet identificere mig med sygdommen og har derfor kunne indse problemet Jeg vil tage mit første skridt, men vil du ikke hjælpe mig?