Kære adagbog..

Det er lang tid siden jeg har skrevet, men her er jeg så… Jeg har ikke kunne finde på noget forståeligt at skrive, men nu prøver jeg. Januar startede ret godt og havde som alle andre en ”realistisk” nytårsfortsæt. Jeg ville INTET slik, chokolade, sodavand, kage osv. Spise. Og jeg troede på det! Jeg troede på at jeg ville kunne holde det, i hvert fald en måned! Bare en måned. I de 2 uger jeg holdt det havde jeg det godt. Jeg var stolt af at kunne sige nej til fredagsslikket og jeg troede virkelig at jeg kunne holde det.
Men så kom mors fødselsdag… Glade gæster, slik og varm kakao. Jeg kunne ikke mere! Dagen inden havde jeg faktisk også haft ædeflip! Jeg havde det så dårligt med mig selv og følte (føler stadig) at det hele er ødelagt. Pga. en enkelt fejl er det hele ødelagt.. Jeg tabte mig ikke selvom jeg spiste rugbrød hver morgen og intet slik spiste?
Nå, men efter hendes fødselsdag er det gået ned af bakke. Spiser igen slik flere gange om ugen, og væmmes ved mig selv…
 
De 2 uger jeg ikke spiste slik følte jeg mig også mere sikker. Jeg plejer/plejede at gemme slik på værelset, og da jeg jo ikke spiste slik, gemte jeg det heller ikke. Dvs. de ville ikke kunne finde noget på mit værelse. Men det kan der nu…
Oven i alt det er der konfirmationsplaner som jeg er ved at være lidt stresset over. Vi har faktisk kun lejet lokale, intet andet. Min far vandt forleden et gavekort på 20.000 kr. til Lilly (brude/konfirmationstøj) og det er jo helt vildt godt, men jeg har det bare lidt underligt indeni. Allerførst tænker jeg kun på mig selv, rent ud sagt. Jeg behandler min far som om det er mit gavekort og dvs. jeg regner med at få alt jeg peger på.. Men noget i mig siger at man kunne købe tøj til mig og lillebror og så sælge resten af gavekortet..
Vi er jo ikke ligefrem rige, så det kunne da være fedt at få 10.000 i hånden og så ikke bekymre os om hvordan resten af festen bliver betalt. Men det er jo ikke mit gavekort. Det er hans og han er voksen og bestemmer! Jeg ved ikke hvad mere jeg skal skrive om det. Jeg må vel bare tage det som det kommer.
 
For resten er jeg også kommet meget i tvivl om efterskoler. Jeg er meget sent ude, så det er slet ikke sikkert jeg kan få en plads nogen steder, men der er også de mere praktiske ting der skal ordnes. Hvor meget kan vi betale om måneden, hvor skal den ligge, er jeg klar overhovedet??? Kan rigtigt godt lide det jeg har hørt om O, men den er for dyr.. Mor har snakket med sagsbehandleren og hun siger det godt kan tage op til 4 måneder før vi kan tale om at tage på efterskole.. Hvad ønsker jeg egentlig? Jeg ønsker egentlig bare venskab. Nogle venner der åbner mine øjne..
 
Men det betyder også jeg må sige farvel til træningen og spejderne. Og det er mega svært når man lige har fået af vide at den sødeste dreng netop går ud af sin efterskole for at starte til spejder igen. Spejderne reddede mig da selvmordstankerne var værst. Det var dem der opdagede at jeg cuttede og fik mig til at stoppe og det var der jeg igennem tiden har fået selvtillid.. Men selvtilliden forsvinder uden dem. Jeg forsvinder uden dem..
Måske skulle jeg vente et år? Tabe mig de 10 kg jeg mangler og få mere selvtillid inden? Jeg ved det ikke! Er bange for at tage de forkerte valg!!
Vil væk fra skolen pga. manglen på venner... Pga. læreren der ikke lytter på en. Pga. alle de dårlige minder.
 
Jeg savner at kunne græde. Jeg kan ikke græde. Dårlige minder og ting hober sig op indeni og går kun ud over mig selv. Trøstespisningen, min unormale lyst til at gå i skole, til at lære.. Bare glem det hele. Glem mig..