Jeg er 13 år og har været uvenner med min mor så lang tid som jeg kan huske. Det hele startede nok da min lillebror blev født. Jeg havde været enebarn i over 8 år. Derfor var det en stor omvæltning at skulle dele opmærksomheden med en anden. Årene gik og mig og min mor havde det fint. I 4.klasse gik jeg til psykolog og fik målt min IQ. Den var rigtig høj. På 139. Derfor besluttede de at jeg skulle gå på en privatskole. (Gik på folkeskole dengang). Det var jeg rigtig ked af fordi havde jo rigtig mange gode venner og veninder på den skole. Jeg holdt hovedet oppe og kom så på prøve på G Privatskole. Jeg havde nogle dårlige egenskaber med fra min folkeskole og efter de 3 måneder på prøve fik jeg et brev fra skolen. Der stod at jeg ikke måtte fortsætte på skolen. Det var forfærdeligt. Jeg kan huske at jeg kom hjem og min mor sad og græd på hendes seng. Jeg spurgte hvad der var galt og hun fortalte det til mig. Jeg blev også ked af det men græd ikke. Har nemlig lært at man er svag hvis man græder. Jeg kom derefter over på en anden folkeskole fordi vi ville prøve at finde en privatskole mere til mere. Min mor kæmpede hårdt for at få mig ind. I mellemtiden havde jeg det rigtig svært og var bare presset derhjemme og i skole. Det påvirkede rigtig meget min mor og mit forhold. Ovre i skolen fortalte jeg en lærer om problemet og vi indkaldte til et møde med min mor, mig og min lærer. På det tidspunkt var jeg rigtig forvirret og følte jeg stod alene. Derfor skubbede jeg min mor væk foran min lærer og det har min mor ALDRIG tilgivet mig for. Jeg skiftede skole igen og endelig havde jeg fundet den rigtige skole. De var alle sammen søde mod mig og lærte mig hurtigt at kende. Alting gik rigtig godt ovre i skolen men ikke derhjemme. Jeg havde fået endnu en lillesøster og vi var rigtig stressede derhjemme. Derfor gled mig og min mor længere væk fra hinanden. Jeg begyndte at se indad og ville ikke være sammen med andre folk. Jeg havde det rigtig svært og græd hver dag fordi min mor hele tiden skændtes med mig. I slutningen af 6. klasse blev det hele bare for meget og jeg begyndte at cutte. Der var ingen der så det og jeg fik ingen hjælp. Du skal ALTID få hjælp til sådan noget da det overtager dit liv. Jeg fik det bedre og stoppede så. Jeg begyndte at få rigtig gode drengevenner. M og J. De betød rigtig meget for mig. Indtil D kom. D var forelsket i mig og rigtig gode venner med M. J blev min drenge bedste ven og fortalte rigtig meget til ham. Også at D var forelsket i mig. Det fandt D ud af for omkring en måned siden. Ham og M rottede sig sammen mod mig og skrev grimme ting til mig. Og bagtalte mig ovre i skolen og oprettede løgn-historier om mig. Jeg havde samtidig rigtig mange problemer derhjemme så det hele blev bare for meget. Jeg cuttede rigtig meget og J prøvede at hjælpe mig igennem det. Faktisk over 40 gange. Men det hjalp mod smerten i mit hjerte da jeg havde fortalt rigtig meget til M som bare havde fortalt det videre til alle drengene i klassen. Jeg blev så gode venner igen med M og D efter nogle uger. Jeg skrev til D at jeg havde cuttet og han troede ikke på mig så sendte ham et billede af min arm. Det var nok noget af det dummeste da vi blev uvenner igen efter nogle uger. Hele klassen havde en fælles gruppechat inde på Messenger. Vi skrev om alt fra lektier til heste. Der rottede M og D sig igen imod mig. De skrev grimme ting til mig og til sidst lagde D billedet ud af min arm. Jeg blev helt chokeret og brød derefter sammen. Min mor blev bekymret for hvorfor jeg var så ked af det og tjekkede hele chatten igennem. Så så hun hvorfor jeg havde været så trist og altid græd. Hun kontaktede min klasselærer som tog godt fat om det og ringede til M og D's forældre. Hele klassen havde på det tidspunkt fundet ud af at jeg cuttede. Det piner mig hver dag at de kigger på mine arme og ser om jeg har gjort det. Jeg kan ikke holde det hemmeligt mere og de spørger konstant om det. Jeg vil give et godt råd til alle læsere der sidder derude og overvejer at cutte. Lad være. Jeg cuttede for at få smerten væk. Det gjorde den også men kom igen hvis nogle nævnte noget om cutteri. Jeg er nu afhængig af det og gør det næsten hver gang jeg er ked af det. Som jeg er ret tit. Jeg er oppe på i alt 78 ar. De sidder overalt på arme, ben, hofter og mave. Nok om cutteri. Jeg fandt ud af for en uge siden at jeg ville være emo. Hvis i ikke ved hvad en emo er det en som kun går i sort, har sort makeup på, hører punk og bare har en sort sjæl. Jeg har ledt efter den jeg gerne ville være i lang tid og havde endelig fundet ud af det. Jeg ville gerne være emo. Men den var min mor ikke med på. Hun syntes emoer lignede klovne og skilte sig ud. Jeg vil rigtig gerne være emo da jeg synes de er rigtig seje og minder rigtig meget om en selv. Hvordan får jeg overtalt min mor til det?? Hilsen C-mone <3