Hejsa! 

Jeg er en ganske glad 22-årig ung pige. Jeg har dog i mit liv et irritationsmoment:

Min kæreste, som jeg er meget glad for, har en meget forstyrrende ekskæreste, der foruden at være hans underbo i hans opgang, konstant chikanerer ham med sms'er, telefonopkald, uønskede besøg og diverse beskeder på hans dør.

Skal/bør jeg - venligt - bede hende holde op, eller blande mig uden om som hidtil?

Der ligger en længere historie bag dette spørgsmål, men her er kernen i mit problem præsenteret så kort som muligt. Så læsere, der ikke orker sådan en smøre: I må gerne holde her.

---

Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg bør tage kontakt til hende og i stedet bede hende bruge sin energi på at komme sig over deres brud - bede hende om at tage sig sammen og komme til fornuft. Hun og jeg var nemlig i starten af min kærestes og mit bekendtskab i konstant korrespondance. Uden hans kendskab.

Første gang, jeg overnattede hos ham, stoppede hun mig nemlig på vej ud af opgangen og præsenterede sig. Hun fortalte sin triste historie om sit forliste forhold til en mand, som hun elskede meget højt, og jeg fik medlidenhed med hende og hendes forgrædte ansigt.

De næste måneder skrev hun og jeg meget. Rigtig meget. Jeg skrev mere med hende, end jeg gjorde med min dengang kommende kæreste. Vi sås også nogle gange til venskabelig hygge, men selvom hun virkede som en sød pige, følte jeg, det hele meget overfladisk: alt for hurtigt var vi blevet hinandens fortrolige, og vores "venskab" virkede falskt. Men jeg troede på hende, fordi jeg generelt stoler mere på piger end på fyre.

Hun og jeg havde på et tidspunkt en slags aftale om, at jeg med hendes hjælp skulle knuse hendes ekskærestes hjerte, så han kunne få en lærestreg. Ifølge hende var han nemlig en værre Don Juan, og i nogle måneder troede jeg på hende og var med på ideen. Men efterhånden som jeg lærte ham at kende, kunne jeg ikke se den playboy, hun ellers så levende havde beskrevet for mig. Tværtimod.

I stedet begyndte jeg at tvivle på hende, og til sidst blev hun for meget for mig. Desuden var jeg endelig faldet for ham og var led og ked af den "aftale", jeg havde indgået med hende. Så jeg skrev en besked på facebook, hvor jeg sagde, hun ikke skulle kontakte mig mere, og at jeg heller ikke ville kontakte hende, med mindre min kæreste fandt ud af, at hun og jeg havde mødt hinanden. Jeg lovede, at jeg i så fald ville advare hende, fordi hun som noget af det første i vores turbulente bekendtskab havde sagt, at han ville gøre hende ondt, hvis han vidste det.

Han gjorde hende selvfølgelig ikke noget, da jeg endelig krøb til bekendelse. Det plagede mig og jeg følte mig så ussel, at jeg havde holdt det hemmeligt for ham. Jeg var sikker på, han ville blive voldsur og droppe mig, men han var uendeligt sød omend lidt såret (forståeligt). Men det var ikke kun min dårlige samvittighed, der drev mig til at fortælle ham sandheden. Siden min sidste besked om, at hun skulle lade mig være, havde hun intensiveret sin strøm af sms'er og beskeder, og de var bestemt ikke venlige i tonen! Ord som luder og kælling blev benyttet flittigt. Jeg var vel også bange for, at han skulle høre sandheden fra hende og ikke fra mig.

Så ja, hun har virkelig en grund til at hade både mig og ham: ham, fordi de ikke havde et lykkeligt forhold og fordi, han droppede hende. Mig, fordi jeg brød mit løfte til hende to gange - om ikke at fortælle ham om vores møde og endelig om at advare hende, da jeg endelig sagde det til ham.

Jeg forstår godt, hun er skide sur. Men jeg synes, hun bearbejder sin vrede forkert:

Jeg hørte til en familiefest, at hun havde besøgt hans mormor, som ellers ihærdigt prøvede at lade hende vide, at hun skulle gå. Hun blev til langt ud på natten, og sit besøg brugte hun tilsyneladende på at snakke grimt om mig og kærtegne barndomsbilleder af ham.

En dag, da jeg var gået fra hans lejlighed, vadede hun kort tid ind af den ulåste dør og ind på hans soveværelse, hvor han lå og sov. Han blev nødt til at løfte og tvinge hende ud af døren.

Hvor stort omfanget egentlig er, er jeg ikke helt sikker på, men min kæreste er meget irriteret. For nylig har han sagt, at han godt kunne finde på at banke på hendes dør, tage hendes mobil fra hende og slette sit nummer. Hun ringer fra ukendt nummer, og han kan derfor ikke se, når hun ringer. Jeg har foreslået ham at downloade en app, så han kan blokere hendes nummer, men det virkede ikke.

På grund af hendes og min fortid sammen ved jeg ikke, om jeg bør gøre noget. Måske sige undskyld, bare for at se, om det kan lukke munden på hende? Men den undskyldning ville næsten være en løgn, for jeg synes ikke, hun fortjener den. Selvom jeg synes, jeg var nederen ikke at holde mit sidste løfte om at advare hende. 

Så skal jeg gøre noget? Eller bare fortsætte med at forholde mig passivt og støtte min kæreste, når hun bliver for træls?

---

Jeg ved, det er en masse ævl om et - i forhold til mange andres - problem, der ikke ligefrem handler om liv og død.

Tak til jer, der har brugt tid på at læse alt mit sludder.