Jeg lukker bare ned

forumspørgsmål

Jeg lukker bare ned

forumspørgsmål af
Sara
Oprettet 12 år 3 uger siden

 Jeg forstår det bare ikke mere. Ligesiden jeg var lille har jeg været et socialt udskud. Hjemmefra har alt været godt, jeg har fået en god opdragelse og min familie er stor og dejlig. Mine søskende har klaret sig rigtig godt i alt, ser godt, dygtige i skolen og vigtigst - de er søde mennesker med mange venner. Men det gik bare ikke med den sudste, jeg er den yngste og den mislykkede. Da jeg gik i børnehave kan jeg huske at de andre gjorde grin med mig og jeg måtte aldrig være med når de andre legede. Derfor begyndte jeg at snakke meget når der endelig var nogen at snakke med. Det gør jeg stadig i dag, snakker meget og hurtigt. Da jeg så kom i 2. klasse ville de andre heller ikke snakke med mig lige pludselig, de sagde at jeg var sær, nørdet og grim. De kastede bolde på mig og jeg blev skubbet ind i hække, derfor havde jeg ikke nogle venner. Men jeg skjulte det for mine forældre, de kom sent hjem fra arbejde, så jeg kunne græde når de ikke var der. I 5. klasse fandt de ud af det og jeg skiftede skole, også her var jeg socialt akavdet, det var som om at jeg ikke kunne finde ud af det med at få venner. Så jeg har taget mit 9. skoleår på en efterskole, de fleste er rigtig søde og jeg troede at det gik godt. Men så hørte jeg at der var nogen der bagtalte mig, jeg kan ikke rigtig sige det til nogen på efterskolen for så bryde jeg freden. Nu kan jeg godt se at jeg ikke rigtigt er med socialt.

Bare det at der sker en lille ting, gør at jeg lukker mig inde. Lige nu kan jeg ikke vente til året er omme, så jeg kan komme hjem og få fred. Hvergang jeg sidder alene på mit værelse, overvejer jeg bare at stikke af fra det hele. Jeg hører de ting jeg blev kaldt i de små klasser i hovedet om aftenen. Det hele går bare ikke mere. Mine forældre kan jeg ikke forklare det for, de forstår det ikke. De mener at efter jeg fik psykolog-hjælp og efter at jeg kom på efterskole, så burde alt være godt... Men det er det bare ikke....

Jeg føler mig uden for og ser fejl ved mig selv. Jeg kan godt forstå at folk ikke vil snakke med mig. Jeg er et nørdet mennesker der elsker a fordybe mig i ting, når folk spørger ind til det ved jeg ikke rigtigt hvornår jeg skal stoppe. 

Nu er jeg også begyndt at få anoretiske tildenser, jeg spiser mig aldrig mæt og holder mig konstant sukten. For hvis jeg nu ligner de andre piger, så kan det være at de bedre kanlide mig. Men selv jeg kan høre at det lyder dumt, jeg tror bare stadig på det og derfor gør jeg det..... Jeg er bare ved at bryde sammen.. Hva´fanden skal jeg gøre???

Kommentarer

Det var noget af en omgang!

Jeg er ked af at du føler dig som familiens sorte får, og at du har det så dårligt med det hele. Jeg kan godt forstå at mobningen har taget så hårdt på dig, og dine forældre burde vide, at lidt psykologhjælp og et år på efterskole ikke fjerner de ar du har fået dig.

Aller først skal du vide, at det ikke er din skyld at du er blevet mobbet. Du må virkelig ikke tro, at der er noget galt med dig! Det er første og største fejl når man er blevet mobbet så groft som du er. Det er vigtigt at du er stærk, og får overbevist dig selv om, at det er de andre (mobbernes) skyld.
De har måske bare haft brug for et offer - De fleste mobbere tænker slet ikke på selve personen de mobber, eller på hvor ondt det gør.

Du er et menneske lige som alle andre. Du er stærk at du står frem - Du har kæmpet med det i mange år, og det er superflot at du beder om hjælp.

Du siger at du er mislykket i familien - Er det noget du føler, eller har de sagt noget konkret til dig?
Hvor godt snakker du med dine forældre eller andre søskende?

Jeg synes det ville være en rigtig god idé, hvis du sender/giver det du har skrevet, til nogle i familien, så de kan se hvad du virkelig føler. Du skriver og beskriver utrolig flot hvordan du har det, og jeg tror det vil hjælpe dem med at forstå.

Hvis det er for svært, kunne du jo evt. spørge nogle du stoler på, om de ikke vil skrive en seddel med 5 gode ting om dig, og 5 dårlige (hvis du føler du kan tage imod det).
Hver gang du er ked af det, kan du se på de gode ting, og tænke på, at der er folk der holder af dig, præcis som du er :)
De dårlige kan du jo bruge til at blive bedre

Ang. de anorektiske tanker, så kender jeg det selv for godt, og det er normalt at tænke at man bliver bedre eller mere elsket, hvis man ligner de andre, men det er bare løgn. Desværre.
De andre har sikkert også en masse problemer som du ikke kender til, så deres perfekte liv er måske bare en facade?
Jeg er glad for at du godt selv kan høre, at det lyder dumt og jeg håber at du er stærk nok til at komme ind i en normal rytme igen. Hvis ikke, så er det måske en idé at chatte med nogle der har forstand på det. F.eks. på landsforeningen mod spisefortyrrelsers hjemmeside

Sorry det blev så langt, men jeg ønsker virkelig det bedste for dig! Ingen fortjener at gå og være ked af det som dig.
Jeg følger med her i tråden, så vil forsøge at hjælpe så godt jeg nu kan :)

Held og lykke!<3
 

383

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program