Kære du 

Du har virkelig været igennem mange svære ting. Urimelig mange svære ting, og jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved se nogle som helst muligheder for en bedre fremtid.

Du nævner forskellige psykologer og hvordan du har forsøgt at gøre opmærksom på, hvordan du har det, til andre omkring dig.  Du har mødt psykologer, som du følte, ikke rigtig gjorde noget for at hjælpe, og så fortæller du om andre omkring dig, der har reageret med ukærlige og direkte modbydelige reaktioner, på de tanker du har delt.

Nogle mennesker har enormt svært ved at rumme andres smerte og ulykkelighed, og nogle gange kommer det ud som helt forkerte eller mærkelige kommentarer. Andre kan helt vælge at ignorere, fordi de er bange for at sige eller gøre noget forkert. Så kan det føles bedre at lade som ingenting, selvom det selvfølgelig slet ikke er tilfældet. Til sidst er der dem der bare slet ikke forstår at deres ord gør ondt, så de skriver og siger helt forfærdelige ting, som ærlig talt bare er direkte dumt.

Jeg skriver ikke de her ting for at undskylde dem der har sagt onde ting, eller bare ladet som ingenting. Jeg prøver blot at forklare hvad der kan være sket. Lige meget hvad grunden er, så må det føles helt vildt smertefuldt, at bede om hjælp, og ikke blive mødt, så jeg kan godt forstå at det eneste du ser er modgang. Du har ikke gjort noget forkert. Det er andre der ikke har villet, kunnet eller turdet som de burde. 

Når livet er så fyldt med modgang, så kan det være svært at tro på at der kan være andet, og jeg tænker også det er derfor du har været igang med at planlægge din dødsdag. Jeg kan godt forstå at du har det sådan. Samtidig vælger du at skrive her i brevkassen, og det tager jeg som udtryk for at du stadig har et håb inderst inde. Jeg ved at der er håb. Jeg ved at det kan blive anderledes. 

Det ved jeg fordi jeg har talt med andre unge, som har stået et lignende sted. Unge der har planlagt deres død, og nogle som har forsøgt. Alle fordi de, ligesom dig, ikke længere kunne se muligheder for at tingene kunne blive bedre. Men det blev anderledes og meget bedre. I dag har de et liv de slet ikke troede kunne lykkes. Det kan du også. Det er jeg sikker på. 

Jeg tænker du har brug for hjælp lige nu og her, og derfor er det også vigtigt at du prøver at være så direkte, som overhovedet muligt når du rækker ud efter hjælp. Fuldstændig ligesom du har gjort her i dit brev. 

Måske skal du i er eje at dele det her brev med dine forældre. Man kan ikke være i tvivl om alvoren, når man læser dit brev. Jeg kan godt forstå hvis du er i tvivl om dine forældre, efter den episode med kniven, men måske vil denne gang være anderledes? 

Du kan også ringe til din egen læge, eller til vagtlægen, og fortælle hvordan du har det lige nu. Både lægen og vagtlægen har mulighed for at henvise dig til en psykiatrisk skadestue, hvor du kan få hjælp, med det samme. Hvis det er svært at forklare, så kan du overveje at læse det afsnit, fra dit brev op, som handler om hvordan du har planlagt dit selvmord. 

Du kender måske allerede Livslinien, men nu nævner jeg dem alligevel. De sidder klar til at hjælpe hver dag, næsten hele døgnet på tlf. 70 201 201. Du kan både tale med dem om dine tanker, og så kan de også hjælpe dig med at få mere hjælp. 

Kære du, jeg ved godt det hele må virke uoverskueligt og umuligt. Men der er håb, og på den anden side af alt det her mørke, venter der en bedre og lysere fremtid. En fremtid som du har fortjent at være en del af, og som du kan forme med dine drømme. Du kan lykkes. Du kan få det bedre. Hold fast i håbet og kæmp. Med mit svar sender jeg gode tanker og energier din vej. Jeg håber du griber dem, og at de kan give dig lidt ekstra styrke til at holde ud, holde ved og kæmpe videre. 

Mange tanker Tanja