Selvmord

brevkassespørgsmål

Selvmord

Hej. Jeg er en pige på 16 år. Kort livshistorie fra mig. Den 1 januar 2021, mistede jeg min eneste rigtige ven. Hun prøvede at begå selvmord, men mislykkede. Jeg kunne ikke klare presset mentalt og min mor sluttede venskabet for mig, da jeg selv lå hjemme i sengen i chok. Det er nu den 22 december. Mange ting er sket siden. Har været udsat for adskillige overgreb og sexuelle overfald. Blevet voldtaget 3 gange. En af en fremmed, en af en ven og en af en kæreste. Er blevet overgrebet 2 gange. En hvor jeg blev skåret i og raget på og en på arbejde. Jeg blev smidt ud af den skole jeg gik på efter mit første overfald, fordi jeg blev mobbet ud, da jeg havde nævnt nogle af pigerne var fulde samme aften. Siden da har jeg ingen rigtige venner haft. Har kæmpet med depression og selvmords tanker det sidste halve år og har følt jeg ikke høre til i den her verden. Jeg har råbt efter hjælp stumt, men ingen har kunne se signalerne. Har haft adskillige psykologer, som jeg har nævnt min selvskade og selvmordstanker, men ingen har tænkt på af hjælpe mig. Intet medicin. Min mor ville have mig på noget, men droppede det fordi jeg entet ville tage på eller få hovedpine. Wtf. Hvorfor betyder udseende mere end mit mentale helbred. Hvorfor kan min mor ikke forstå at når jeg spiser til jeg brækker mig og får måske 4 timers søvn på en uge, at jeg ikke giver en fuck om lidt hovedpine eller vægtpåtagning. Mine forældre forstår ikke hvordan jeg har det og de vil ikke hjælpe. Første gang jeg skar i mig selv, grinte de af mig og udstillede mig. De gav mig en kniv i hånden og sagde “nu hvor du er så glad for at skære i dig selv, så her, den er vidst lidt skarpere end den køkkenkniv du brugte tidligere” Man kan vel sige det hjalp. Har ikke skåret i mig selv siden, men det var ikke det jeg havde brug for at høre. Havde brug for et kram, en der fortalte mig det nok skulle gå og ikke sende mig i skole næste dag. Hvor det faktisk endte med at ødelægge mig. Ser du. Skole er noget bullshit. Vi lærer intet om livet. Vi får prøver og eksamener for som skal afgøre vores fremtid, men vi bliver slet ikke forberedt om fremtiden. Anyways det var slet ikke pointen. Ved faktisk ikke engang hvorfor jeg skriver, får alligevel først svar om 14 uger. Lever nok ikke engang der. Jeg håber til dem der læser det her, at I forstår hvad jeres ord kan gøre ved mennesker. Mobning på sociale medier gør ondt og du ved aldrig hvem der er bag skærmen og at de du skrev måske var deres sidste grund til hvorfor de skulle begå selvmord. Hver gang jeg har åbnet op om det, har folk bare vendt den anden kind til eller sagt at jeg ikke har det slemt nok. Noget har faktisk opfordret mig til bare at dræbe mig selv, for hvorfor skulle jeg leve hvis jeg havde det så skidt. Tak til jer der læste det her også selvom jeg nok er væk når I endelig når frem til slutningen. Jeg har nok haft massere af grunde til at leve, men mine seneste dage har stået på min planlægning af min dødsdato. Indforstået med at jeg har skrevet farvel breve og skrevet koder ned til sociale medier, samt kontooplysninger. Har råbt efter hjælp indirekte, ment med at når jeg endelig har åbnet op til folk, har jeg sagt lignende ting som, hvordan tror du livet ville være hvis jeg en dag var væk, eller hvornår tror du folk ville opdage hvis jeg forsvandt. De har bare grint af det, selvom jeg sagde det i en seriøs mine. Tak for at lytte Kærlig hilsen mig❤️

Svar:

Kære du

Du har virkelig været igennem mange svære ting. Urimelig mange svære ting, og jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved se nogle som helst muligheder for en bedre fremtid.

Du nævner forskellige psykologer og hvordan du har forsøgt at gøre opmærksom på, hvordan du har det, til andre omkring dig. Du har mødt psykologer, som du følte, ikke rigtig gjorde noget for at hjælpe, og så fortæller du om andre omkring dig, der har reageret med ukærlige og direkte modbydelige reaktioner, på de tanker du har delt.

Nogle mennesker har enormt svært ved at rumme andres smerte og ulykkelighed, og nogle gange kommer det ud som helt forkerte eller mærkelige kommentarer. Andre kan helt vælge at ignorere, fordi de er bange for at sige eller gøre noget forkert. Så kan det føles bedre at lade som ingenting, selvom det selvfølgelig slet ikke er tilfældet. Til sidst er der dem der bare slet ikke forstår at deres ord gør ondt, så de skriver og siger helt forfærdelige ting, som ærlig talt bare er direkte dumt.

Jeg skriver ikke de her ting for at undskylde dem der har sagt onde ting, eller bare ladet som ingenting. Jeg prøver blot at forklare hvad der kan være sket. Lige meget hvad grunden er, så må det føles helt vildt smertefuldt, at bede om hjælp, og ikke blive mødt, så jeg kan godt forstå at det eneste du ser er modgang. Du har ikke gjort noget forkert. Det er andre der ikke har villet, kunnet eller turdet som de burde.

Når livet er så fyldt med modgang, så kan det være svært at tro på at der kan være andet, og jeg tænker også det er derfor du har været igang med at planlægge din dødsdag. Jeg kan godt forstå at du har det sådan. Samtidig vælger du at skrive her i brevkassen, og det tager jeg som udtryk for at du stadig har et håb inderst inde. Jeg ved at der er håb. Jeg ved at det kan blive anderledes.

Det ved jeg fordi jeg har talt med andre unge, som har stået et lignende sted. Unge der har planlagt deres død, og nogle som har forsøgt. Alle fordi de, ligesom dig, ikke længere kunne se muligheder for at tingene kunne blive bedre. Men det blev anderledes og meget bedre. I dag har de et liv de slet ikke troede kunne lykkes. Det kan du også. Det er jeg sikker på.

Jeg tænker du har brug for hjælp lige nu og her, og derfor er det også vigtigt at du prøver at være så direkte, som overhovedet muligt når du rækker ud efter hjælp. Fuldstændig ligesom du har gjort her i dit brev.

Måske skal du i er eje at dele det her brev med dine forældre. Man kan ikke være i tvivl om alvoren, når man læser dit brev. Jeg kan godt forstå hvis du er i tvivl om dine forældre, efter den episode med kniven, men måske vil denne gang være anderledes?

Du kan også ringe til din egen læge, eller til vagtlægen, og fortælle hvordan du har det lige nu. Både lægen og vagtlægen har mulighed for at henvise dig til en psykiatrisk skadestue, hvor du kan få hjælp, med det samme. Hvis det er svært at forklare, så kan du overveje at læse det afsnit, fra dit brev op, som handler om hvordan du har planlagt dit selvmord.

Du kender måske allerede Livslinien, men nu nævner jeg dem alligevel. De sidder klar til at hjælpe hver dag, næsten hele døgnet på tlf. 70 201 201. Du kan både tale med dem om dine tanker, og så kan de også hjælpe dig med at få mere hjælp.

Kære du, jeg ved godt det hele må virke uoverskueligt og umuligt. Men der er håb, og på den anden side af alt det her mørke, venter der en bedre og lysere fremtid. En fremtid som du har fortjent at være en del af, og som du kan forme med dine drømme. Du kan lykkes. Du kan få det bedre. Hold fast i håbet og kæmp. Med mit svar sender jeg gode tanker og energier din vej. Jeg håber du griber dem, og at de kan give dig lidt ekstra styrke til at holde ud, holde ved og kæmpe videre.

Mange tanker Tanja