Vold
Vold
Hej.
På min skole har pigerne i min klasse et møde hver uge hvor vi taler om svære ting. Jeg fik nævnt at vores lærer slår mig ikke tager hensyn eller respekterer os han gør det ikke mod nogle af drengene. Min far skrev til ham og fortalte hvad jeg havde sagt han skrev tilbage at det bare var for sjov. Mange af de andre piger har også oplevet det. Han har taget mig på min skulder og mast den så hårdt at jeg begyndte at græde min angst hjæder ikke lige frem på det. Men jeg er bange for at tale om det med nogen hvad skal jeg gøre
Kære Lili,
Det lyder som en rigtig ubehagelig situation du står i, og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at se hvad du kan gøre. Derfor er det også rigtig godt, at du skriver her.
Det er ikke i orden, når voksne slår, men som barn eller ung kan det være enormt svært at sige fra overfor, fordi man som udgangspunkt antager, at voksne ved hvad de laver, og ikke gør noget de ikke må. Derfor er det også virkelig sejt af dig, at du har reageret på det du oplever og fortalt din far hvad der foregår. Og det er dejligt at høre, at din far har lyttet og taget dig seriøst, og har taget det op med din lærer. At din lærer så siger, at det bare var for sjov, må være en ubehagelig oplevelse for dig - desl fordi det var svært for dig at få det sagt, og dels fordi du ved fra de andre piger i klassen, at han også er sådan over for dem.
Det er fedt at høre, at pigerne i din klasse mødes en gang om ugen og taler om det, der er svært.Det lyder til at være et rigtig godt og trygt forum. Deltager der er en lærer eller en anden voksen i de møder? For så tænker jeg, at det er en rigtig god mulighed for at få fortalt om de ting I oplever til en voksen, som så kan reagere på det, og sørge for at det stopper.
Du skriver, at du er bange for at tale om det. Det kan jeg godt forstå, for det er ikke rart at skulle åbne op og fortælle om det, der er svært. Slet ikke, hvis den det handler om bare slår det hen og siger, at det var for sjov. Ud fra det du skriver, virker det for mig tydeligt, at der er et problem med den her lærer og hans opførsel. Og det er rigtig vigtigt at få sagt fra overfor. Det har du allerede gjort én gang, hvilket er virkelig sejt gået, og vidner om, at du er en stærk og modig person. Men det lyder til, at det er nødvendigt at gøre igen. Det kan være svært at gøre alene, men heldigvis er du ikke alene denne gang. I er flere med samme historie, så I kan fortælle om det sammen, være der for hinanden og støtte hinanden i det.
Jeg håber du kan bruge svaret, og at du, sammen med de andre piger, igen finder modet til at sige fra over for din lærer og fortælle om det til en voksen, der lytter og tager det alvorligt. Ligesom din far gjorde.
Mange hilsner,
Stine