Veninde flirter med kæreste

brevkassespørgsmål

Veninde flirter med kæreste

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg er en pige på 18 år som er rigtig glad for min kæreste.

Min kæreste og jeg datede i 9 måneder inden vi blev kærester og har nu været kærester i 3 måneder.  

Min kæreste og jeg går i klasse sammen, og i vores klasse går min veninde også. Min veninde og jeg plejede at være rigtig gode venner, men i vinterperioden blev jeg diagnosticeret med angst og depression. I den periode fik jeg det virkelig skidt, og jeg følte ikke at min veninde var der for mig og hun sagde ting til mig der gjorde mig rigtig ked af det. Nu er vi ikke længere ligeså gode veninder og der er stadig lidt knas i vores forhold. 

Men mit dilemma handler ikke om mit forhold til min veninde, men derimod om min veninde og kærestes forhold. Min veninde og min kæreste er rigtig gode venner og har det rigtig godt sammen når de er sammen. De ses ikke i privaten udover når vi er sammen med vores alle tres fælles vennegruppe. Mit dilemma er, at jeg føler min veninde kan lide min kæreste liiiidt for godt. Min kæreste har til noget hygge, tidligere sagt i en joke at hun flirtede lidt med ham. Hun er en pige der ikke scorer særlig meget, men hun flirter "ubevidst" stadig rigtig meget med drenge inkl. ham.  Jeg har virkelig ikke lyst til at være den jaloux kæreste eller veninden der stopper et venskab. Flirteriet er ikke virkelig offensivt, så jeg er bange for at det hele foregår oppe i mit hovede. (Det tror jeg dog ikke er tilfældet). 

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen en forvirret 18-årig

Svar: 

Kære forvirrede 18-årige,

Jeg kan godt forstå du er i tvivl om, hvad du skal gøre. For på den ene side er det ikke fedt at være jaloux, og man har heller ikke lyst til at være den, der stopper et venskab. Men på den anden side, så er du også nødt til at lytte til, hvordan du har det.

Når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at der er nogle uforløste konflikter mellem dig og din veninde. Der er særligt to grunde til, at jeg tænker sådan. For det første skriver du, at du og din veninde ikke er ligeså gode venner som I har været, fordi da du havde det skidt og havde allermest brug for hende, var hun der ikke. Ud fra dit brev får jeg indtrykket af, at det sår ikke er helet endnu. Måske fordi I ikke rigtig har fået snakket ordentligt om det?

For det andet er der det med flirteriet. Du er selv i tvivl om, hvor meget der er reelt og hovr meget, der foregår oppe i dit hoved. Jeg kan af gode grunde ikke svare på det, men det mest sandsynlige er, at det er en blanding. Måske flirter din veninde rigtig meget med din kæreste, og måske gør hun det kun lidt. Men uanset hvad, så overskrider hun din grænse for, hvad du synes er i orden. Og når hun i forvejen har skabt et sår i dig, som endnu ikke er helet, så kan det komme til at føles som om hun endnu engang vader rundt i det sår, og måske får det åbnet endnu mere op, når hun flirter med din kæreste. Og derfor synes jeg egentlig også det er underordnet, om det er noget hun gør meget eller lidt. For du kan mærke indeni dig, at det her ikke er i orden. Og det er det du skal lytte til.

Den bedste vej til at komme videre fra det her vil nok være at tage en snak med din veninde. Både om det/de sår hun skabte i vinters, men også om dit ubehag ved hendes flirten med din kæreste. Hvis jeg var dig ville jeg dog starte med at tage snakken om din sårethed over den måde hun behandlede dig på i vinters. For jeg tror nemlig, at det er det svigt, der gør, at du reagerer som du gør nu, på at hun flirter med din kæreste. Og det er nok også det, der er årsagen til, at du bliver i tvivl om, om din reaktion er passende eller om noget af det foregår oppe i dit hoved.

Inden du snakker med din veninde om flirteriet kan du overveje at snakke med en anden ven eller veninde, og spørge ham/hende om han/hun har lagt mærke til, at din veninde flirter med din kæreste. Du kan også overveje at snakke med din kæreste om det. Det kan være en måde at stikke en føler ud, og "teste vandene" for at se, om andre har samme oplevelse som dig. Det vil måske gøre det nemmere, når/hvis du vælger at tage snakken om flirteriet med din veninde.

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program