Venindeproblem

brevkassespørgsmål

Venindeproblem

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 1 uge 8 timer siden

Hej brevkasse Jeg har brug for noget hjælp, for jeg ved ærligt talt ikke, om jeg er den dårlige ven i den her situation. For nogle uger siden havde min veninde og mig en diskussion, som startede med noget ret småt fordi hun mente, at jeg havde svigtet hende ved ikke at tage hendes parti i en diskussion med en anden fra vores klasse. . Jeg forklarede, at jeg bare prøvede at være neutral, fordi jeg kunne se begge sider, men hun sagde, at det føltes som et svigt. Jeg har tænkt meget over det siden og kan ikke lade være med at føle mig skyldig. Men jeg føler også, at hun forventer, at jeg bare skal vælge hende lige meget om jeg er enig, og det føles uretfærdigt. Er det forkert af mig at ville være ærlig og ikke bare bakke op for enhver pris. Den usikre.

Svar: 

Kære Læser

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler dig i tvivl. Det er aldrig let at stå midt i en situation, hvor man føler sig splittet mellem at være en god ven og samtidig være tro mod det, man selv mener er rigtigt. Du beskriver det rigtig fint, og det lyder som om, du har prøvet at være ærlig og balanceret, fordi du kunne se sagen fra begge sider. Det er i sig selv en styrke og er ikke noget, du skal skamme dig over.

Når din veninde siger, at hun føler sig svigtet, så betyder det ikke nødvendigvis, at du har svigtet hende. Det viser bare, hvordan hun oplevede situationen. Det er helt normalt, at man kan have forskellige opfattelser af det samme øjeblik. Hun følte sig måske sårbar og havde brug for støtte, og det er helt okay, at hun gav udtryk for det. Men det betyder ikke, at du har gjort noget forkert ved at prøve at være neutral og ærlig.

I et venskab er det vigtigt med støtte, men det er også vigtigt med ærlighed. Det er ikke forkert at sige, hvad man mener, heller ikke når det kan være lidt svært. Det er faktisk en måde at vise, at man tager både sig selv og sin veninde alvorligt. At støtte nogen betyder ikke, at man altid skal være enig. Det betyder, at man lytter, er der for dem og viser respekt, selvom man nogle gange ser tingene på en anden måde.

Det lyder som om, du står i et dilemma mellem at ville være en god ven og samtidig ikke give køb på dig selv. Det er helt naturligt at føle skyld, når nogen, man holder af, bliver ked af det. Men skyldfølelsen betyder ikke nødvendigvis, at du har gjort noget galt. Nogle gange handler det bare om, at vi har et stort hjerte og gerne vil gøre det rigtige.

Hvis du får lyst, kan det være en god ide at tage en rolig snak med din veninde og sige noget i retning af: “Jeg har tænkt meget over det, du sagde, og det har ikke været rart for mig at føle, at jeg svigtede dig. Jeg prøvede bare at være ærlig og retfærdig, og jeg håber, du kan forstå det.” På den måde viser du, at du både tager hendes følelser og dine egne alvorligt.

Du lyder som en omsorgsfuld og betænksom ven, og du har al mulig grund til at stå ved, at du gjorde dit bedste i en svær situation.Dine følelser er vigtige, og det er helt normalt at være i tvivl. Det viser bare, at du gerne vil gøre det rigtige. Jeg håber du kan finde lidt ro i at læse dette, og jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

De bedste hilsner
Kasper

cyberhuskaspers billede
Kasper, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program