Ved ikke om jeg tror på noget
Ved ikke om jeg tror på noget
Hej brevkasse
Det er nok ikke ligefrem et problem, men de er er noget jeg har tænkt ret meget på. Jeg har en veninde som er kristen, og ikke sådan som de fleste, men sådan at hun faktisk går i kirke og hun skal også på en kristen efterskole næste år. Jeg tror ikke selv på noget. Eller det tror jeg ikke jeg gør men jeg har tænkt meget over hvordan man ved om man tror på noget? Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men nogle gange føler jeg at jeg tror på at der er et eller andet som er større end mennesker men jeg kan ikke sådan sige at det er en bestemt religion. Jeg gad faktisk godt tro på noget men jeg ved ikke hvordan. Jeg ved ikke om jeg overhovedet selv forstår hvad jeg spørg om, men håber nogen vil svare.
Den forvirrede
Kære forvirrede
Du er altid velkommen til at skrive herind, også selvom du har nogle tanker, som du ikke helt selv har gennemskuet. Det, du skriver, giver bedre mening end du måske tror. Du beskriver en side af dig, som er i tvivl. Og sådan nogle sider har vi simpelthen allesammen.
Det lyder helt naturligt, at det sætter tanker igang hos dig, at din veninde er kristen. Tro er et tema, som mange overvejer og har nogle tanker om. Og der er så mange forskellige religioner og måder at tro på i dag. Det er slet ikke så firkantet, som det måske kan lyde.
Du skriver, at du tror på noget mellem himmel og jord og godt kunne tænke dig at have noget at tro på. Og jeg tænker lidt på, om det vil være en ide at tage med i kirke en dag - eller besøge nogle af de trosretninger, som du kunne tænke dig at vide mere om . For at undersøge, om det er noget for dig. Det kan også være, du finder ud af, hvad der ikke fungerer for dig. Der er - som sagt - virkelig mange måder at være troende på, så der er ingen færdig skabelon. Der er sådan set bare nogle forslag rundt omkring.
Du kom med nogle tanker og du fik nogle tanker retur. Så håber jeg, du kan få lidt ud af det og at du finder ud af, hvad du har lyst til at gøre ved tankerne.
Knus fra
Mai