Hej Ellen

Tusind tak fordi du har skrevet ind. På trods af at du stiller et meget direkte spørgsmål, har du allerede virkelig mange gode og vigtige overvejelser om emnet, som får mig til at tro, at du måske allerede har en fornemmelse af svaret.

Jeg er ikke professionel, og jeg ville aldrig kunne fortælle dig hvorvidt du har en diagnose eller ej. Men jeg vil gerne fortælle dig lidt om spiseforstyrrelser, som du måske kan bruge til at reflektere lidt med selv.

Noget af det vigtigste for mig at sige er, at spiseforstyrrelser ikke nødvendigvis handler om at ville være tynd. Det er nok den måde de oftest bliver snakket om på, men i virkeligheden kan de handle om virkelig mange andre ting. For nogle mennesker handler det meget mere om kontrol, uro, følelsesregulering eller selvskade end om vægt og udseende.

Mad og sult kan faktisk blive en måde at håndtere svære følelser på. Ikke nødvendigvis bevidst, men fordi kroppen og hjernen opdager, at det gør et eller andet ved ens indre tilstand. For nogle giver det en følelse af ro eller tomhed. For andre kan det næsten blive en måde at straffe sig selv på. Og det er blandt andet derfor, at spiseforstyrrelser og selvskade nogle gange kan hænge sammen eller glide over i hinanden. Det er ikke det samme, men for nogle KAN de det samme. Nemlig at håndterer noget af det der ellers er svært inde i kroppen.

Noget jeg også virkelig blev nysgerrig på, da jeg læste dit brev, var det her med at du har prøvet at få dig selv til at kaste op efter du havde spist. Nogle gange, når en copingmekanisme ikke virker, kan det faktisk give os et lille glimt af hvorfor vi prøvede at bruge den til at starte med. Hvis det nu var lykkes for dig at kaste op, så havde du måske bare siddet tilbage med følelsen af lettelse eller tomhed, uden rigtigt at opdage hvad der lå under det hele.

Men fordi det ikke lykkedes, bliver jeg lidt nysgerrig på hvad der skete inde i dig bagefter. Hvilke tanker kom? Var der bestemte situationer eller personer eller noget helt tredje, dine tanker gik henimod? Og hvilke følelser? Blev du frustreret? Ked af det? Måske et ønske om at der var nogen der så dig prøve, så de kunne fortælle dig du ikke måtte gøre dig selv ondt?

For jeg tror nemlig heller ikke det bare handler om vægt eller mad.

Du nævner at du tidligere har haft problemer med cutting. Og jeg vil gerne tage fat i det, fordi jeg tror det er en vigtig brik i det hele.

Nu ved jeg ikke hvordan du kom ud af det, men hvis man stopper med at selvskade uden at arbejde med det der lå under, forsvinder grunden til at man gjorde det ikke. Den svære følelse er stadig der. Den har bare ikke et sted at gå hen længere. Og så finder den et nyt sted som måske kan det samme. Præcis som en spiseforstyrrelse.

Og derfor tror jeg det vigtigste for dig nu er at finde nogen at tale med om hvad der egentlig er svært. Og hvis du ikke ved hvad det er, hvis det bare føles som en uro eller et pres uden navn, så snak med nogen omkring det. Du kender måske udtrykket ”man kan ikke se skoven for bare træer” og jeg synes den passer godt ind i sådanne situationer. Når du står i følelserne, er de så store og intimiderende, at det er svært at finde ud af hvor man står og hvad der sker. Men hvis man spørger en, som måske kan se det på lidt afstand, så kan det være meget lettere.

Hvis ikke du har nogen du har lyst til at snakke med om det, eller du måske bare ikke er klar, så findes der foreningen for spiseforstyrrelser og selvskade. De har en helt gratis rådgivning hvor man både kan ringe, sms’e og skrive brevkasse spørgsmål til.

Jeg kan som sagt ikke sige om du har en spiseforstyrrelse eller ej, men lige meget om du har en eller ej, så lyder det som om du står et ubehageligt sted med mad. Og det fortjener du hjælp med.

Du lyder virkelig velovervejet og reflekterende omkring din situation, så jeg tror virkelig på, at du kan finde en vej ud af det her. Det er rodet og det er svært og det kommer med alt for mange følelser, men det er til at komme ud af.

Jeg ønsker dig alt held og lykke med det hele, og du er mere end velkommen til at skrive ind igen.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus