Var det "normalt"?

brevkassespørgsmål

Var det "normalt"?

brevkassespørgsmål af
S
19 år
Oprettet 1 år 2 måneder siden

Hejsa. For cirka et år siden var jeg 2 gange på hospitalet på den neurologiske afdeling, først for at blive scannet i hjernen, da jeg ofte rystede og blev svimmel og fik sløret syn. Scanningen gik fint, og blev fulgt op med en samtale hos en læge på samme neurologiske afdeling et par uger senere. Der stod i indkaldelsen at det var en samtale med neurologen og opfølgning på scanning, samt at jeg skulle besvare et spørgeskema og at det i alt ville tage ca. en time. Jeg kom ind i lokalet og mødte en mandlig læge, som stillede mig nogle spørgsmål i omkring 5 minutter. Så forlod han lokalet og kom tilbage. Så bad han mig om at tage min bluse af, fordi han ville lytte til mine lunger og mit hjerte. Blot 2 uger forinden havde jeg ellers været hos egen læge, hvor min læge lyttede til mine lunger og hjerte og tog EKG. Jeg undrede mig meget over hvorfor en neurolog skulle lytte til mig så kort tid efter at jeg allerede var blevet undersøgt fysisk hos egen læge. Da han havde bedt mig om at tage min bluse af, sagde jeg at det var jeg ikke så meget for og det ville jeg helst ikke. Han spurgte mig ret irriteret om hvorfor jeg ikke ville det, og jeg svarede at jeg bare troede det var min hjerne det drejede sig om, hvilket han så accepterede efter at være ret skeptisk. Det var ret ubehageligt og gav ingen mening for mig. Han afsluttede så allerede "undersøgelsen"/samtalen med det samme allerede omkring 8 minutter efter jeg var kommet, og vi fik slet ikke gennemgået spørgeskemaet. Jeg ved ikke om jeg bare er paranoid, men er kommet til at tænke på om lægen mon havde nogle intentioner, han ikke burde med undersøgelsen. Er det "normalt" at en hjernelæge også vil bede en om at tage trøjen af og lægge sig på en briks? Jeg har netop set et program om en læge på samme hospital, som jeg var på, som har krænket nogle kvinder seksuelt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det måske var ham, som også bad mig om at smide trøjen, selvom jeg kom for en samtale og undersøgelse af hjernen, og ikke andet... Der står intet i mit journal om at han havde forsøgt at undersøge mit hjerte og lunger, som jeg dog afviste... Vh. S.

Svar: 

Kære S, 

Tak for dit spørgsmål. Først og fremmest er jeg ked af at høre, at du har haft en ubehagelig oplevelse. Det er naturligvis okay, at man som patient takker nej til en undersøgelse. Det kan måske nogle gange undre lægen, men det skal naturligvis respekteres. Man kan så som læge nogle gange notere i journalen at "patienten har modsagt sig undersøgelse" eller noget lignende. 

Nu var jeg jo ikke med i lokalet, så jeg kan ikke vurdere om han har håndteret din modvilje mod undersøgelsen korrekt, men jeg vil prøve at svare ud fra hvad den normale arbejdsgang er:Ofte, når man skal ind på sygehuset, skal man have optaget journal (som nok har været det du skulle, siden der var sat en hel time af til det), og i den sammenhæng gennemgår man en "fuld objektiv undersøgelse", og heri indgår også, at man lytter på hjerte og lunger. Også selvom det er en neurologisk afdeling eller en anden afdeling, som ikke har med hjerte og lunger at gøre, og også selvom en kollega (din egen læge) gjorde det for 14 dage siden, og endda også selvom en kollega på hospitalet gjorde det for en time siden. Den enkelte læge hænger selv på de objektive fund han/hun finder og noterer i journalen, så man kan ikke bare skrive af efter en anden læge eller "tage en kollegas ord for gode varer". Tingene kan jo også have ændret sig siden sidste undersøgelse. Men du er ikke den eneste som undrer sig over, at man som patient skal igennem "hele turen" en gang til :) Så i dit konkrete tilfælde, og hvis jeg skal svare på dit konkrete spørgsmål, så vil jeg sige, at ja, det er helt normalt at man laver en fuld undersøgelse (inklusiv at lytte på hjerte og lunger), selvom det er på en neurologisk afdeling, og ud fra hvad du beskriver tror jeg ikke der er nogen grund til at være bekymret. Håber mit svar kan virke beroligende for dig :)  De bedste hilsener, Eva, læge

EvaRs billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program