Hej. 
Jeg ved ikke om dette er det rette forum, men nu tillader jeg mig alligevel at gøre brug af det.

Jeg er tveægget tvilling af samme køn, og det er absolut ikke en dans på roser - som mange tror det er, når man er tvilling. Det er svært at sætte ord på, men jeg har altid været den udadvendte og haft venner - hun har altid været den stille og har ikke rigtig været god til at engagere sig socialt. Om fredagen, da vi begge boede hjemme hos vores forældre, sørgede jeg ofte for, at invitere hende med til diverse fester osv., så hun ikke skulle sidde hjemme. Det har bare ofte resulterede i, at mange af mine venner og veninder har fundet hende interessant - og efterfølgende begyndte at se hende som en ven også, og hænge ud sammen. Vi gik på hver vores gymnasie, og jeg fik en kæreste på mit gymnasie. Da det gik itu blev jeg selvfølgelig rigtig ked af det, men hun blev ved med at hænge ud med ham - også selvom jeg udtrykte, at det ville betyde rigtig meget for mig, at han var en del af mit liv som ikke var der mere, så det kunne være rart hvis hun også gav slip på ham. Det påstod hun at hun gjorde, men efter lang tid, fandt jeg ud af at hun bare holdte mig for nar, for stadig hang ud med ham... 

Som vi er flyttet hjemmefra og begge til samme by, har jeg inviteret hende med til fest i mit hjem og jeg spurgte hende, om hun ville med til thailand, sammen med mig og mine to kammerater. Det ville hun gerne, da hun trængte til at komme væk fra studiet hun lige havde droppet ud af, og hendes kæreste hun lige var flyttet sammen med. Den ene af mine kammerater møder hun for første gang på turen til Thailand, og der er amoriner i luften fornemmer vi hurtigt. Efterfølgende dropper hun hendes fyr til fordel for min kammerat - som jeg mister ret meget kontakt til, da jeg ikke ønsker at sidde med ham til en julefrokost, velvidende om, at han skal hjem til hende og fortælle alt der skete (som man nu gør, når man dater).

Men min søster og jeg snakkede så ikke sammen i godt og vel et halvt år, og begyndte her for nyligt at snakke sammen igen - de gik 2-3 måneder, og nu snakker vi ikke sammen igen. Denne gang handler det om, at jeg føler hun ikke tager noget omkring mig seriøst og ingen respekt har.. Følgende eksempler fik mig i kog: 

1. Vi skulle holde fødselsdag i min lejlighed for vores familie. Mor og far har mad med, hun skal stå for drikkevarer, og jeg skulle stå for dessert/kage og opdækning osv.. Hun får overtalt vores mor til, at tage drikkevarer med, fordi det kan hun åbenbart ikke lige finde tid til. (det handler om, at gå i føtex inden, og købe drikkevarer til 6 personer!)

2. Vores far havde fødselsdag og kom til den by vi bor i. Vi skulle starte med lidt at drikke hos hende, inden vi skulle ud og spise. Jeg er til mundtlig eksamen den dag, og er først færdig på skolen omkring kl. 16.00 - hun har været i byen dagen inden, og var færdig på skolen allerede ved middag. Alligevel ringer hun til mig omkring klokken 16.30, og spørger om jeg ikke kan tage snacks og drikkevarer med, fordi hun ikke lige orker det, fordi hun har tømmermænd. Mor og far kommer klokken 17.00, og jeg er knap nok kommet ind af døren. Hun har altid haft 5 timer, men fordi hun har tømmermænd orker hun ikke noget. Jeg pisker rundt, og får købt det forbandet drikkelse og snack, og kommer helt svedig ned til dem. 

3. Vi havde inviteret vores forældre til morgenmad/søndagshygge, havde midt på ugen snakket om hvad vi hver især skulle sørge for. (Vi skulle være hos mig). Hun tilbød at lave pandekager, fordi hun havde hele weekenden til det, da hun hverken skulle arbejde eller i skole fredag og lørdag. Fedt, tænker jeg - det er altid lækkert med pandekager. Lørdag aften skriver hun til mig og spørger, om det ikke kan være ligemeget med pandekager - hun har nemlig tømmermænd og orker ikke at lave det. Jeg bliver sur og skriver nej, at hun skulle lave det, nu hun selv havde forslået det, og haft hele weekenden til det. Vi skændes lidt om det, og det ender med, at jeg søndag morgen (selvom jeg arbejdede lørdag til midnat), måtte stå op og lave pandekager. 

4. Hun havde fået nogle ting med hjem af vores forældre som hun skulle give mig (mad). Hun kommer hjem lørdag, og siger at hun godt kan komme forbi med det søndag. Om søndagen skriver hun, at hun lige er hos en veninde, men kommer forbi med det senere om søndagen. Senere på søndagen skriver hun, at hun kan komme forbi mandag eller tirsdag, fordi hun har TØMMERMÆND og ikke ORKER noget. Det handler om en cykeltur på 5-10 minutter. Jeg skriver at de dage ikke passer mig, og søndag passer mig bedst. Hun bliver overtalt til søndag, men ORKER ikke at gå op på 1. etage med det, så hun vil have at jeg kommer ned og henter det. Det bliver jeg sur, og siger at det simpelthen ikke kan passe, at hun ikke kan finde ud af noget, og tage ansvar. At hun hele tiden siger A, men gør aldrig B. Jeg synes det er for dårligt og jeg er utrolig skuffet over hende. Så råber vi først af hinanden i telefonen, hvorefter vi fortsætter på sms - og vi sviner hinanden til. 

Jeg skrev til hende dagen efter, at jeg er ked af, at det altid ender sådan - og at det tyder på, at det er fordi vi begge føler, at vi ikke har respekt for hinanden, så hvis vi kunne arbejde på det, ville vi nå langt. Hendes svar er, at hun ikke har tid og ikke vil prioritere det lige nu, så vi ses bare til jul. 

Jeg har nu blokeret hende, og vil høre, om det er mig der er langt ud - eller om jeg har grund til at blive ked af det. Min mor snakker konstant om, at jeg skal til psykolog, men jeg gider ikke at være hende den er gal med hver gang. Hvorfor er det mig og ikke hende, der skal have banket noget fornuft ind i hovedet?