Tvangsfjernet
Tvangsfjernet
Hej jeg har en søn der tvangs fjernet. Hvor jeg har ham på weekend hver 2 weekend lørdag kl 9til mandag morgen kl 7 hvor jeg aflever ham i SFO Det virklig hårdt når det mandag og jeg skal gi slip på ham han græder altid når vi når hen til SFO og vil ikke slippe mig. Jeg har fået afvide af hans sagsbehandler han bruger en halv time på lidt trøst og omsorg af en voksen og så suser han rundt og leger men hvor de dage frygtlig og man kan intet gør selv kan jeg mærke min dag er påvirket og jeg lyst til at aftale med dem at de henter ham søndag ved en 18.30 tiden så hans morgen kan funger godt for ham os men jeg i tivl om jeg gør det rigtig han er 8
Kære Katrine,
Det lyder til at være en svær situation, du står i, hvor du både gerne vil se din søn, og samtidig også vil det bedste for ham.
Du skriver, at det er virkelig hårdt, når du skal aflevere ham om mandagen, og at din søn også bliver ked af det. Umiddelbart lyder det som en forståelig og naturlig situation, at I begge føler, at det er hårdt at skulle sige farvel efter en lille weekend sammen. Sådan kan det også være for børn, som har forældre, der er skilt.
Det lyder rigtig godt, at SFO'en tager sig godt af din søn, og giver ham den trøst og omsorg, han har brug for, så han hurtigt kommer ovenpå igen og kan rende ud og lege. Dog er det også helt forståeligt, at det er hårdt for dig, når han bliver så ked af det. Du skriver selv, at du har lyst til at få ham hentet søndag aften, så hans morgen kan fungere godt for ham. Det er super flot, at du både kan mærke efter i dig selv, hvordan du har det med det hele, og at du samtidig tænker på, hvad der må være bedst for din søn. Det kan være, at det er den løsning, der vil være god for jer begge, men det kan også være, at du blot har brug for redskaber til, hvordan du kan forberede dig selv og din søn på afleveringen mandag morgen.
Hvis du har lyst og mod på det, kunne du enten få en snak med din søns sagsbehandler og/eller din søns plejefamilie (hvis det er en plejefamilie, han er hos). Dette kunne du netop gøre for at vise, at du vil din søn og du vil, at det skal fungere både for ham og for dig. Både din sagsbehandler og din sønsplejefamilie kan formentlig kunne hjælpe dig med redskaber, der kan hjælpe til at forberede din søn på, at han skal afleveres mandag morgen.
Du skriver ikke, hvordan din og din søns søndag aften eller mandag morgen foregår, men en mulighed kan være, at I får snakket godt sammen. Søndag aften kan I fx få talt om de ting, I har lavet i weekenden, og hvor hyggeligt og sjovt det har været. Mandag morgen kan det være, at I kan sidde stille og roligt og spise morgenmad sammen, mens I taler om, hvad han skal I skolen og hvor hyggeligt det bliver, at han skal hjem til sin plejefamilie, og hvor dejligt det bliver, når I to skal ses igen. Det kan måske være en hjælp til at forberede ham på sin dag, og samtidig kan det nogle gange lette det for ham - og måske også for dig - at der bliver sat ord på, og der bliver talt godt om plejefamilien og ligeledes godt om det du og din søn har sammen.
Det kan være, du har lyst til at snakke med din sagsbehandler, og det kan også være, du har lyst til at afprøve det konkrete eksempel jeg kom med ovenover. Det skal siges, at det stadig kan være rigtig svært for din søn at skulle sige farvel til dig, men det tænker jeg er en naturlig reaktion på, at han kommer til at savne dig, og at han stadig er ved at tilpasse sig situationen.
Du må mærke efter i dig selv, hvad du tænker vil give bedst mening for jer begge. En snak med din sagsbehandler vil måske kunne hjælpe dig med at få noget afklaring.
Jeg håber, det har været svar på dit spørgsmål. Ellers er du også velkommen til at komme i vores 1-1 chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at tale med dig.
De venligste hilsner
Kathrine.