Kære dig. 

Hvor er jeg glad for du har skrevet herind til os. Du har mange ting at bære rundt på, og du har båret på dem længe. Du skriver, at alting føles mere og mere forkert, og at det kun bliver værre. I den forbindelse får jeg den tanke, at ting fra fortiden har hobet sig op, og jo længere tid der er gået med at bære rundt på alt det, jo mere kommer tingene til at veje, og måske derfor kommer de til at føles mere og mere forkerte. Det kommer de til, hvis de ikke bliver åbnet op for. Derfor kan jeg ikke andet en bekræfte og rose mange gange, hvor sejt det er, at du nu åbner op. Jeg håber, jeg kan give dig lidt klarhed på, hvorfor dit følelsesliv føles så kompliceret, og hvorfor du ikke føler, du kan være lige som alle andre. 

Først vil jeg lige fremhæve, at ud fra din beskrivelse af din fars mørkere sider, som har fyldt rigtig meget, samt din seksuelle oplevelse som 14årig, giver det god mening, at du idag føler og reagerer, som du gør. Dernæst vil jeg fremhæve, at man aldrig selv lægger op til noget eller selv er skyld i noget, der minder om et seksuelt overgreb - derfor har du heller ikke gjort det, selvom du måske har fortalt dig selv det. At du stivnede har været et signal til den anden om, at vedkommende skulle stoppe - og derfor er det vedkommendes ansvar, det har aldrig været dit. Dit signal ignorerede vedkommende. Og ja det giver rigtig meget mening, at du så det hele oppefra. Dit sind har ikke kunnet rumme oplevelsen og i forsøget på at beskytte dig selv, er du blevet mentalt suget ud af situationen. Nu vi er ved denne oplevelse vil jeg først vende mig mod den, derefter vil jeg komme ind på din far og den betydning, jeg tror, han har haft for dig. 

Når du beskriver din reaktion under situationen, lyder det som om, du har været lamslået af frygt. Denne frygt, tænker jeg, har haft brug for at manifestere sig i noget mere konkret, så dit system bedre har kunnet håndtere den. Så den angst du oplevede i situationen har måske lavet sig selv om til en angst for at blive syg og senere en angst for bakterier. Det kan have været din krops forsøg på at forholde sig til en oplevelse, du og ingen andre på nogen måde skal kunne rumme. Eller rettere sagt, din kan det have været din krops forsøg på ikke at forholde sig til det ved at fortrænge den angst, du oplevede i situationen. Dette kan ske, fordi éns hjerne forsøger at beskytte én ved at forvrænge eller transformere en uhåndgribelig angst til en mere håndgribelig og konkret angst. 

Samtidig med at du kom ud for dette, lyder det heller ikke til, at dit barndoms hjems strukturer ikke har hjulpet dig. 

Som jeg ser det, har din barndom været på din fars præmisser og kriteriet for, om du kunne have det godt, har været, at din far har haft det godt. Det vil sige, at du og dine følelser ikke har fået lov til at være der. Du har ikke kunnet være glad, når gode ting skete for dig, eller kunnet være ked af det, når ting var trælse. Du fik ikke lov at have det sådan, som du havde brug for. Med andre ord fik dine behov ikke plads til at være der. Du er derfor ikke vant til at prioritere dig og være dig, og så er det klart, at alting føles forkert, hvis du ikke har kunnet være dig. 

Noget andet er, at du altid har skullet være på vagt, haft dine censorer ude, skullet regne din fars manipulation og utilregnelige humør ud, og hele tiden været på forkant. Du har med andre ord konstant været på overarbejde. I stedet for at kunne komme hjem og koble fra, er det omvendte for dig forbundet med det at være hjemme. Det kræver meget af én følelsesmæssigt, og jeg tænker, det uden tvivl har en sammenhæng med din måde at reagere på nu. 

En måde du beskriver at reagere på er, at du begynder at græde ved den mindste skæld ud - det giver god mening for mig - jeg tænker, at der ligger mange associationer og følelser begravet i din krop i forbindelse med at blive skældt ud. Dvs. at skæld ud, irettesættelse, en hævet tone  minder din krop om oplevelser med din far, som er ekstra voldsom end de fleste andres, og som derfor presser dig mere. Du oplever måske dig selv som overfølsom, fordi det udefra kan synes, at der ikke skal så meget modstand til i det fysiske miljø, før du når din grænse og bliver ked af det. Men inden i dig, er denne modstand meget større med alt det, du bærer på. Derfor er du ikke spor overfølsom og reagerer meget forståeligt.

En anden reaktion du beskriver, er panik for seperation fra din kæreste, som kommer til udtryk ved anfald. Du skriver ikke om dit forhold til din kæreste, men jeg vil gå ud fra, at du er glad for ham, og har ham nær. Derfor ville det give det god mening, hvis du er bange for at miste den person, hvori du måske har kunnet finde den sikkerhed, du har manglet hjemmefra. Hvis en sådan frygt for at miste opleves som en reel mulighed kan den manifestere sig som angst og panikanfald, som netop kan føles som at man mister kontrollen over sig selv.

Lige før du beskrev disse anfald, beskrev du, hvordan du skulle være "dommer" derhjemme. Jeg ved ikke, om det er rigtig forstået, men med "dommer" tænker jeg på den, der har ansvaret til at vurdere og tage beslutninger, og til at vurdere dine forældres og din brors personlige grænser, og på den måde overtage rollen som forælder. Hvis det er rigtig forstået og hvis dine forældre oveni dette gav udtryk for at forlade dig, opstår der en enorm alene-følelse i mig, en følelse af at være overladt til sig selv, en usikkerhed på lige præcis det, man skal føle sig sikker på og tryg ved - sin familie og sit hjem. Jeg tænker på, om det monstro er sådan du har følt det og stadig føler det? Hvis det er, er det meget forståeligt, at du altid har en følelse af tristhed. Jeg får den tanke, at du er blevet forladt af dine forældre, måske bare ikke i fysisk forstand, og det vil helt naturligt gøre én ked af det. I den forbindelse giver dine anfald, din hurtige tilknytning til folk samt stærke påvirkning af mistanken ved at miste dem - alt sammen rigtig god mening. De kan alle være et udtryk for din frygt for at blive ladt alene tilbage. 

Det var mange ord, og jeg håber, de giver mening for dig. Jeg har forsøgt at give dig mine tanker og følelser på det, du har beskrevet i håbet om, at du kan genkende dig selv i det eller i noget af det og føle, at du ikke er forkert for at have det, som du har det, men at det tværtimod giver meget mening. Måske det kan løsne lidt op for den "forkerthed", du føler. 

Noget af det sidste jeg vil sige er, at jeg føler en vrede på dine vegne. En vrede mod dine forældre for ikke at være blevet behandlet ordentligt. Jeg ved ikke, om det er en følelse, du kan finde i dig selv? Uanset hvad, ville du være berettiget til at have det sådan. Ikke at jeg opfordrer dig til at eksplodere af vrede mod dine forældre, mere for at lade dig vide, at den netop er dig berettiget. Nogle gange kan vrede hvis den er berettiget være en mere hensigtsmæssig følelse, fordi den forsøger at forsvare og passe på én selv. Og det tror jeg, du har rigtig meget brug for. Det, der er med vrede, er, at den kan føles skamfuld eller ikke-okay, hvorfor den hos mange i stedet tager form af ked-af-det-hed, som er mere accepteret af andre omkring én. Problemet med det er, at vreden prøver at fortælle os, hvad vi har brug for, og derfor er det vigtigt at lytte til den. Så derfor, hvis du kan genkende eller finde ind til vreden, måske du kan bruge energien fra den til at se din fortid og dine nuværende problemer i et andet lys af selvomsorg? En anden måde at passe på sig selv på er ved at snakke med nogen om det. Jeg ved ikke, om du synes, du kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det og hvad dine oplevelser har været? Mon du kan snakke med din kæreste om det? Eller en anden person? 

Du er allerede på vej til at passe på dig selv ved at skrive ind her - det er et tegn på styrke og villighed til at komme videre. Jeg håber, du vil blive ved med at bruge det fremover.

Alt det bedste til dig fra Emma