Kære Brevkasse

jeg er en af de der "typer" der altid leder efter mit svar på nettet. Men her det sidste års tid, er der hobet sig en del spørgsmål op, i forbindelse med drenge. 

 

I folkeskolen gik jeg i en klasse, der ikke var særlig populær i byen. Man kunne enten være “stræbere” eller “hash vrag”. Derfor holdt vi ikke så mange fester før 9’ende. Første gang jeg kan huske, en dreng prøvede at give mig et kompliment, sagde han: “(Anonym) alle drengene har tænkt over noget, du er virkelig køn, men for aktiv i timerne, så derfor kunne vi ikke finde på at have noget med dig”.

 

Det var så også fint nok, da jeg ingen intentioner havde, i forhold til drengende i klassen. Til 9’ende klassernes sidste skoledag, festede alle klasserne sammen. Her  opdagede jeg så for første gang, at jeg tiltrak mig opmærksomhed fra drengende. 

 

Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som pæn, jeg har altid været meget udadvendt og imødekomende, men på dette tidspunkt, troede jeg faktisk ikke der var nogen der så på mig og tænkte “hun er da flot”. (Pånær den kommentar drengen fra min klasse kom med, men der tænkte jeg bare at han prøvede at være sød). 

 

I sommerferien mellem efterskole og 9’ende klasse, var jeg til en fest, hvor der var en der VIRKELIG prøvede på mig. (Til 9’ende klassernes sidste skoledag, var det kun overfladiske drenge). Jeg var ikke interesseret i ham, men han var sjov og tale med. Da jeg ikke var vandt til denne form for opmærksomhed, må jeg dsv indrømme, at jeg kørte den lidt længere end den burde. Han forsøgte så at tage mig på røven, men det var NO GO! (Jeg blev meget forskrækket og droppede mit for sjov flirterri). 

 

(Jeg var også til et par gym fester, hen over forår-sommer, hvor jeg var den eneste fra folkeren, hvor min selvtillid så blev stimuleret, da de alle sammen prøvede og scorer mig).

 

Jeg startede så på efterskole. Her havde jeg en vision om, at jeg ville prøve at få drengendes opmærksomhed, da jeg fandt ud af jeg godt kunne lide det. (Ved at skrive det her, føler jeg mig virkelig som et dårligt menneske). Første dag kom og jeg ville gøre det bedste ud af mig selv. Efter et par dage, snakkede jeg om drenge med en af mine nye bekendte. Hun fortalte mig så, at i hendes k-gruppe (kontakt gruppe), var de blevet enige om, at mig og min roomies værelse, var det hotteste værelse på skolen. Jeg blev da meget beæret, men dette var med til at starte det hele.

 

Flere og flere fortalte mig, at drengende havde et godt øje til mig. Pludselig følte jeg mig speciel. Jeg havde aldrig oplevet noget lignede. Det var helt vildt og når jeg ikke kunne finde på noget at snakke med folk om, så havde jeg et behov, for at tale om drenge problemer med dem. (Jeg tror jeg var så glad for opmærksomheden, at den ligesom flød over). 

 

En af mine bedste veninder, som jeg gik i k-gruppe med, havde et KÆMPE crush på en fra k-gruppen, vi gik meget med. Dette bliver kaldt for incest, da k-gruppen, er familien på efterskolen. Jeg var sikker på, at han kunne lide hende. Men en dag, sagde han til hende: “nu når vi er så gode venner, så bliver jeg nød til at fortælle dig det her, men jeg har et virkelig stort crush på (anonym)!” Og dette ødelagde bare alt! Jeg afviste ham self, og han var ikke så interesant, fordi han nu godt kunne lide mig.

 

Her startede det, jeg har det virkelig svært med at kunne lide nogen, der kan lide mig. Jeg vil gerne have det jeg tror jeg ikke kan få.

 

Min anden vendinde begyndte at få følelser for en dreng. Jeg syntes han var den flotteste og mest charmereden på skolen, men jeg havde ikke nogle deciderede følelser for ham. Men hun fortalte mig alle mulige fantastiske ting om ham, det forfærdelige skete og jeg begyndte at få følelser for ham. Jeg havde det så dårligt inden i, for det kunne jeg jo ikke være bekendt. Men jeg har altid været god til at skjule mine følelser, så det gjorde jeg så også her.

 

Jeg begyndte at snakke mere og mere med ham. Vi snakkede om hans pigeproblemer hjemmefra, og jeg følte bare vi kunne snakke om alt. Men samtidig, følte jeg at han var for god til mig og jeg aldrig ville kunne få ham. (Han var sådan en “Prinse dreng”, der var model og alt muligt). Han fortalte om denne pige hjemmefra, der knuste hans hjerte. Og jo mere han fortalte desto stærkere følelser fik jeg for ham. 

 

Behovet for at se ham blev stører, men samtidig var jeg ualmindelig genert og så var der jo veninden. 

 

Samtidig, faldt mine 3 bedste venner for mig, men det var jo ikke dem jeg var interesseret i. Jeg ville have det jeg ikke kunne få. En af mine k-gruppe søstre forelskede sig i den ene af de 3 og hun var sønderknust, fordi han var forelsket i mig. Han var den sødeste dreng, kæreste potentiale og det hele. Han vandt årets hjerte af guld og så var han også meget køn. Flere piger faldt for ham, men han ville kun have mig. 

 

Jeg var jo travlt beskæftiget. Jeg fortalte min anden veninde om mine følelser og hun forstod det godt. Nu kunne vi bonde over vores ulykkelige følelser, og det var godt for en tid. Men pludselig op til jul, begyndte han at opsøge mig og vise interesse. Jeg blev helt forvirret og begyndte at udvikle et usundt mønster. Hvis jeg kunne lide en dreng, ville jeg afvise ham. Så jeg afviste ham flere gange, men han kunne lide spændingen. Så vi levede begge på adrenalin-russen, og prikkede lidt til hinandens følelser.  

 

Alt muligt skete, men jeg var aldrig sikker på om han faktisk kunne lide mig. For ingen af os satte ord på det. Men en ting var sten sikkert! Han var den første og sidste jeg faldt for! 

 

Julen kom og min famile hentede mig, vi kørte ham til stationen, da han havde et “hold i nakken”. (En undskyldning for at kører med). To af mine andre veninder var også med. Da vi havde sat dem af på starionen, gik jeg med over for at sige farvel. Pludselig opdagede han, at han havde glemt sin pung. Jeg tilbød så at løbe op og hente den, men han ville med. På vej hen til bilen var det meget akavet. Jeg har aldrig været akavet rundt om en person, før jeg mødte ham. Jeg sagde så at jeg bare kom til at savne efterskolen så meget over julen. Han rettede mig så: “du kommer til at savne mig. Jeg kommer også til at savne dig”. Jeg svarede så bare sjovt tilbage: “self kommer jeg da til at savne dig”. Da vi nåede over til bilen, havde han ikke glemt sin pung. Vi krammede i laaang tid og sagde farvel. 

 

Hele den jul havde jeg sommerfugle i maven, kunne det virkelig passe at han kunne lide mig? For jeg var nemlig ikke sikker. Imellem jul og nytår, poppede noget op inde på efterskolens kysse videoer. Han var oppe med en anden pige, og jeg blev så såret. 

 

Til nytår kyssede de så igen og jeg væmmedes inden i. Kunne det være rigtigt det hele bare havde været et spil? Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg kunne ikke bære at komme tilbage. Men jeg valgte at tage det i stiv arm og besluttede mig for, at det var hans tap. Dog mente han ikke det samme. 

 

Da han kom tilbage på efterskolen, lod han som om intet var hent. Han gik hen og krammede mig og sagde at han havde savnet mig. Jeg var rødglødende af raseri.og svarede køligt “hej”. 

 

Den anden pige i mellemtiden, troede at de havde noget. Jeg havde stadig følelser for ham, men det skulle han bare ikke vide. Men han afslog hende og sagde at det ikke var meningen. 

 

Herefter blev han ved med at prøve på mig. Men jeg var iskold, vi var kun venner. Men han havde jo været meget sød. Til den næste elevfest, prøvede han sådan løst på mig. Jeg tror han troede, at han nemt kunne få mig. Men det endte med at jeg sad ude i et baglokale og snakkede med en af de 3 drenge om hans følelser til mig. Og pludselig sad “i ved nok hvem” ved siden af mig. Jeg havde besluttet mig for, at jeg mulighvis ville kysse ham, men det skulle ikke blive nemt! 

 

Han lagde armen omkring mig, jeg flyttede mig væk. Han kiggede mig dybt ind i øjnene, jeg tilbød ham et tyggegummi. Og sådan blev det ved i en 20 min tid. En af de andre piger på skolen, havde haft en ide om at hun skulle scorer ham denne aften. Det viste han også godt. Hun kom så hen, løftede op i kragen på ham og snavede ham i gulvet. 

Den nar, jeg havde været lige ved at kysse, lod sig snave i gulvet lige foran mig... jeg var nu sikker på, at det aldrig ville komme til at ske.

 

På vej op på skiferie, kørte jeg med min linje op før tid, for at lærer de andre det, når de kom. Jeg havde det rigtig fedt. Men en af mine veninder fortalte mig så, at hun havde hørt at han sad sammen med “snave pigen” hele vejen der op og nok havde kysset. 

 

Jeg tænkte hvad rager det mig? Men blev ked af det inden i. Det første han gjorde da han så mig, var at stille sig op og kramme mig bag fra. Jeg fik mig så vredet løs, og han udbrød: “nøj hvor har jeg savnet dig”. Jeg blev rasende! Hvordan kunne han dog bilde sig det ind? Jeg smilede bare og sagde: “det har jeg hørt”. Han kiggede uforstående på mig og jeg gik. 

 

(Springer lige en del over) 

 

Sommerferien var der næsten, men jeg havde ikke lyst til at scorer nogen. Den sidste elevfest var på trapperne og folk tog mig hele tiden til side, for st sige at jeg skulle scorer den og den person, fordi de godt kunne lide mig. Jeg havde mistet motivationen, det var jo ikke nogen af dem jeg ville have. Jeg ville have ham. Men det kunne jeg bare ikke fortælle til dem. Jeg var smigret, men følte mig lidt som et trofæ, da jeg ikke havde kysset med nogle, så folk mente det var specielt at scorer mig. Jeg nåede op på 44 drenge, der gerne ville scorer mig (ikke for at prale, men for at forstå alvoren). En del af dem havde STÆRKE følelser for mig. Jeg aftalte så med min roomie, at det ikke kunne skade, at kysse med nogen, for så kunne jeg skaffe kysse point til min k-gruppe. Meeeen, jeg havde ikke lyst. Hun havde helelr ikke kysset med nogen, og vi blev enige om at til denne fest, ville vi have vores første kys. 

 

Festen kom og jeg blev ved med at afvise drenge. Jeg kunne ikke få lig selv til det, da jeg stadig havde ham i tankerne. Jeg sad og talte med en ven om mit dilemma, for jeg kunne ikke holde det inde længere. Jeg var bange for at det hele bare var opstået i mit hoved og han i virkeligheden ikke havde kunnet lide mig på noget tidspunkt. Jeg ville gerne bare have en ende på det hele, men anede ikke hvordan jeg skulle få den. 

 

Pludselig talte min roomie med ham, hun gik helt op i ansigtet på  ham og jeg var bange for at hun sagde noget hun ikke skulle have sagt. (Det gør hun nogle gange når hun bliver fuld). Jeg gik derfor hen for at konfronterer hende. Men en dreng kom mig i forkøbet og hun fik sit første kys... så jeg stod måbende og anede ikke hvad jeg skulle gøre...

 

Ud af døren kom han og fik øje på mig. Jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul, så bange var jeg. Han gik direkte hen mod mig og sagde: “der er noget vi skal tale om”. Tankerne for rundt i hovedet på mig og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.  Jeg var sten sinker på, at min roomie havde røbet min hemmelighed om mine følelser og vi nu skulle snakke mon dem. Den snak ville jeg bare ikke have med ham, så jeg kom med de dummeste undskyldninger, for at undgå samtalen. Men han var fast besluttet og trak mig med hen i et hjørne. Mit hjerte hamrede så hårdt i midt bryst, så jeg var sikker på at jeg ville få hjertestop, hvis han spurgte ind til hvad jeg troede han ville. Jeg har ALTID været dårlig til følelser og aldrig ville se dem i øjnene. Her stod vi så over for hinanden... 

 

Han spurgte mig så: “hvad tror du der kommer til at ske nu?”. Mig: “øhm.... du vil høre om hvordan det går med mig?” Han smilte og kyssede mig. Vi kyssede og kyssede. Dette var mit første kys og jeg havde slet ikke set det komme. Vi snakkede dog også ind i mellem, da jeg ikke kunne lade vær, jeg var jo så overasket. Jeg fandt så ud af, at han havde kunnet lide mig fra dag 1, men han ikke var klar til en kæreste. Vi aftalte, at hvis en af os fik voldsomme følelser for den anden, så ville vi sige det. Jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Efter vi havde kysset en halv times tid, kunne jeg ikke mere. 

 

Jeg var glad for at have kysset ham, og fået det på plads, at det ikke bare var i mit hoved. Men jeg havde ikke sagt mit til ham, så i hans minde bog skrev jeg det hele ned.... eller så meget jeg kunne, kl 5 om morgnen den sidste dag, da jeg ellers havde aftalt med mig selv ikke at skrive noget. Men jeg ville have et punktum, men han skulle sørge for at det ikke blev akavet. 

 

På ros klarede vi det fint, han spurgte om jeg ville sove i hans telt, men jeg ville over ham og takkede pænt nej. Vi var bare venner. Jeg har ikke set ham så meget siden og der er nu gået et år. Jeg sidder her fortabt, og føler mig på den ene side for heldig og på den anden side frustreret. 

 

Nu kommer brevkasse delen:

 

Jeg har efter følgende ikke haft følelser for nogen siden. En rigtig sød dreng i min gundforløbsklasse kunne godt lide mig, men jeg fik ingen følelser. 

 

Nu er jeg kommet up på min linje og har fået en rigtig god venne-gruppe. Vi er altid sammen og laver sjove ting. Min bedste veninde fik følelser for en dreng, der er med i venne-gruppen. Jeg begyndte at synes han var interessant, men jeg ville aldrig gøre noget ved det. Vi finder så ud af at han er dybt forelsket i mig og jeg mister interessen. Hun bliver såret og det har taget hende et halvt år, at komme sig over det. Jeg afviste ham så her før corona og han sagde “jeg har stadig 3 år endu”. Meeen, jeg kan ikke lade vær med at tage mig selv i, at jeg hele tiden finder fejl ved drenge der kan lide mig. 

 

Han er perfekt på visse punkter, men jeg har bare ikke følelserne. Jeg ville så gerne prøve at få en kæreste, men jeg kan ikke få mig selv til det. En af mine andre venner fra vennegruppen, har også stærke følelser for mig. Jeg har virkelig ondt af dem, for det kommer ikke til at fører nogen vegne, medmindre jeg får hjælp. 

 

Jeg ved virkelig ikke hvad der er med mig? Hvorfor får jeg ikke følelser for dem der godt kan lide mig? Hvordan kommer jeg HELT over ham den anden? Hvordan stopper jeg med at synes mine veninders crushes er søde? Hvordan stopper jeg drenge jeg ikke vil have til at falde for mig, til at holde op? (De er meget standhaftige) 

 

Er der en forbandelse over mig, eller er jeg bare uheldig. Jeg kan snart ikke klare at såre flere jeg holder af... jeg ville så gerne bare godt kunne lide dem, men jeg kan lide ideen om dem, men ikke dem i virkeligheden. De er alle sammen så søde, jeg er så træt af mig selv og alle mine smålige problemer. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at der er så mange der har det svære end mig. Og at dette bare er et “luksus problem”, men det er det ikke! Det er noget der virkelig går mig på! Jeg vil så gerne have et godt råd fra jer. 

 

Hvad kan jeg gøre ved mine tanker? Kan dette overhovedet løses? Tak fordi i vil prøve at hjælpe mig. 

 

Jeg håber i har svaret, for jeg kan ikke selv finde det. 

 

(Undskyld min lange roman, jeg følte bare at det var vigtigt at kende den historie, hvis i skulle hjælpe mig videre) (:

 

Jeg har også haft et svigt i familien af hensyn til min far, måske kunne dette have noget med det at gøre?

 

MVH (Ukendt)