Hej med dig

Først og fremmest så vil jeg gerne sige tak for et virkelig spændende spørgsmål. Det satte virkelig nogle tanker i gang hos mig, og det første jeg kom til at tænke på, det var, hvor indviklet og kompliceret, men også et lidt sprængfarligt emne, det er. Forstået på den måde, at der er mange følelser involveret for alle parter. Samtidig så er der SÅ mange forskellige måder at se og forstå det på, og jeg tænker ikke, at der er ét perspektiv, som er mere rigtigt end andre. Jeg tænker, at det afhænger meget af hvilke øjne, man ser med, og derfor kommer vi nok heller aldrig til at blive helt enige om, hvad der er op, og hvad der er ned i den her snak omkring samtykke, sex og den kultur, som omringer det. Jeg tror personligt, at vi kommer længst med at forsøge at se nuancerne i det og være åben overfor andre perspektiver end vores eget. Jeg har forsøgt at følge mit eget råd i mit svar til dig, men ligesom så mange andre er jeg nok også farvet af egne oplevelser og tanker, så derfor er det vigtigt at sige, at mit svar heller ikke er et facit. Det er nogle tanker og overvejelser, om hvorfor debatten er, som den er, og som jeg håber, at det giver mening for dig at læse.

Først og fremmest så har jeg brug for at sige, at jeg sagtens kan forstå, at du ikke bryder dig om, at du føler, at du bliver en del af en ubehagelig generalisering af mænd. Jeg tror, at det er fælles for os allesammen, at vi stritter imod, når vi oplever at blive stoppet ned i en kasse, som vi ikke føler, at vi hører til i. Når det så er sagt, så er der selvfølgelig forskel på hvilke former for generaliseringer, man føler, at man får trukket ned over hovedet, og det er klart, at man ikke ønsker at blive sammenlignet med eller stoppet i samme kasse som overgreb- og voldtægtsmænd. For nej det er ikke alle mænd, som begår overgreb (herunder voldtæg og seksuelle krænkelser og lignende). Selvfølgelig er det ikke det. Samtidig er det også vigtigt at anerkende, at der også er kvinder, som begår overgreb. Det at begå overgreb er altså ikke noget, som vi kan tillægge ét køn. Vi må dog også anerkende, at flere undersøgelser peger på, at kvinder oftere bliver udsat for overgreb, end mænd bliver, og at det oftest er mænd, som står bag overgreb. Det er dog vigtigt at sige, at der er et rigtig stort mørketal, når det kommer til overgreb, og vi kan derfor ikke vide os helt sikre på, hvor mange der reelt bliver udsat for et overgreb. Vi kender derfor heller ikke den helt præcise forskel i, hvor ofte det sker for kvinder versus mænd. Uagtet så virker det (i hvert fald for mig) til, at frygten for at blive udsat for et overgreb er større hos kvinder, end den er hos mænd. Dette er der formentlig rigtig mange grunde til. Det kan både handle om, at det (formentlig) sker hyppigere for kvinder, at kvinder taler mere om det og derfor er mere bevidste om det, eller, at kvinder måske føler sig mere i fare, fordi de oftere vil være mere fysisk underlegne, hvis de overfaldes, end en mand ville hvis, han bliver overfaldet. Det kan også være noget helt fjerde eller måske endda en blanding af mange forskellige ting.

Uanset hvorfor kvinder er bange, så tror jeg, at den frygt, som mange kvinder oplever, er vigtig for at forstå, hvorfor tonen i debatten nogle gange bliver ganske hård, og hvorfor man som mand måske kan komme til at føle, at man er dømt skyldig på forhånd. Den følelse tror jeg, at mange mænd oplever særligt, når "Not all men // Yes, all men" retorikken kommer frem. Og jeg kan virkelig godt forstå, at man som mand kan føle sig ramt af den. Jeg tror dog ikke, at det er meningen med den retorik og måde at snakke på, så igen tror jeg, at det er vigtigt at træde et skridt tilbage og prøve at forstå, hvad der måske ligger i det, når der er nogle kvinder, som siger "yes all men".

Jeg tror ikke, at det betyder, at man tror, at alle mænd begår overgreb, men jeg tror, at det handler om, at man tænker, at alle mænd (nogle bevidst men langt de fleste nok helt ubevidst ) bliver en del af den kultur, som eksisterer, og som gør, at nogle mænd (men langt fra alle!) går over stregen. Jeg tænker også, at der er kvinder, som er en del af denne kultur og er med til at fastholde den, men når disse ikke fremhæves ligeså meget, så er mit bedste bud, at det er fordi, at det er håbet, at det kommer til at have en bedre effekt, hvis mænd begynder at sige fra overfor andre mænd (deres venner, familiemedlemmer eller fremmede) og italesætter problemerne, end hvis det kun er kvinder, der gør det. Jeg tror, at når nogle kvinder bliver vrede, frustrerede eller grove i deres måde at tale om mænd på, så kan det måske handle om en følelse af at være ladt lidt i stikken til at løse problemet på egen hånd? Forstå mig ret: Det er ikke fordi, at jeg siger, at mænd ikke siger fra, hvis de f.eks. ser nogen begå en voldtægt eller et overgreb. Det er jeg helt sikker på, at langt de fleste mænd vil gøre. Men det handler ikke kun om at stoppe overgrebene, når de er igang med at ske. Hvis vi skal løse problemet, så tror jeg, at vi bliver nødt til at sige fra overfor den adfærd, som fastholder kulturen, som gør, at nogle mennesker mænd (og kvinder) overskrider andres grænser. 

Spørgsmålet er jo så, hvad det er for en adfærd? Mit bedste bud er, at det er meget forskelligt, men jeg tror personligt, at det starter i det "små". Det som de fleste kan trække på skuldrene af, men som bliver en glidebane, hvor det ene tager det andet, indtil man er endt med en adfærd, som er fuldstændig uacceptabel og ulovlig. Det kan f.eks. være "victim-blaming", altså det at man snakker om, at ofre for overgreb på en eller anden måde bad om det eller selv var ude om det, eller at de kunne have forhindret det. Det er en skæv tankegang, for der er INGEN, som beder om at blive udsat for et overgreb, ligesom der ikke er nogen, der beder om at blive røvet eller dræbt. Når man lægger ansvaret for overgreb hos offeret, så kommer vi på en eller anden måde til at retfærdiggøre det, som gerningsmanden har gjort, og det kan måske få nogle til at tænke, at det er okay. Et andet eksempel kan være det, at folk - nok særligt kvinder - omtales som "billige", hvis de er meget seksuelt aktive. Det kan i mine øjne få det til at fremstå, som om, at en kvinde så ikke kan tillade sig at sige nej til nogen. Et tredje eksempel kan være den tendens, der er, hvor man i byen f.eks. synes, at det er okay at røre ved intime steder på andres kroppe. Nogle ser dette som uskyldig adfærd, men det kan være enormt grænseoverskridende, ubehageligt og voldsomt, at en anden pludselig synes, at de har ret til at røre, selvom man ikke har sagt ja til det. Som jeg skrev, så tror jeg, at de her ting ofte siges i sjov eller med ironi eller gøres uden, at man nødvendigvis tænker over, hvad det er, man gør, fordi de på en eller anden måde er blevet socialt acceptable i den gængse kultur. Det er formentlig sjældent med onde intentioner, men problemet i mine øjne er, at selvom de fleste kender grænsen og godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så tror jeg desværre, at der vil  være nogen, som ikke forstår nuancerne i det, og som derfor kommer til at gøre nogle frygtelige ting.

I bund og grund så synes jeg både, at det er rigtig frygteligt for dem, som udsættes for overgrebene, men virkelig også for dem, som begår overgrebene uden måske helt at forstå, at det er det, de gør. Jeg tror nemlig ikke, at alle mænd, der udviser grænsoverskridende seksuel adfærd, gør det fra et ondskabsfuldt sted eller et ønske om at skade nogen eller grundet en ligegyldighed overfor den, det går udover. Jeg tror desværre, at det nogle gange handler om, at de af den ene eller anden grund ikke har lært at spotte de grænser, der er, eller fordi man ikke er blevet lært, hvad det egentlig vil sige at få samtykke. 

Så det handler ikke om, at mænd skal være tankelæsere eller på forhånd skal bevise deres uskyld. Jeg tror, at det, der er ønsket, det er, at vi allesammen - både mænd og kvinder - kan hjælpes ad med at ændre måden, vi forstår og snakker om samtykke for at beskytte alle parter. Der er nogle vigtige og sikkert også ubehagelig snakke, som vi bliver nødt til at have, og hvor vi allesammen skal kigge ind ad og se, hvad vi selv bør gøre anderledes. Jeg tror ikke, at nogle af os kan se os helt fri fra et ansvar, fordi det her er ting, som eksisterer på et kulturelt plan i form af så mange negative myter, stereotyper og misforståelser, som vi skal af med, for at vi alle - alle køn og seksualiteter - kan færdes frit uden at bekymre os.

Hold da op, det blev virkelig et meget langt svar. Det er, som jeg skrev i starten, et super indviklet emne, og der er så mange perspektiver. Herunder helt sikkert også en masse som jeg overser. Jeg håber alligevel, at mit svar giver mening for dig at læse. Måske det sætter lidt tanker i gang hos dig, ligesom at dit spørgsmål satte tanker i gang hos mig. Jeg tror i hvert fald, at det er vejen frem, at vi forsøger at lytte og forstå hinanden, så vi kan ændre situationen i fællesskab for voes alles skyld. Jeg krydser fingre for dig og mig og os allesammen! Det er en indviklet men spændende verden, vi lever i. 

De bedste hilsner

Amanda