Testikelkræft

brevkassespørgsmål

Testikelkræft

brevkassespørgsmål af
Niels
13 år
Oprettet 2 år 4 måneder siden

Hej Jeg er en dreng på 13. Jeg så en dag på tiktok,Om testikelkræft. Som enhver anden mærkede jeg der nede for at se om der skulle være noget i vejen. Jeg googlede lidt før det og fandt nogle symptomer om testikelkræft. Der stod at de ikke skulle være hårde, plus en masse andre ting, men mine testikler (føler jeg selv) er lidt hårde en hvad jeg selv tænker de skal være. Det kan selvfølgelig bare være noget jeg selv tænker på, men jeg er stadig lidt bekymret om jeg har det.

Svar: 

Hej med dig

Godt at du skriver. Det er et godt og superrelevant spørgsmål, du stiller. Jeg tror bestemt ikke, at du har testiskelkræft og det kan jeg sige fordi: 1) det er meget sjældent at drenge på 13 år skulle få testikelkræft, som typisk rammer i 20-40 års alderen; 2) du skriver, at du mærker, at begge testikler føles hårde. Man vil typisk opleve en såkaldt knude i den ene testikel og ikke i begge, hvis man har testikelkræft. Jeg bliver derfor slet ikke alarmeret af at læse dit spørgsmål.

Den konsistens (altså måden den føles på), som du beskriver i dine testikler lyder som, at den er fast og det er sådan testikler skal føles. De er jo den fabrik, der laver kønshormoner, fx testosteron, og der er formentligt fuld sving i fabrikken din alder taget i betragtning - dermed bliver testiklerne mere faste og vokser i øvrigt også i pubertetsårene. Det er dog supergodt, at du er opmærksom på dine testikler og jævnligt mærker på dem. Det er en rigtig god vane til senere i livet.

Det, du skal være opmærksom på er, hvis du kan mærke, at den ene testikel pludselig vokser/bliver hævet, hvis du kan mærke et område af testiklen, som er hårdere end resten af testiklen, eller hvis du får smerter i dine testikler. Hvis du oplever noget af dette skal du altid opsøge egen læge. Og hvis du er i tvivl, om det du mærker alligevel er normalt, så synes jeg bestemt også, at du skal opsøge din egen læge. Hvis der er en mandlig læge tilknyttet dit lægehus, er det helt ok at bede om en mand; det kan nogle gange føles mere behageligt, at man har samme køn som sin læge.

Håber, at ovenstående gav dig svar på dit spørgsmål. Ellers må du endelig skrive igen :)

Mange hilsner, 

Marie

marieljs billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program