Kan ikke holde mit liv ud mere...

brevkassespørgsmål

Kan ikke holde mit liv ud mere...

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

Jeg er i dag 17. år gammel og egentlig bare utrolig glad for at jeg stadig er i live. Jeg har siden jeg var 10. år gammel overvejet selvmord kraftigt og genrelt hele mit liv haft det dårligt. 

Jeg har for nygligt fået konstateret nogle forskellige diagnoser, f.eks. noget med relationer til andre og flash-backs fra gamle ubehagelige minder.

Jeg har fået tilbudt gruppetearpi som det eneste, og det vil jeg ikke da jeg har det urtolig svært ved andre mennesker, og helst bare gerne vil have en at snakke med alene, som kan give mig råd og redskaber at arbejde med. 
Så nu er jeg på bar bund fordi jeg selv skal finde psykolog hjælp og det ved jeg ikke hvordan jeg skal få tacklet. Det er hårdt for mig at skulle være voksen og tage ansvar, fordi jeg er så ulykkelig og ikke føler at noget hjælper. 

Jeg har altid fået massere af kærlighed hjemmefra. Men mine sociale forhold til venner og veninder forsvinder hurtigt. Jeg føler ikke jeg har en ægte veninde til at snakke med, de svinger meget og jeg tør ikke være mig selv med dem. Jeg har 2 venner som kender mig helt til bunds og som jeg kan være mig selv med og snakke med. 
Jeg har en dejlig kæreste, men vi kan til tider skændes så voldsomt, fordi jeg er en usikker og bange pige som nogle gange bare kan græde en hel dag. Og det kan han ikk forholde sig til og han har svært ved at trøste mig og bliver i stedet for sur. Han lider selv af ADHD og OCD i en meget mild grad. 

Jeg føler mig ensom, ikke god nok, som en dårlig kæreste/veninde, grim og klam, ikke værdig nok til at leve. Ja, jeg har det faktisk bare rigtig dårligt med mig selv. Jeg er på det sidste begyndt at få tvangshandlinger og har tvangstanker. 
Jeg har borderline træk og angst for utrolig mange ting.
Jeg har en x-kæreste som har sat dybe spor i mig, på den dårlige måde, så lider af stor jalosi og afhængighed af min nuværende kæreste. 

Jeg har ikke lyst at leve sådan her mere!!! Jeg er desperart, for jeg tror ikke jeg holder mange år endnu sådan her....
Jeg vågner op hver dag og håber bare at mit hjerte stopper eller der sker mig en ulykke, så jeg ikke selv skal tage mit liv, men at "gud vælger at tage mig til sig". 
Jeg kan blive utrolig sur på mig selv over jeg skal have de tanker, og jeg kan ike stoppe dem. 

Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig, det har jeg desperat brug for!!!

 

Svar: 

Hej med dig

Jeg vil starte med at sige at det er godt du skriver ind og deler dine tanker så du ikke sidder med dem alene. Følelser og tanker kan være skræmmende og svære at finde rundt i, og så er det vigtigt at have en der lytter. 

Det at have lyst til at dø, og forsvinde fra det hele, er noget mange oplever, især i teenageårene, og det er uhyggeligt når man tænker de tanker. Samtidig er det helt ok at have det sådan, vi skal bare se om vi kan finde ud af hvad de tanker skyldes, og hvad du kan gøre ved dem. At du bliver sur på dig selv over de tanker, fortæller mig at du skal lære at give dig selv plads til at føle som du gør, i stedet for at bebrejde dig selv. Og at du skriver herind, viser samtidig at du gerne vil gøre noget ved din situation. Og det er første skridt i den rigtige retning, så det vil jeg rose dig for. Jeg er også glad for at du siger at du er glad for at være i live, og det fortæller at du ikke er klar til at give op, og jeg fornemmer du har viljen til at få et godt liv, og det fortjener du. Spørgsmålet er bare hvem der kan hjælpe dig, og hvem du stoler nok til at læne dig op af, for alene er du ikke, og du fortjener den rette hjælp.

Som jeg læser det, har du haft nogle negative oplevelser, der i dag gør at du ikke føler dig god nok. Du fortæller du er jaloux, hvilket kan skyldes at du er usikker på dig selv, din ret til livet og angst. Så ud over de diagnoser du omtaler, som i sig selv kan være svære at acceptere og lære at leve med, har du også ting fra din fortid som skal bearbejdes. Du skriver at du har fået tilbudt gruppeterapi og det gode ved den form for terapi, er at man kan mødes og snakke med andre som har det på samme måde som dig selv. Den forståelse andre kan give en og følelsen af at man ikke er den eneste der har det på den måde, kan være et stort skridt i retning af selvforståelse og selvaccept. Det kan selvfølelig være svært at sidde sammen med andre at snakke om sine problemer, og jeg forstår du har det svært med andre mennesker. Jeg tænker om du måske kunne starte med at tage til gruppeterapi bare en gang, der bliver intet forventet af dig, og du kan se om det kunne være noget for dig. Du kan også se det som en måde at møde en voksen der måske kan hjælpe dig videre til at få en-til-en samtaler. Kunne det være en ide, at få en til at tage med dig, så du ikke er helt alene, som bare venter udenfor mens gruppen snakker? På den måde ved du der er en der venter på dig, og det kan gøre det hele lidt mindre skræmmende. Jeg ved det kan være en stor overvindelse for dig, men forestil dig at du overvandt dig selv, blot en gang, og faktisk fik en god oplevelse ud af det, så vil du være stolt af dig selv, og et lille skridt nærmere i din bearbejdningsproces.

Det kan være svært at blive voksen, finde sig selv og hvad man vil med livet. Men det at blive voksen betyder ikke du skal klare alt selv. Vi kan alle få brug for hjælp en gang i mellem og det at du har en diagnose, gør at du måske har mulighed for at komme til en psykolog gratis gennem din læge. For at komme det skal du tage en snak med din læge, og fortæl hvordan du har det, så kan han/hun lave en henvisning til psykiatrien, hvor de har stor viden og indsigt i de forskellige diagnoser, og dette gør dem meget kompetente til at hjælpe dig.

Jeg ved det hele kan virke svært og uoverskueligt, og jeg hører dig også sige du altid har fået masser af kærlighed hjemmefra. Måske du skulle prøve at få støtte fra din far/mor eller hvem du har det bedst at tale med. Ikke fordi de skal løse dine problemer, for det er du nødt til selv at tage ansvaret for. Men det er super godt at have en du ved altid er der for dig, som ikke dømmer dig, men fortæller dig at du kan klare den, at du har ret til et godt liv.

Du er ung og fremtiden ligger foran dig og du skal have bearbejdet alle de dårlige ting, lære at elske og acceptere dig selv, så du er klar til at gribe alt det gode der kommer til dig. Jeg håber du kan bruge mit svar som et kærligt skub til at se at der findes en vej ud, og at det kan hjælpe dig til at se mulighederne. Du er altid velkommen til at skrive tilbage eller logge på vores chat.

Jeg ønsker dig alt godt nu og i fremtiden.

Kærlig hilsen Isabella

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program