Hej Laura

Først og fremmest er jeg ked af, at høre du har mistet din papfar og mormor. Det må være et stort tab for dig og din familie, så jeg forstår godt, at du er ked af det. 

Det kan føles som en stor smerte, at miste folk man holder af. Det kan sagtens betyde, at man lige pludselig bliver ked af det, selvom man sidder med gode venner eller familien. Som din mor siger, så tror jeg at du er ked af det, fordi du lige nu er i en svær og hård periode. Det er noget som kan tage tid at komme gennem, fordi du oplever en sorg over at have mistet nogle du har haft tæt på dig og som du savner i dit liv. Det er desværre en af de ting som vi ikke kan styre og de fleste vil i sit liv opleve at miste en person og derefter sørge over det.
Du har desværre allerede oplevet det at miste som meget ung og det er helt uretfærdigt, men alligevel noget som man kan lære at leve med. Så selvom du lige nu oplever triste dage og selvmordstanker, så tror jeg det er pga. den sorg du gennemgår og ikke en depressionstilstand. Det er ikke sikkert, det gør dig gladere, men det kan måske hjælpe dig til at acceptere, at det altså er helt okay, at have en hård tid, når man bærer rundt på en sorg. Det betyder ikke, at du ikke kan være sammen med dine veninder og grine samt hygge dig med din familie. For selvom det kan lyde hårdt, så går dit liv videre, selvom du har mistet nogle du holder af. Derfor er det faktisk vigtigt, at du holder fast i dine veninder og familie og får snakket med dem. Det kan være svært at forstå, at du er ked af det lige pludselig, fordi du ikke er vant til det. Men her tænker jeg, at du sagtens kan forklare hvorfor, hvis din veninde spørger dig, eller du selv har lyst til at snakke om det. Faktisk kan man nogle gange få det lidt bedre af at snakke om de mennesker man savner. Så "lever" de også lidt videre gennem dig og du mindes og husker dem ved at snakke om de ting i havde sammen og det som du kunne lide ved dem. 

Du nævner også, at du slet ikke føler du kan styre dine følelser. Det forstår jeg godt, for det kan være rigtig svært og det er der desværre ikke ret mange som kan. Det bedste man kan gøre er, at acceptere sine følelser og give dem lov til at være der. Det kan måske lyde lidt underligt, men jo mere du kæmper imod jo mere vil følelserne fylde. Hvis du kan prøve næste gang, du bliver ked af det eller føler noget ubehageligt, at acceptere, at de lige nu er en del af dig. Samtidig kan det være en god ide at tale om hvordan du har det, evt. skrive det ned for dig selv eller græde hvis det er det som du har behov for. Det er rigtig sundt for os at komme ud med det som går os på. Jeg tror også du vil kunne mærke en lettelse, ved at være åben omkring det og på den måde dele dine tanker med en eller nogle du er fortrolig med. Det kan godt lyde grænseoverskridende eller svært hvis du ikke er vandt til det, men det er heldigvis kun de første gange. Din mor eller en anden du har lyst til at snakke med vil sikkert med glæde støtte dig og snakke, når du forklarer at du har brug for det og hvordan du føler. 

Du skriver også at du er blevet mobbet hele din barndom. Mobning kan også give nogle "ar" på følelserne som gør at man nogle gange kan blive ked af det "uden grund". Du skriver også at du nu har venner, så jeg forstår dig sådan at du ikke længere bliver mobbet. Hvis jeg ikke har forstået det rigtigt, må du heller end gerne skrive igen, så jeg kan svare lidt mere uddybende ift. at blive mobbet, for det er der selvfølgelig ingen som har fortjent. Og hvis du fortsat bliver mobbet tænker jeg det også er vigtigt at du får hjælp til at få det stoppet. 

De bedste hilsner Maria