Sex Sygdomme

brevkassespørgsmål

Sex Sygdomme

brevkassespørgsmål af
Hans
22 år
Oprettet 1 uge 13 timer siden

Hej, Hvordan undgår man sex sygdomme? Jeg har et par stykker af sexpartner og vil gerne undgå sex sygdomme. Jeg bruger altid kondom men kan jeg gøre andet for ikke at smitte andre?

Svar: 

Hej Hans!

Først og fremmest vil jeg sige kæmpe respekt for, at du tænker over det her. Det er virkelig et tegn på ansvarlighed for både dig selv og dine partnere. Der er alt for få, som stiller de her vigtige spørgsmål, så helt fantastisk.

I virkeligheden er du allerede ret godt dækket ind, da det vigtigste nemlig er at bruge kondom. Udover at mere eller mindre sikre mod graviditet, så formindsker kondom nemlig udvekslingen af kropsvæsker. Det er super vigtigt, fordi langt størstedelen af sexsygdomme smitter nemlig gennem udveksling af disse.

Dog er det ikke alle sygdomme, hvor de her væsker er det eneste man skal være opmærksom på. Jeg vil derfor lige hurtigt gennemgå nogle af de mest "normale" sygdomme, som man kan møde i Danmark, og hvordan de smitter.

Klamydia er den mest almindelige sexsygdom blandt unge, både i Danmark og i resten af verden, så den kommer jeg lige til at gå lidt mere i dybden med. Den smitter gennem de slimhinder vi har på kroppen, så derfor er kondomer virkelig gode til at forebygge denne sygdom. Dog har vi slimhinder rundt på hele kroppen, og de kan faktisk alle blive smittet, hvis de kommer i kontakt. Klamydia kan sidde i skeden, urinrøret, endetarmen, svælget (mund/hals) og endda i øjet, selvom dette er sjældent.

Og hvis du blev lidt forvirret da jeg også skrev at man kan have klamydia i svælget, så er du ikke alene. Klamydia kan også smitte gennem oral sex, selvom risikoen er mindre, af flere årsager. For det første er spyt fyldt med antistoffer og enzymer, som beskytter vores krop. Dette kan også beskytte mod klamydia. Derudover lever bakterien "bedre" i slimhinderne omkring vores genitalier. Denne kombination mindsker altså risikoen for smitte, men den forsvinder slet ikke.

Dog sidder klamydia "kun lokalt" i slimhinden. Dette vil sige, at hvis en person har klamydia i endetarmen, kan man i teorien godt have ubeskyttet vaginalt samleje, uden at ens partner bliver smittet. Derudover vil jeg gerne pointere, at klamydia praktisk talt ikke kan smitte gennem kys. Det er så enormt sjældent, fordi munden nemlig er fyldt med spyt, at læger generelt siger, at det ikke kan lade sig gøre.

Nå, det blev måske lidt teknisk. Lad os gå til, hvad man kan gøre for at gå med livrem og seler i forhold til sikkerheden. En af grundene til, at klamydia er så normalt, er fordi det er ret normalt ikke at få nogle symptomer overhovedet. Så folk kan desværre komme til at sprede det. Hvis du ønsker at være helt sikret mod klamydia, anbefaler AIDSfondet, at du beskytter dig med kondom, slikkelapper, handsker, femidom og fingerkondomer.

Hvis du synes det måske er liiiidt overkill, så tror jeg ikke du er alene. Og her kan jeg betrygge dig med, at en mere generel anbefaling lyder, at kondomer og måske slikkelapper er helt fint. Derudover er det altid en virkelig god idé at blive tjekket regelmæssigt, og især efter samleje med en ny partner.

Ifølge en rapport fra Sex og Samfund blev omkring 21 % af unge kvinder testet i 2024, mens det kun var ca. 8 % af unge mænd. Samtidig var der en højere andel af mændene, der testede positivt. Og når op mod 80 % af kvinder og 50 % af mænd med klamydia ikke får symptomer, peger det jo desværre på, at flere går rundt med den, uden de ved det.

Det er heldigvis super nemt at teste for klamydia. Du kan blive testet helt gratis hos din læge, på hospitaler, et sted der hedder "Checkpoint" som har afdelinger flere steder i landet (forbeholdt LGBT+) og alle Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinikker. Der findes også hjemmetests man kan købe på apoteket, hvis det lyder mere overskueligt. Testen er god og langt bedre end ingenting, men ikke perfekt. Derfor er det stadig vigtigt at blive testet igen, hvis man er i tvivl eller har haft en risiko.

Og hvis uheldet skulle være ude, så er klamydia heldigvis meget nemt at kurere. Dette indebærer blot en medicinsk behandling i 7 dage, så er man helt fri.

Gonorré er også en af de sexsygdomme vi ser mere af i Danmark. Den minder lidt om klamydia, da den også smitter gennem slimhinder.

Som klamydia er den "kun lokal" i hvor den kan smitte, den kan forebygges med kondomer, slikkelapper, handsker, femidom og fingerkondomer, den kan sidde i de samme områder og den kan behandles og kureres. Dog anses gonorré generelt for at være mere smitsom end klamydia. Ligesom klamydia er der også flere, som ikke får symptomer. Estimatet her lyder på op mod 50 % hos folk med en vagina og 10-30 % af folk med en penis. Derfor er det, ligesom hos klamydia, en rigtig god idé at blive testet.

Du kan blive testet for gonorré præcis de samme steder som du kan for klamydia.

Syfilis er generelt ikke særlig udbredt i Danmark, men det er desværre stigende. Den skiller sig lidt ud fra de to ovenfor. Den smitter også gennem slimhinderne, men syfilis smitter primært ved kontakt med et syfilissår. Derfor kan den altså også smitte ved tæt kontakt eller dybe kys, hvis der skulle være små sår i munden. Interessant nok smitter syfilis "kun" de første to år af at man har den, men jeg tænker ikke nogen er interesseret i at gå med det så længe.

Ligesom tidligere nævnt er det ikke unormalt, at syfilis ikke giver nogen symptomer man kan lægge mærke til. Dog kan syfilis for nogen give lidt mere alvorlige problemer, hvis man går med den i mange år uden behandling. Behandlingen kan se lidt forskellig ud, alt efter hvor længe man har gået med det, men oftest behandles det med antibiotika. I de tidlige stadier af sygdommen er det ofte blot en enkelt indsprøjtning, hvorefter man anses smittefri efter 14 dage. Grundet den lidt mere alvorlige natur vil en læge dog ofte gerne have en til tjek efter 3, 6 og 12 måneder, før du bliver erklæret helt kureret.

Lige til sidst vil jeg også kort nævne herpes. Den smitter både ved hud-til-hud kontakt og ved kropsvæsker, så følg rådene ovenfor omkring dette.

Herpes er lidt anderledes end de andre, og faktisk synes jeg, den er et godt eksempel på, hvorfor vi bør smide skammen over sexsygdomme ud. Mund herpes/HSV-1/forkølelsessår er noget op mod 70-80 % af befolkningen har. Mange har fået det som barn gennem et kys fra familie eller venner, længe før de nogensinde tænkte på sex. Det er derfor svært at se det som noget man "får" af at gøre noget forkert.

Herpes er noget man aldrig kan komme af med, når det først er i kroppen, men det betyder ikke, at det ødelægger ens liv eller at man aldrig må have sex eller kysse nogen. Virussen ligger nemlig hvilende i kroppen det meste af tiden, og mange oplever slet ingen symptomer eller udbrud. Når der kommer et udbrud, viser det sig typisk som små blærer eller sår på det område, hvor man er smittet, og det går som regel over af sig selv i løbet af 1-2 uger.

Der findes ikke en kur, men der findes medicinsk behandling, som kan afkorte udbrud ned til få dage og gøre dem mindre generende. Hvis man har mange eller kraftige udbrud, kan man også få daglig forebyggende medicin, som reducerer både hyppighed og risikoen for at smitte andre.

Det er også vigtigt at vide, at herpes smitter mest når der er et aktivt udbrud, men det kan desværre også smitte uden synlige symptomer, hvilket er en af grundene til, at det er så udbredt. Kondomer reducerer risikoen, men beskytter ikke fuldstændigt, da virussen kan sidde på hud der ikke dækkes.

Og så kommer vi frem til min sidste vigtige pointe omkring forebyggelse af sexsygdomme:

Det vigtigste er at kende sin status og være åben med sine partnere. Det er en samtale, der kan føles svær, men den er et tegn på respekt. Jeg er kommet med en del høje tal i løbet af mit svar. Jeg beklager hvis de har skræmt dig, for det er ikke min intention.

Sex er for langt de fleste mennesker en vigtig del af, hvordan vi forbinder os med og nyder en partner. Ja, tallene er høje og det ville være vidunderligt at få dem ned. Men ikke fordi sexsygdomme er klamme, og dem der har dem, er ulækre. Bare fordi det kunne være dejligt.

For jo flere der taler åbent om det, jo hurtigere finder vi ud af, at det er langt mere almindeligt end vi troede. Og når skammen forsvinder, forsvinder også den frygt for at sige det højt… som paradoksalt nok er en af de største grunde til, at sygdommene spreder sig.

Så Hans, du startede med at spørge om hvordan du beskytter dig selv og andre. Og bare med det spørgsmål gør du allerede meget af det vigtigste arbejde. Tænk over det, tal om det, og bliv testet. Det er mere end de fleste gør.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program