Har jeg angst?
Har jeg angst?
Er en pige på 12 år. Har i de seneste par uger overvejet om jeg har angst. Jeg kender ikke så meget til sygdommen, eller symptomerne, hvilket er derfor jeg skriver herind.
Har altid været genert og stille. Ved ikke om det er fordi jeg decideret er "bange" for mennesker. Jeg går bare rigtig meget op i hvad de tænker om mig.
Jeg er også generelt bare meget bange for fremmede mennesker. Hvis jeg er på vej hjem fra skole eller noget, og går forbi en mand som godt kan se lidt mærkelig ud, skynder jeg mig altid forbi ham og sørger for at han ikke følger efter mig. Det er mega irriterende at jeg har det sådan. Men er det normalt? Er det noget som andre også nogle gange gør?
Jeg er også vant til at gå mindst 1 tur om dagen. Og nu frygter jeg også det. Måske er jeg bare paranoid, der er jo noget i nyhederne om en pige der er forsvundet.
Da jeg var ude at gå tidligere i dag, gik der en mand foran mig. Jeg begyndte at forestille mig alle mulige vilde ting om ham, at han var kriminel eller seriemorder eller sådan noget. Var simpelthen nødt til at gå ovre på den anden side af gaden fordi jeg var bange for at han ville overfalde mig.
Er jeg bare paranoid eller er det angst? Hvis det er angst, hvad gør man så ved det?
Kære dig
Det lyder som om, at der lige nu er en masse ubehagelige tanker som fylder hos dig, og gør dig bekymret for, om du mon kunne lide af angst. Jeg kan godt forstå at det ikke er rart at have det sådan. Jeg vil prøve at skrive lidt om hvad jeg tænker om din situation herunder.
Først har jeg lyst til at skrive, at angst er meget naturligt. Det at være bange og frygte forskellige ting er noget alle mennesker i løbet af deres liv vil mærke i forskellige grader. I udgangspunktet har angst faktisk en rigtig smart funktion, da det er med til at sikre overlevelse. Angsten fungerer nemlig som et slags alarmberedskab, der går i gang, hvis vi mennesker udsættes for en farlig situation. Her vil angsten gøre os i stand til enten at "fryse", kæmpe eller flygte alt afhængigt af hvad der er mest optimalt i situationen. Vores hjerne ved derfor rent instinktivt, at vi fx skal løbe hvis vi er i en brændende bygning eller ser en slange. Men hvis det her lille alarmberedskab bliver for følsomt, kan det blive aktiveret i situationer, hvor der ikke er nogen reel fare, og gøre at vi bliver angste selvom der ikke er grund til det - fx når vi bare går på gaden eller er blandt andre mennesker. På det du skriver, lyder det som om at du går og er bange ret tit, og at det påvirker hvordan du går og har det. Jeg synes derfor at det er rigtig sejt, at du har skrevet herind, da det kan være hårdt at gå med helt selv.
Du skriver også, at du tænker rigtig meget over hvad andre tænker om dig, og jeg tror at det er noget, der er rigtig mange andre unge, måske især piger der kan genkende. Det er ret naturligt at have det sådan, da de fleste rigtig gerne bare vil have at andre skal kunne lide en, og derfor bekymrer sig om hvad andre tænker. Men jeg tænker også der kan være forskel på hvordan man tænker over det. Om det bare er fordi man gerne vil have andre kan lide en, eller man fx også tænker meget på om fremmede mennesker har onde tanker om en. Det lyder som om, at du bekymrer dig rigtig meget, og kan blive rigtig bange for om der kan ske dig noget blandt fremmede mennesker. Du skriver også det her med, at du er begyndt at frygte din daglige gåtur. Det er sådan at når der først er nogle bestemte tanker, som har fået meget plads oppe i ens hoved, kan det være rigtig svært at ignorere dem, eller blive fri for dem igen, fordi de er blevet forstærket igennem tiden. Men noget man kan gøre for at udfordre ens tanker, er fx at holde fast i ens hverdagsrutiner, sådan at tankerne ikke må komme ind og overtage, og bestemme hvad man skal eller ikke skal. Så selvom du nu kan være angst for din gåtur, tænker jeg at det er en rigtig god ide at blive ved med at gå tur. På den måde lader du ikke angsten overtage, da det stadig er dig, der bestemmer. Det er nemlig rigtig vigtigt at angtsen ikke får alt for meget plads, da den nemt kan komme til at overtage mere og mere. Når man bliver bange for noget, og der måske opstår en uro i kroppen, kan det være en hjælp af skabe nogle alternative og mere positive tanker i hovedet. Det kan være alt muligt. Fx et godt minde, at tænke over hvad du skal have til aftensmad, hvad du lavede dagen inden i skolen eller noget helt andet. Hvis du går en tur og pludselig bliver bange kan det måske være hjælpsomt at prøve at registrere hvad du ellers oplever på din gåtur, og sige det højt inde i hovedet, hvilke farver har bilerne, er der træer og buske, fugle der synger eller andet. På den måde kan du hjælpe dig selv til at holde angsten på afstand. Det kan også være det kunne være en hjælp at gå tur med musik i ørerne og koncentrere dig om hvad sangen du hører, handler om. Jeg får lyst til lige at anbefale dig en hjemmeside som psykiatrifonden står bag, her er 10 øvelser, som måske kan hjælpe en hvis man bliver rigtig bange og synes det er svært at styrre. Det er helt korte film, hvor en person fortæller hvad man kan gøre. Hvis du har lyst til at se dem, kan du trykke her.
Du fortæller også, at du har hørt i nyhederne, at der er en pige, som er forsvundet, og jeg forstår virkelig godt, at det ikke er særlig rart at høre om. Medierne er med til at vi alle sammen hver eneste dag får en masse information, om ting der sker, og mange af de her ting kan være vildt ubehagelige at høre, og de fleste mennesker kan blive bange af at høre om dem. Nogle gange kan man måske komme til at tro, at der er stor risiko for, at der også vil ske for en selv, og at det nærmest er normalt at der sker overfald osv, selvom det slet ikke er. Nogle gange kan det bare føles sådan, fordi vi hører meget om det, men det er rigtig vigtigt at huske på at der faktisk er rigtig lav sandsynlighed for det.
Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogle om at du har det sådan her og nogle gange bliver rigtig bange? Det kan nemlig være meget at gå med selv, og det kan være at tankerne bare bliver værre og værre fordi man ikke får dem "læsset af" et sted. Derfor tror jeg, at det vil være rigtig rart for dig, at snakke med nogle om det, hvis du ikke allerede har gjort det. Det kan være mor, far, moster eller en hel anden som du føler dig tryg ved.
Som sagt kan alle mennesker blive rigtig bange engang i mellem, men det kan også blive så meget at man er bange selvom der ikke er nogen reel fare og på den måde kan det komme til at forstyrre ens hverdag. Det er ikke nemt for mig, at vurdere hvor svært det er for dig, men jeg kan høre at det er noget, der fylder meget for dig. Jeg håber derfor at du vil snakke med nogle om det, da det kan være et skridt på vejen til at slippe nogle af de her ubehagelige tanker.
Jeg håber at du kunne bruge mit svar og snart får det bedre igen. Husk og nyd livet, det fortjener du.
Bedste hilsner
Annika