Frataget alt.

brevkassespørgsmål

Frataget alt.

Hej.. sagen er at jeg har fået frataget alt. Mine forældre fandt en pakke smøger i mit skab og de blev virkelig sure. Min familie er indvandrer så de forstår ikke noget, selvom man prøver at sige noget til dem. De forstår heller ikke, at man er ung og at man er teenager, og sådan nogle ting sker, når man er i den alder. Det forstår de ikke. Jeg må ikke se nogle efter skole, jeg må ikke gå ud længere eller have det sjovt. Jeg har fået frataget min telefon så jeg kan ikke logge på snap, face, insta osv. OG det er virkelig mit liv, jeg føler mig ensom for jeg må ikke se mine venner, jeg må ikke en skid. Jeg ser ikke nogle og jeg er blevet helt stille. Jeg plagede at være den pige som ikke kunne holde sin mund i skolen, og jeg var sammen med allesammen og var glad og var fuld af energi og sagde hej til alle, selvom jeg ikke kender dem. Nu siger jeg ikke en skid, og når læreren spørger mig om noget siger jeg bare "jeg ved ikke, ikke noget" osv. Jeg snakker ike med nogle i skolen som jeg gjorde før, og alle sagde at jeg plejede at lave slåskamp med alle, et udtryk for at jeg havde det sjovt og skændtes med alle ovre i skolen. Det har flere sagt, men jeg kigger bare på dem uden at sige noget. Jeg er kun sammen med en pige, og det er kun ovre ved skolen. Nogle gange er hun der ike, også det bare ligesom at få en kniv stukket i maven. For jeg snakker ike med nogle.Nu jeg deprimeret og snakker ike med nogle og jeg græder hver evig eneste dag til mine øjne bliver helt tørre.. Jeg har det hårdt, og folk vil måske mene, at der ikke er sket noget stort for mig. Jeg går endda nogle gange ud på toilettet for at græde og begrave mig selv i mine hænder. Jeg skriver endda det her med tårer i øjnene. Men der er virkelig sket en stor drejning i mit liv, og jeg havde aldrig set den komme. Jeg har ikke fortalt det her til nogle, for det akavet og pinligt og jeg tror ikke på nogle mennesker i den her fucking verden. Jeg er også begyndt at cutte lidt, eller Cutte eller cutte? Men jeg tager nogle gange en kniv og ridser dem i min arm, og der er kommet nogle sår på min arm og jeg føler mig lettet når jeg gør det, for jeg får min smerte ud. Jeg har det virkelig hårdt, får jeg føler mig ensom og jeg ved, at ingen vil kunne se hvordan jeg har det. Jeg smiler noglegange bare sådan ude på, men inden i er jeg som et knust glas.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre med mit liv?

Vh. en pige uden følelser.

Svar:

Kære du

Kan se at du har skrevet et andet spørgsmål der ligner dette. Da jeg nu også svarer på det her, har jeg valgt at genbruge lidt at svaret fra det andet spørgsmål :)

Det er ikke sjovt, når ens forældre bliver skuffede eller vrede over noget man gør. Men det er nok noget af det som alle børn og unge oplever. Man kan næsten ikke undgå at komme til at gøre noget, som ens forældre ikke lige synes er super godt.

Sådan tænker jeg også om dine forældres reaktion. Forældre vil jo som udgangspunkt "bare" det bedste for sine børn. Jeg tænker at de fleste, nok er enige om at rygning er møg usundt, og derfor vil mange forældre også blive kede af det, skuffede og måske også vrede, hvis deres børn begynder at ryge.

Jeg tænker ikke der er så meget andet at gøre, end at snakke med dine forældre om det. Om deres reaktion, og om dine valg i forhold til det her med rygningen. Det er ikke sikkert at I bliver enige om det her med rygning. Men I bliver nødt til at finde en god måde at komme videre fra det her "chock". I en familie, kommer man til at skuffe hinanden, gøre hinanden kede af det og gøre hinanden vrede. Men hvis man taler med hinanden om det, kan kærligheden til hinanden alligevel overvinde det meste.

Jeg kan godt se at din situation, bliver mere kompliceret, hvis dine forældre har en helt andet forståelse at hvordan man bør være som ung. Det går jeg ud fra de har, siden du understreger at dine forældre er indvandrere, og at det er lige præcis det der gør at de ikke har forståelse for hvad det vil sige at være ung.
Som udgangspunkt tænker jeg egentlig ikke at mit råd til dig er så anderledes end i mit andet svar. I bliver nødt til at tale om de ting du ønsker, og de ting de måske har svært ved at forstå.
For alle familier, lige meget hvilken baggrund de har, tager det tid. Dine forældre føler måske de slet ikke kender den her del af dig? Jeg tror det bedste du kan gøre er at være åben. Fortæl dem at du synes det er akavet efter den her oplevelse, og spørg hvad de tænker om det hele.

Måske oplever du at det er komplet umuligt, bare at åbne for den her snak med dine forældre. Lidt som om at I slet ikke taler det samme sprog længere? Sådan tror jeg mange unge, fra indvandrerfamilier kan opleve det ind imellem. At man har så forskellige måder at forstå det at være ung på at man slet ikke kunne finde ud af hvordan man skal starte snakken. Det lyder i hvert fald som om du allerede har prøvet, uden held.

Jeg tænker det kunne være en hjælp for dig at tale med nogen der selv har prøvet at stå i en lignende situation.
Kender du den rådgivning der hedder etniskung.dk? Hos etnisk ung kan du læse om andre unge der har haft store udfordringer, på grund at de problemer der kan opstå når to kulturer støder sammen i en familie.
Du kan også få anonym rådgivning via telefon eller brevkasse. Jeg tænker at du her måske kunne få nogle rigtig gode råd til hvordan du kunne tale med dine forældre om de her ting. Det kan også være at etnisk ung kan give nogle gode råd til hvordan du kan få endnu mere hjælp, hvis det slet ikke er en mulighed for dig at tale alene med din familie.

Jeg håber du vil kigge nærmere på etniskung.dk. Som sagt er uenighed, vrede og skuffelser svære at undgå i en familie. Men at du bliver frataget alt, og føler at din familie kontrollerer din hverdag så meget at du græder hver dag, og er begyndt at cutte, er bare ikke rimeligt. Du har ret til at være dig.
Jeg tror etnisk ung kan hjælpe dig. Jeg tænker at du kan få den hjælp der er nødvendig for at du og din familie, kan tale sammen på en god måde, og finde hinanden igen, med tiden.

Mange hilsner

Elisa