Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tandkød

brevkassespørgsmål

Tandkød

brevkassespørgsmål af
Ayman
19 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Hej. Mit tandkød er lidt åbent føler jeg på det sted hvor en potentiel visdomstand bør komme ud. Jeg mærker dog ikke at en tand er ved at bryde frem, men tandkødet gør virkelig ondt i området. Hvad er det og hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej Ayman

Tak for dit spørgsmål om ømt tandkød. I forhold til din alder giver det rigtig god mening at dit tandkød er irriteret på grund af en frembrydende visdomstand. Sådan een er længe undervejs og både kæbe og tandkød skal give meget efter, for at den kan komme frem - og tandkødet skal til sidst gå i stykker, for at den kan komme op i munden.

Så noget af det, der kan genere er, at det hele hæver lidt op og bliver irriteret. Også selv om tanden ikke er kommet igennem tandkødet endnu. Det kan blive så hævet, at man i perioder tygger på tandkødet. og det er med til at gøre det endnu mere ømt.

Nogen gange kan der godt være gået et lille hul i tandkødet et sted, hvor det er svært for dig at mærke. Og i så fald er der mulighed for, at nogle bakterier kan komme ind under tandkødet og derinde i "hulen" omkring tanden få plads til at lave en rigtig ubehagelig tandkødsbetændelse. Hvis det bliver rigtig slemt, kan det blive svært både at gabe og svært at tygge sammen. Og hvis du ikke kan gabe er det svært at børste tænder - og så bliver det værre.

Det rigtige at gøre er at gå til tandlæge. Tandlægerne har pligt til at se på dig med det samme, når du har ondt. Så ring og forklar om dit visdomstandsproblem og at du har ondt - og så bør de give dig en tid samme dag, som du ringer.

Behandlingen kan være at skylle ind under tandkødet med en lille skyllesprøjte - og måske give dig sprøjten med hjem, så du selv kan skylle. Nogen gange lægger betændelsen sig så med det samme. Hvis det er værre, vil det typisk være nødvendigt med en uge på penicillin. Typisk vil tandlægen også tage et røntgenbillede for at se, hvordan visdomstanden ligger og rådgive dig med hensyn til om det vil være en gode ide at få den fjernet. Man fjerner aldrig tanden mens der er en kraftig betændelse men giver penicillin og venter på at betændelsen går væk først.

Det kan sagtens være noget, der kan klares med en skylle sprøjte - og så går det væk og kommer ikke igen. Og andre gange bliver det ved med at komme igen indtil du får fjernet tanden. Og andre gange igen kan betændelsen udvikle sig meget hurtigt og blive en rigtig slem betændelse med stor hævelse i munden.

Det behøver selvfølgelig ikke være et visdomstandsproblem - men det er det normalt i din alder.

Under alle omstændigheder tænker jeg, at du snarest bør aftale en tid hos tandlægen og få hjæp og råd til at få det til at gå i orden.

Med venlig hilsen Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program